De højere luftlags IC4-tog

Mere end 400 milliarder kroner. Så mange penge er der indtil videre kastet efter udviklingen af det avancerede F-35 Lightning II, som er storfavorit til at blive Danmarks nye kampfly. Der er bygget flere end 150 stk., og de første af dem er operationsklar. F-35 vil dog først være færdigudviklet omkring 2020.

F-35 går også under navnet Joint Strike Fighter. Det er et navn, som klart signalerer, hvad der er tanken med flyet, nemlig at skabe et fælles fly, som skal anvendes af både den amerikanske flåde, det amerikanske luftvåben og det amerikanske marineinfanteri samt af mange af USA’s allierede.

Det skal således erstatte seks forskellige flytyper. Men at samle seks flytypers egenskaber i et fly er netop F-35’erens akilleshæl. For at opfylde eksempelvis marineinfanteriets ønske om et fly, der kan lande lodret, har man fået et fly, som efter sigende har dårlige flyveegenskaber og gør en dårlig figur i klassisk dogfight mod andre fly.

Stealthy

Flyet er designet til at være ‘stealthy’. Det gør ikke F-35 usynligt for fjenden, men det skulle gerne reducere flyets såkaldte radarsignatur, idet strålerne fra fjendens radarer ikke sendes tilbage, men spredes i alle mulige retninger takket være F-35’erens særligt vinklede flader og specielle overflade. Det gør flyet velegnet til at snige sig ‘under radaren’ på en krigs første dag for at sætte fjendens jord-til-luft-missiler ud af spil.
Men når flyet er stealthy, kan det ikke have våben og brændstoftanke monteret under vingerne og kroppen, sådan som kampfly normalt har det. F-35 kan godt have våben under vingerne, men hvis stealth-effekten skal være fuldendt, er våbnene nødt til at være i flyets interne våbenlastrum i bunden af flykroppen. Det lægger store begrænsninger på, hvor stor en våbenlast flyet kan medbringe.

Femte generation

Muligheden for at indgå i tæt samarbejde med andre F-35’ere og styrker til lands og til vands og fungere som hele styrkens øjne længst fremme er med til at gøre F-35 unikt. Det samme er evnen til at indgå i et større netværk, hvor alle informationer fra kampfly, skibe, satellitter og systemer på land samles og tilsammen giver det store overblik over kampzonen. Disse netværksegenskaber samt stealth-teknologien gør, at F-35 defineres som et femtegenerations kampfly. Danmarks nuværende F-16’ere samt alle de fly, F-35’eren er oppe imod i konkurrencen om blive det næste danske kampfly, defineres som fjerde generation. Som vi skal se nærmere på i næste kapitel, så arbejder både Eurofighter og Boeing dog med at videreudvikle henholdsvis Eurofighter Typhoon og Boeing F-18 Super Hornet, så de kan minimere F-35’erens teknologiske forspring.
De piloter, der skal flyve F-35’eren i fremtiden, bliver udstyret med en avanceret hjelm, som er lavet lige præcis til deres hoved. Den samler et hav af oplysninger og præsenterer dem for piloten på visiret. Desuden er det med hjelmen muligt at se ‘igennem’ flyet, så piloten kan orientere sig om, hvad der foregår under eller bag ham. Det lader sig gøre takket være seks sensorer forskellige steder på flyet.

Første norske fly

Det er det amerikanske forsvar og den amerikanske regerings plan, at F-35 skal være standardflyet i de næste 30-40 år, og det er det eneste femte generations fly, som amerikanerne kommer til at have i fremtiden. Planen er at det amerikanske forsvar skal have mere end 2.400 F-35’ere. Den målsætning er der ikke blevet rokket ved de senere år på trods af store budgetudfordringer. Til gengæld er leveringstempoet blevet skruet nedad, så man får flyene leveret i et langsommere tempo. Det får flere iagttagere til at forudse, at USA højest køber 1.500-2.000 fly.
USA er dog langt fra ene om at skulle bruge F-35 i fremtiden. En gruppe på otte lande – Storbritannien, Norge, Holland, Italien, Tyrkiet, Australien, Canada og Danmark – er således partnere i projektet. Bortset fra de to sidste har alle partnerlande købt flyet, og i flere tilfælde er de første fly allerede leveret. Således fik Norge sit første fly i efteråret sidste år. Det er nu stationeret på Luke Air Force Base i Arizona, indtil nordmændene kender flyet godt nok til, at de kan få det med hjem til Norge.
I Canada erklærede den nyvalgte premierminister Justin Trudeau under valgkampen i efteråret, at Canada ikke skulle købe F-35, sådan som den borgerlige Harper-regering havde besluttet. I stedet ønskede han, at Canada gennemførte en reel konkurrence – uden F-35’erens deltagelse. Sidenhen har Trudeau-regeringens forsvarsminister dog antydet, at F-35 godt kan deltage i konkurrencen. Derudover er flyet solgt til Israel, Sydkorea og Japan.

Adgangsbillet

Herhjemme var det en af 1990’ernes faddere til den aktivistiske danske udenrigspolitik – daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) – der allerede i 1997 tog de første skridt hen imod anskaffelsen af nye kampfly ved at få Danmark med i Joint Strike Fighter-projektet, som det hed dengang, Det skete, efter at Hækkerup havde lagt arm med den radikale regeringspartners forsvarsordfører, Jørgen Estrup, over flere måneder.
Danmark og Norge købte sammen en adgangsbillet til at blive niveau 3-partner i det storstilede Joint Strike Fighter-projekt, der skulle udvikle et nyt multirole-kampfly med stealth-egenskaber.  Det skulle være det nye F-16 fly. Bare endnu billigere og endnu mere effektivt. Det nye standardfly, som gør det muligt for USA og lande som Danmark, Norge og Holland at fortsætte det tætte samarbejde fra F-16-tiden.
Med en forventning om at flyet ville blive bygget i op imod 6.000 eksemplarer gav det god mening for Danmark at gå med i projektet og blive et lille medlem af en stor gruppe af brugerlande, som sammen kunne betale udgifterne til udvikling, produktion, vedligeholdelse og opgraderinger af flyet. På det tidspunkt var planen, at Danmark skulle anskaffe 48 nye kampfly.

En lille bid af kagen

På det tidspunkt var der dog stadig mange flyvetimer tilbage i F-16-flyene, og derfor var Danmarks deltagelse i Joint Strike Fighter-projektet på papiret et erhvervsprojekt, der skulle sikre, at den lille danske forsvarsindustri fik en fod indenfor i verdens største våbenprogram og muligvis fik en bid af kagen, når de mange kampfly skulle bygges.
Sidenhen skulle det dog vise sig, at der reelt nok nærmere bliver tale om krummer til de danske virksomheder – og at der nok kun bliver bygget omkring 3.000 F-35-fly. Men det vidste man intet om i 1997, da Hans Hækkerup lagde 70 millioner kroner på bordet og meldte Danmark ind i Joint Strike Fighter-programmet. Tre år senere betalte vi yderligere 12 millioner kroner, og i 2002 betalte daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) 892,5 millioner kroner for deltagelsen i næste fase. Af de penge bidrog den danske forsvarsindustri med 170 millioner kroner.

I 2007 forpligtede regeringen Danmark til at betale ca. 45 mio. kroner om året de næste 40-50 år.

Da Danmark i 2012 nedjusterede fra 48 til 30 fly, blev den årlige deltagerbetaling sat ned. I alt kan deltagelsen i F-35-projektet ende med at koste de danske skatteydere over to milliarder kroner. Det er penge, som vi ikke får tilbage, hvis vi vælger et andet fly.

Ikke stå til ansvar

Lockheed Martin, der i 2002 vandt kontrakten på at bygge F-35’eren, har primært placeret danske ordrer hos Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, mens flere andre af de virksomheder, som var med til at spæde i kassen, står tilbage med en lang næse.

Hvis Danmark vælger et andet fly, så er der ikke mere arbejde til Terma eller nogen som helst andre danske virksomheder. Falder valget på F-35, er der i den danske forsvarsindustri stigende bekymring for, at Lockheed Martin ignorerer den danske industri.

Når først kontrakten i Danmark er hjemme, skal Lockheed Martin ikke stå til ansvar for, om de placerer ordrer hos danske virksomheder eller ej.

Normalt er det sådan, at alle udenlandske leverandører af forsvarsmateriel til Danmark for mere en 50 millioner kroner er omfattet af begrebet modkøb. Det vil sige, at de skal købe for et tilsvarende beløb i danske virksomheder.

Men ikke Lockheed Martin. Som en del af partnerskabet frasagde Danmark sig nemlig kravet om modkøb ved købet af F-35.
At Danmark er partner i F-35 projektet, og at der ikke stilles samme modkøbskrav til F-35 som til de andre kandidatfly var årsagen til at franske Dassault slet ikke var interesseret i at deltage i den danske konkurrence, da de fik buddet ved konkurrencens start i 2005. Det var også forklaringen på, at Eurofighter i 2007 trak sig fra konkurrencen. I 2013 vendte de imidlertid tilbage, da evalueringsprocessen blev genoptaget efter tre års pause. I 2014 trak svenske Saab deres Gripen-kampfly ud af konkurrencen. Angiveligt fordi man mente, at kravene til industrisamarbejde i udbudsmaterialet favoriserede F-35.

Vi deler regningen

Der er ingen tvivl om, at F-35 er favorit til at blive Danmarks næste kampfly, inden vi kender resultatet af den evaluering af kandidaterne, som et kontor i Forsvarsministeriet er ved at lægge sidste hånd på. Ikke så meget på grund af selve flyet og dets egenskaber. Mere fordi flyet vil blive brugt af nære allierede som USA, Storbritannien, Norge og Holland. På den måde bliver der mange om at dele regningen, når flyet skal opgraderes undervejs i sin levetid. Danmarks nuværende F-16-fly har gennemgået seks opgraderinger, og her har Danmark nydt godt af at have det samme fly som mange andre NATO-lande.
De andre F-35-lande kommer formentlig til at bruge flyene i lige så mange år som Danmark. Dermed vil der også om 30 år være mange til at gå sammen om at holde flyene opdateret. Med de to andre kampflykandidater er det mere usikkert hvor mange lande, der bruger flyene om 30 år. Det er en væsentlig faktor at tage med i overvejelserne, da Danmark formentlig skal bruge flyene i op mod 40 år. De nuværende F-16-fly vil have op til 44 år på bagen, når de formentlig pensioneres i 2024.

Overtræk på goodwill-kontoen

Desuden handler kampflyindkøbet om meget andet, end bare hvad flyene helt konkret kan og koster at købe og bruge. Det handler også om storpolitisk signalværdi. Hvilket fly man køber og fra hvilket land sender et klart signal til resten af verden om, hvem man står sammen med på den internationale scene. Og her har Danmark stort set siden Anden Verdenskrig orienteret sig mod Washington. F-35 er som nævnt udset til at være fremtidens standardfly i det amerikanske forsvar og er amerikanernes store prestigeprojekt. Hvis et partnerland som Danmark springer fra, vil det give rystelser over hele verden og muligvis få andre F-35 lande til at tvivle.
Det vil derfor være et stort prestigetab for USA, hvis Danmark ikke køber F-35. Og det vil give et gevaldigt overtræk på Danmarks goodwill-konto i Washington. En konto som Danmark ihærdigt sørger for at spare op på gennem blandt andet deltagelse i internationale militære aktioner i Afghanistan, Libyen og Irak.

Det flyvende IC4-tog?

Bagsiden af medaljen ved F-35 er, at flyet på nuværende tidspunkt endnu ikke har været i regulær drift med hvad dertil hører af trænings- og kampmissioner. Vi kender derfor ikke de faktiske driftsomkostninger og pris pr. flyvetime. Desuden udvikles flyet fortsat, mens udgifterne forsøges banket nedad. Der er derfor ingen tvivl om, at projektrisikoen er størst ved at vælge F-35. Det kan godt være, vi får et fly, der også er state-of-the-art om 40 år, og at vi er en større gruppe af brugerlande. Men hvad hvis lille Danmark ikke har råd til at betale hvad en flyvetime koster? Hvad nu hvis F-35 viser sig at blive det flyvende IC4-tog?
Om det er noget vi har en begrundet til at frygte eller ej, får vi forhåbentlig svar på, når regeringen i løbet af foråret efter planen fremlægger det evalueringsarbejde af alle tre kandidater i den danske kampflykonkurrence, som embedsmænd i Forsvarsministeriet har brugt tre år på, siden konkurrencen blev genoptaget i 2013.