Magtkvindens kamp med machomændene

Kritikken af Merkel tager til dag for dag, og helt ind i hendes egne rækker leder mandlige, højtstående politikere efter måder at trække tæppet væk under kansleren, der ellers har siddet solidt som eneste mulige bud på en leder frem mod næste valg. I kække rubrikker døber aviserne Köln »Merkels Waterloo« efter Napoleons endelige nederlag, og der er nu for alvor tvivl om den sikre grund under Muttis fødder. Horst Seehofer fra det bayerske søsterparti CSU har længe raset nedladende mod kanslerens flygtningehåndtering, og senest har finansminister Wolfgang Schäuble foreslået løsninger stik imod Merkels udmeldinger, efter de to ellers har kørt nogenlunde parløb under krisehåndteringen i euro-stormen.

Alt imens forsvarer den mulige kronprinsesse, Julia Klöcker, standhaftigt kansleren, mens aviserne stiller det hidtil næsten utænkelige spørgsmål: »Er Merkel stadig den rigtige«?

Uacceptabel kritik

En ting er sikkert – det er ikke første gang, kansleren har mødt massiv modvind, og det er alt andet end en undtagelse, at hun har overvundet mandlige udfordrere. Kanslerens karriere er ligefrem bygget op om andres gentagne undervurderinger af den østtyske kvinde, der mod alle odds har arbejdet sig til tops i det Tyskland, der lige nu tvivler på alt og sig selv.

I den ophedede debat om feminisme og mandedominans efter Köln har Merkel udtalt noget så sjældent, som at overgrebene er »personligt uacceptable« for kansleren, der ikke er blevet på magten ved at råbe højt og love straksløsninger, men derimod ved at gennemtænke sine muligheder til mindste detalje.

Vi kigger nærmere på den konservative kanslers vej til chef-stolen, og hvorfor hun undervejs er blevet døbt alt fra isdronning til Männermörderin.

Kvindekortet

Mens Putin smider trøjen, og Sarkozy giver den som koket Don Juan, himler Merkel skjult med øjnene og sætter dem tørt på plads med fakta på flydende russisk, eller med anstrengt tålmodighed. Hun har altid været en kvinde i en mandeklub, fra fysikstudiet på universitet i Østtyskland til den politiske mandeverden i Vesttyskland. Helmuth Kohl kaldte hende »mein Mädchen«, hvorefter »pigen« i et bibelsk fadermord afskrev ham offentligt efter en skandalesag om private donationer. Selv hader hun at snakke om sit køn, kalder sig ikke feminist og ville slet ikke berøre emnet i begyndelsen af sin karriere.

Da hun blev spurgt i et talkshow-interview med magasinet Brigitte, om hun betragter sig selv som feminist, svarede kansleren: »En feminist, nej. Måske et interessant tilfælde for en kvinde på en magtposition, men ingen feminist. Rigtige feminister ville blive fornærmede, hvis jeg beskrev mig selv som én«.

Den nye Thatcher

Interviewet er fra 2013, hvor hun op til valget begyndte at udnytte, at hun som Tysklands første kvindelige kansler og »Mutti« i daglig tale kan fange de kvindelige vælgere, som tre gange i træk har foretrukket kanslerens rolige facon frem for andre, mere flamboyante modkandidater. Kritikere mener, hun underprioriterer ligestilling, mens andre er mere end tilfredse med det faktum, at ingen længere sætter spørgsmålstegn ved, om en kvinde kan være kansler for det europæiske kæmpeland.

»På den måde minder hun meget om Margaret Thatcher. Hun udtalte sig heller aldrig om kvinder. Men ligesom Thatcher, vil Angela Merkel, når hun træder tilbage, have gjort mere for ligestillingen i Tyskland, end så mange andre. Hun har vist alle, at det kan lade sig gøre. Det er hendes største bidrag til ligestillingen,« mener prorektor, Merkel-aficionado og tidligere venstreminister for blandt andet ligestilling, Lykke Friis.

Det billede går igen hos flere tyske feminister. Sidste år skrev den prominente Alice Schwarzer på sin blog, at Merkel kropsliggør, hvad hun og andre har kæmpet for. Hun har samme tøj på år efter år – den praktiske buksedragtsuniform – og smiler kun, hvis hun vil: »Hun har ikke tid til at alt det mode-halløj. Hun skal regere«. Dog mener Schwarzer som mange feminister, at Merkel som repræsentant for det konservative CDU har gjort for lidt, når det kommer til ligestillingspolitikken. Og det er da heller ingen hemmelighed, at ligestillingspolitik aldrig har været Merkels politiske hjertebarn.

Opgør med patriarker

Da kommunismen løftede sig fra Europa, kunne Merkel med ét få rigtig indflydelse – politisk indflydelse. Hun tog det store spring fra kvantekemi under DDR til politik i de svære år, hvor Tyskland skulle genforenes. Hun genopfandt med andre ord sig selv i 30’erne. Pludselig kunne man blive valgt til ting, med magt over andet og mere end molekyler og henfaldsudregninger. Hun bankede på hos det nye parti »Demokratisk opvågning«, hvor hun, ifølge den britiske dokumentarist Andrew Marr, brugte sin viden i kvantekemi til at få gang i de computere, der var blevet doneret til partiet af Vesttyskland. Hendes projekt var genforeningen, og hun gik overhovedet ikke op i sit udseende.

»Rollerne i det vesttyske CDU var klare. Mændene var patriarkerne, og kvinderne skulle se godt ud. Men det var hun ligeglad med,« siger Hajo Schumacher, der har skrevet en doktorgrad om kanslerens strategier i ledelse. Selvom frisuren og blikket er blevet mere selvsikkert med årerne, ser man hende oftest på billeder stirre lige igennem, hvem end der måtte være interesseret i noget, Merkel selv finder så ganske ligegyldigt – det politiske maskeradeshow.

Mandedræberen

Selv skal forbundskansleren have afvist den nærliggende Thatcher-sammenligning. Som naturvidenskabelig nørd henviser hun ud over Albert Einstein ofte til Marie Curie i sine taler – Curie, der som den første kvinde nogensinde, vandt ikke kun én, men to nobelpriser inden for to forskellige fagområder: fysik og kemi.

Men ifølge biografiforfatter Stefan Kornelius’ bog om kansleren står der på Merkels arbejdsbord kun ét billede, og det er af Katharina den Store af Rusland. Katharina er kendt for at spille det politiske spil, udvide Ruslands grænser med krige og samtidig være en stor tilhænger af oplysningstiden. Hun forsøgte at modernisere landet i retning af Vesteuropa, og skal på vejen have udnyttet særligt mænd for at kapre og fastholde magten.

Ifølge Kornelius siger Merkel selv, at hun beundrer Katharina som kvinde og reformator. Set ud fra mængden af (mandlige) modstandere, der er faldet ved Merkels side, er Katharinas smag og forståelse for magten måske også en del af forklaringen på, hvorfor kansleren har beholdt billedet.

»Det er ikke for ingenting, at Merkel bliver kaldt Männermörderin. Hun har selvfølgelig albuer, og et stort magtinstinkt, hvor hun også har spillet folk ud mod hinanden,« påpeger Lykke Friis.

Angie the Snake

Langtidskansleren Helmuth Kohl var Angela Merkels introduktion til den vestlige politik, hvor hun kom ind som »hans pige«. En slags østtysk præmiepuddel, og oven i købet af hunkøn. Her skulle hun repræsentere Kohls projekt som manden bag foreningen af de to Tysklande, og helt stereotypt gjorde han hende til minister for Kvinder og Unge i 1991. 9 år efter tæskede hun de mandlige modstandere og blev formand for partiet. Merkel var 35 da muren faldt, og 36 da hun blev minister.

I 1994 fik Merkel posten som miljøminister med fokus på kontroversielle emner som naturbevarelse og atomkraft. Ifølge et solidt Merkel-portræt af Georg Packer i the New Yorker, gik hun lynhurtigt fra at skulle lære at bruge dankort til at blive kaldt »Angie the snake«, fordi hun fyrede ministeriets topembedsmand. Hans brøde var at foreslå, at hun havde brug for hans hjælp til at køre tingene.

Kniven i mentor

Kohl undervurderede sit østtyske kvindekorts egne ambitioner og lærte lektien. Men mændene på Merkels vej lyttede ikke efter, og Schröder undervurderede også i 2005 Merkel så tydeligt, at han på live TV gravede sin egen grav i partilederrunden. »Kun jeg kan blive kansler,« var hans forfængelige budskab, efter CDU havde vundet så snævert, at der ikke kunne dannes absolut flertal på sædvanlig vis. I klippet er Merkel ikke direkte rystet, men i hvert fald påvirket af Schröders nedladende angreb. Men hun svarer ikke igen. Hun lader ham accelerere selv, så hele Tyskland med al tydelighed kan se forskellen på de to, og han går direkte i fælden.

»Det er i virkeligheden et af hendes store feministiske øjeblikke. Der fik folk alligevel nok,« siger Troels Heeger, der som Berlin-korrespondent har dækket tysk politik over 6 år for Information og nu Berlingske.

Forfængelighed kendetegnede særligt Merkels første møde med de store hanelefanter fra Vesttyskland, som havde arbejdet sig op igennem partiet, og tog magten som en selvfølge. Selv har Merkel ifølge Kornelius’ biografi udtalt, at hun ligefrem kan blive frastødt af den slags: »Der er en form for dominerende optræden hos visse politikere, som jeg bryder mig temmelig lidt om. Mange mennesker puster sig rigtigt op, og forsøger at overdøve hinanden, når de vil have noget igennem. Jeg føler mig nærmest fysisk generet af det, og ville hellere sætte mig længere væk«.

Antitese til Trump

Siden Kohl er Merkel blevet vant til at arbejde tæt med mandlige ledere over hele verden, og har sågar overlevet de fleste. Hun har heller ikke haft andet valg, for mændene sidder fortsat på præsident-flæsket. Og kommer det dertil, hvor den tyske kansler skal mødes med show-wrestleren Donald Trump som USA’s præsident, vil det være et møde med Merkels absolutte antitese.

Alt hvad hun frastødes af, mødes i Trump’s toupe og postfaktuelle opgejling af masserne. Hun bryder sig netop ikke om store hyldester, reality-shows eller parader, og et møde mellem de to ville for alvor teste begge parter. Ikke mindst efter hans kommentar til titlen som »Person of the Year«:

For at forstå, hvem Merkel holder tæt, er det netop vigtigt at forstå, hvad hun frastødes af. Med Putins nylige undskyldning over »episoden med hunden«, er det næsten for nærliggende at hive det frem som eksempel.

Putins mave

Putins fanside på Facebook svømmer over af videoer med den tidligere KGB-mand, der i opsatte videoer brillerer i kampsport, rider i bar overkrop, kæmper mod bjørne eller flyver med fugleflokke. Merkel var allerede før murens fald et talent i russisk, som hun excellerede og vandt priser i allerede fra 8 klasse. Som KBG agent kan Putin flydende tysk, og begge ledere har siden udnyttet deres sprogkundskaber både udadtil og med hinanden. Når Hollande og Merkel har været i Kiev og diskuteret våbenhvile i Ukraine, skal Hollande have været den symbolske sidemand, mens de to efterhånden gamle bekendtskaber har diskuteret situationen. Ikke kun taler Merkel sproget, hun forstår også Rusland på en helt anden måde end de, der ikke har levet, rejst og arbejdet bag jerntæppet.

Alligevel skal kansleren, der ofte beskrives som en mester i politiske imitationer (hvor svært det end kan være at forestille sig), ifølge et portræt af forholdet mellem Merkel og Hollande i avisen Zeit have lavet følgende imitation af russeren – med et særligt tryk på ordet »good« som en rigtig KGB-agent:

»Når alt går godt, taler han russisk til mig. Men så snart der er et problem, og han vil skubbe mig ud af balance, taler han tysk og hvisker ‘Alles gut, Angela?’ ind i mit øre«.

Den sorte labrador

Putin og Merkel er cirka lige gamle, og konkurrerer nærmest om at regere længst. Som Stefan Kornelius skriver i sin biografi om kansleren, har ingen verdensleder rivaliseret mere med hende end netop Putin. De har efterhånden fået afmålt hinanden, men da de mødtes, var Angela Merkel ifølge Kornelius ikke ligefrem Putin-fan ved det første Moskva-tur som kansler. »Om aftenen mødtes hun med oppositionsfolk og regeringskritikere over vodka og vin. Putin og Schröder testosteronmættede venskab fandt hun klart frastødende, og den nye tone var ikke til at overhøre,« hedder det i biografien.

Til et af de første møder imellem de to ledere i 2007 valgte Putin at lade sin halvstore, sorte labrador, Koni, bevæge sig rundt i lokalet, velvidende at Merkel har angst for hunde. På billederne er hun tydeligt beklemt, og Putin smiler smørret, mens de begge halv-joker med, om hunden æder kritiske journalister. Særligt i Vesteuropa blev det tolket som et bevidst magtspil fra Putins side, der dog i sidste uge har bedyret over de tyske medier, at det »slet ikke var hans mening at skræmme kansleren«.

Georg Packer beskriver i The New Yorker, hvordan Merkel senere skal have givet en stikkende analyse af situationen: »Jeg forstår, hvorfor han blev nødt til det. For at bevise, at han er en mand. Han er bange for sin egen svaghed. Rusland har ikke andet, ingen succesfuld politik eller økonomi«. Putin har ikke taget hunden med siden.

En verden af mænd

Selvom Merkel til tider ønsker sig langt væk fra højtråbende politikere og macho-mænd, kan hun dog ikke slippe helt. For det kristenkonservative CDU er en mandeklub. Samtidig er der to millioner flere kvinder i Tyskland, end mænd, og op til valg bliver mottoet »it’s the women stupid« oftere og oftere anvendt som forklaringsmodel for vindere og tabere. Kvinder bliver 83.2 år, bliver gift som 31-årige og får med den laveste fødselsrate i Europa 1.38 børn.

Angela Merkel giftede sig som 23-årig, har 0 børn og levede i Berlin med sin elsker Joachim Sauer, som hun senere blev gift med. Selvom hun blev placeret på posten som minister for Kvinder og Unge i begyndelsen, har hun senere indrømmet, at det ikke ligefrem var hendes interesseområde. Hun valgte bevidst ikke at positionere sig selv som det, Kohl gerne så hende som – pigen fra øst. Schröders kone brugte det direkte imod Merkel i valgkampen i 2005, hvor hun anklagede Merkel for ikke at kunne forstå tyske mødres hverdag, og derfor ikke ville være i stand til at lave ordentlig familiepolitik. Skræmmestrategien virkede som bekendt ikke, og Merkel vandt tronen.

Kronprinsesserne

Til daglig har Merkel været kendt for at omgive sig med kvinder i »Das Bundeskanzleramt«. Merkels mest fortrolige og vigtige rådgiver er også den mest ukendte, nemlig hendes trofaste væbner og kontorchef igennem mere end 20 år, Beate Baumann. Baumann er én blandt flere kvinder i kanslerens inderkreds af »Merkelianere«. Ifølge forsker i Merkels ledelsesstrategier, Hajo Schumacher, er hendes få, tætte relationer mest af alt kvindelige, fordi hun har udviklet et større tillidsbånd med dem over årerne. »We call it the girls-camp,« siger han, uden åbenbart selv at overveje, om hans kommentar er sexistisk.

Der er da også i de tyske medier fuld gang i spekulationerne om, hvem der er Merkels kronprinsesse. For selvom magtfulde politikere som Wolfgang Schäuble og Thomas de Maizière er højt i geledderne, ser kvinderne lige nu ud til at være de stærkeste kort på reservehånden. Merkel har selv afvist at give scepteret fra sig inden næste valg, men efter Köln er sikkerheden i den udmelding for alvor begyndt at vakle. De tyske medier byder særligt på forsvarsministeren Ursua von der Leyen og den noget yngre Julia Klöckner.

Kylle, Pylle og Rylle

Fænomenet, hvor mænd ansætter mænd, kaldes typisk Rip, Rap og Rup-effekten. En effekt, der gør det sværere for kvinder at bryde glasloftet til bestyrelser og topposter. Selvom Merkel ikke tidligere har ville snakke kvinder, spekuleres der alligevel i, om hun strategisk placerer kvinder på topposter i det CDU, hvor kun hver fjerde medlem er kvinder. Men er det tilfældigt? Ifølge Hajo Schumacher er det bevidst fra Merkels side, at »kvinder må holde sammen«. Troels Heeger derimod er mere i tvivl, mens Lykke Friis klart afviser, at Merkel bygger sin politik på køn.

»Merkel er en ren fag-politiker, og har aldrig koketteret med sit køn. Det, der ikke er et tilfælde, er, at uden Angela Merkel ville det aldrig kunne være sket,« udtaler prorektoren, og tilføjer: »Det ligger hende meget fjernt at sige ‘nu skal vi kvinder altså holde sammen’, men der er dog heller ikke det mindste symptom på dronninge-syndromet, altså at dronningen slår andre kvinder ihjel, der kommer tæt på magten.«

Europas Übermor

Merkel beskyldes ofte for at være en følelsesforladt isdronning, og selv den sandtørre Jean-Claude Juncker har i spidsen for EU-Kommissionen med sine kindkys og klap bagi til blandt andre Lars Løkke formået at fremstå mere løssluppen. Alligevel bliver Merkel kaldt ‘Mutti’, og måske netop fordi hun ikke selv har nogen børn, er det nemmere at fastholde billedet af den tyske forbundskansler som alles Übermor for både gamle og de nye tyskere – over 80 millioner mennesker i alt. Pastoralmagt som Mutti-magt skal ikke underkendes, selvom det skurer i feministiske ører, når en kvinde i front kaldes »mor«, mens man sjældent hører Obama, Cameron eller Hollande blive kaldt »far«.

Merkel har efterhånden taget imod titlen og rollen, og ifølge en undersøgelse fra Ernst & Young fra 2014, placerer tyske universitetsstuderende Merkel øverst som offentlig rollemodel. Hun rangerer dobbelt så højt som Mandela, og slår både Obama, Steve Jobs og Mark Zuckerberg. Hun rangerer sågar på listen over rollemodeller generelt, hvor flere tyske studerende åbenbart anser ‘Mutti’ for en større rollemodel end deres bedsteforældre.