Nyhedsanalysen

'Vi ønsker at blive en del af jer'

I et døgns tid kom den danske verdenspresse igen til teltlejren i Thy, da det kom frem at nogle danske kvinder følte sig forulempet af unge mænd fra asylcenteret. Stemningen er tung og luften stillestående i denne nye reportage fra lejren, som Føljetons Stine Ellerbæk, stadig besøger kontinuerligt. Også før under og efter anklagerne mod de unge mænd.

»Bor du her?« spørger tv-værten Ask Rostrup fra Danmarks Radio, og jeg tror fejlagtigt, han mener i teltlejren. Han mener selvfølgelig bare i Thisted. Det er dagen før, debatten om de mandlige asylansøgeres opførsel i nattelivet for alvor vokser sig stor.

DR-programmet ‘Langt fra Borgen’ er her sammen med to folketingspolitikere for at dække »hverdagen i lejren« og skal være »fluen på væggen« for en dag. Det er en ret stor flue. Da jeg ankommer i lejren peger flere af asylansøgerne med sigende øjne mod madteltet, hvor DR huserer. Politikerne skulle have delt aftensmad ud til beboerne som en del af programmet. Men de er trætte, efter at have været blevet filmet i centret hele dagen, så nu spiser de bare. Spaghetti med kødsovs, det sædvanlige hvide toastbrød og salatbaren med iceberg, tomater og agurk. Entouraget fylder i teltet med boomstang og to fotografer.

Hej vi spiser helt naturligt
Politikere spiser i teltet

Yalla!

Midt i det sædvanlige kaos er der en anden, lidt mindre delegation, som alle også viger til side for. Det er fire børn fra familiegangen, som henter mad. En lille pige med blå øjne og et smil fuld af mælketænder bærer en stor kasse med aftensmad.

To større børn hjælper også til, men hun er den mest iøjne- og iørefaldende: »YALLA, YALLA,« råber hun med skærebrænderstemme ad sin 3-4-årige lillebror, der forsigtigt trippende balancerer en kop varm kakao foran hende. Han forsøger at skynde sig, men spilder kakaoen, brænder fingrene og græder. Jeg stiller kakaoen op på pigens kasse og bærer den over til deres værelse for dem. Jeg kan godt forstå, hun yalla’ede af sin lillebror, for den er tung. Hun må være stærk.

Teltlejren ved aften
Teltlejren ved aftenstide. Foto: Stine Ellerbæk

Hetzstemning

Dagen efter går det løs. På Facebooksiden ‘Thisted Kommunes Byrødder’ blusser debatten om byens asylansøgende mænd pludseligt og heftigt op. I kølvandet på overgrebene i Köln vælger flere unge piger fra Thisted at fortælle om ubehagelige oplevelser med asylansøgerne i nattelivet. Udenlandske mænd, der gramser, danser for tæt på, råber ad, kysser på og forfølger piger.

»Er der nogen, som mangler en rollator den står ude på hundborgvej den står ikke så langt fra Grønlandsvej,« er Facebook-sidens sidste fredelige opslag fra 11. januar.

Derfra handler det kun om asylansøgerne. Administratorerne har slettet adskillige racistiske kommentarer, men jeg når at læse forslag om dobbeltpigtråd og udgangsforbud for asylansøgerne i weekenden, og at mændene skal tvinges til udspring fra fly med kun en Netto-pose som faldskærm, hvis de ikke »opfører sig ordentligt«.

Der er hetz i luften, og de hadske udfald mod centrets beboere overdøver de fleste forsøg på fornuftig debat. Men de moderate stemmer er der. Almindelige bekymrede borgere, som ønsker det bedste og frygter det værste.

En bombe

Da mændene flyttede ind i teltlejren, skrev nogen, at det var »en tikkende bombe«, fordi så mange mænd skulle bo så tæt sammen:

»Desværre ender det nok i et brag her i byen, for når de er så pågående over for kvinder, så eksploderer det lige pludselig. Det ender i et stort slagsmål mellem dem og de danske drenge/mænd der færdes i byen,« skriver en kvinde.

Thisted rammer Ekstra Bladets spalter, hvor man blandt andet kan læse, at »Asylansøgere skal på kursus i nix-pille«.

Og det er på en måde sandt. Det lokale politi har besluttet at tage affære og tager ud i centret for at give asylansøgerne en orientering om både uskrevne og nedskrevne regler i det danske natteliv. Der er mødepligt.

Demo 2
Demonstration ved Thisted Rådhus. Foto: Stine Ellerbæk

Politiets orientering

Orienteringen er lukket for pressen, da politiet mener, det kan virke forstyrrende.

»De skal have forklaret, hvilken adfærd hos dem der kan skabe utryghed hos kvinder og forretningsdrivende,« fortæller vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestjyllands Politi Poul Vestergaard Lau inden mødet. Politiet vil fortælle, at de skal overveje, hvor meget de drikker, at de kan skabe utryghed, når de går  rundt i byen i store grupper, og at fordi kvinder har bare arme og ben, så betyder det ikke, at de er »villige til alt«.

De skal informeres om, at nogle ting er direkte ulovlige. At når man råber ad folk, kan det være en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. At hvis man skubber til nogen på dansegulvet, kan det være en overtrædelse af restaurationsloven. Og at lovovertrædelserne kan have betydning for deres sag og dermed fremtid i Danmark.

»Jeg tror, det bunder i ukendskab til dansk kultur og ikke i ond hensigt fra migranternes side,« siger Poul Vestergaard Lau, som understreger, at ingen asylansøgere er blevet anmeldt for overgreb.

En knappenål på gulvet

Til mødet, fortæller flere kilder, er der er så stille, at man kan høre en knappenål falde til jorden. Fem-seks af beboerne, primært ældre mænd, rejser sig og undskylder over for politiet på andres vegne og appellerer til hele gruppen om at stoppe balladen. Der er cirka 350 mænd i lejren, og Thisted Kommune anslår, at det måske er 5-10 mænd, der står bag problemerne. Beboerne ved, at skylden rammer dem alle.

Robert Senftleben, der er medarbejder i teltlejren, beskriver mødets stemning som trist.

»Jeg har lidt svært ved at finde ud af, om nogle følte sig stødt, fordi noget af det var så banalt, at det ved de sgu godt. For eksempel at hvis en kvinde i et supermarked siger ‘hej’, er det ikke, fordi hun vil score dig. På den anden side hører jeg så fra nogle af asylansøgerne, at mange taler grimt om danske kvinder,« fortæller han.

Farshad og Robert siger farvel
Teltlejrmedarbejder Robert Senftleben sammen med Farshad. Foto: Stine Ellerbæk

Respekt for loven

Det kommer som en overraskelse for asylansøgerne, at de er et samtaleemne i Thisted. De er helt uden for det danske nyhedsloop, og derfor et chokket desto større. Teltlejren har været sit eget lille samfund i samfundet, en ø. Det er godt de bliver oplyst, men der er også en uskyld, der går tabt. En ny selvbevidsthed at spore.

En lille gruppe arrangerer en event. De vil gå på gaden med skilte og fortælle, at de intet har med de skamfulde hændelser i byen at gøre. At de er ligesom ‘os’.

Arrangøren hedder Merza, en afghansk familiefar, hvis kone og børn er gået under jorden i hjemlandet. Han selv er flygtet fra Taliban: »Jeg skammede mig, da jeg hørte politimanden snakke. Vi ved godt, hvordan man skal behandle kvinder, og vi respekterer loven,« siger han.

Fredag eftermiddag vil de gå på gaden. Det er vigtigt for Merza, at det kun er en lille gruppe mænd, der demonstrerer, for politiet sagde til orienteringen, at de kan skabe utryghed, når de går i store flokke. De kunne have været hundrede til aktionen, siger han.

»Men vi skal kun være 10-12 stykker. Så vi ikke forstyrrer trafikken, og folk i byen ikke misforstår budskabet«.

Gruppen består af kurdere, iranere, afghanere og arabere. Da de står ved centrets bagindgang og skal af sted, opstår der diskussion. Mange flere mænd dukker op, og de får at vide af Merza, at de ikke kan deltage. De ender med at være cirka 20, der tager af sted, og en del står skuffede tilbage.

Demonstration på torvet

Jeg følges med tre mænd, jeg gav et lift: »Hvad synes folk her i byen om os? De kan ikke lide os, vel?« spørger en sky fyr med huen trukket ned over sit lange hår.

På torvet i centrum finder de skiltene frem fra den sorte plastiksæk, hvor de har været skjult. De har blå og grøn formskrift: ‘Vi fordømmer også al form for vold og dårlig opførsel’, ‘Tak for jeres venlighed og imødekommenhed’, ‘Medmenneskelighed først!’, ‘Vi respekterer Danmark og ønsker at blive en del af jer’.

Nu står de cirka tyve mænd der, smilende på række foran det historicistiske rødstensrådhus. Stemningen er let. Nogle har skaffet blomster og danske flag. De frivillige småsnakker muntert. De har hjulpet med at lave skiltene, men understreger, at det er efter beboernes anvisninger.

Både national og lokal presse er mødt op, der fotograferes og grifles på blokke.

Demo 3
20 mand fra teltlejren demonstrerer. Der kunne have været mange flere asylansøgere, men de vil ikke skræmme de lokale ved at være alt for mange samlet. Foto: Stine Ellerbæk

I skal bare smile

Det er fredag eftermiddag klokken 15, men Thisted er stille: Det er, som om byen er indhyllet i kulde, lydene er svage, varmt klædte folk går mumlende af sted. Kun asylansøgernes aktion giver ekko. De få forbipasserende sender lange blikke og smil.

En mand synes, at »det er godt, de viser, at de også er andet end det, vi ser i medierne og på facebook«. En anden siger, at »det er et fint initiativ, det er jo de få, der går ud over de mange«. En kvinde siger, at »det klæder dem«. Hus Forbi-sælgeren Steen, som står foran Føtex, siger, at »stemningen er lidt opkørt, folk er forargede«, og at »han er ikke racist, men ville ikke være for stolt ved at sende sin 19-årige datter ud i bybilledet.«

Gruppen går en enkelt tur op og ned ad Strøget, viftende med danske flag. Og så er det slut. Der bliver grinet og pjattet. Lettelse. Instruktionerne fra arrangørerne lød inden: »Hvis der er nogen, der kaster noget på jer eller råber ad jer, skal I bare smile.« Iraneren Servan giver sin sidste røde rose til et gråt ægtepar.

»Det er godt at være her og sige tak til borgerne i Thisted for deres gode opførsel og varme gæstfrihed,« siger Merza.

Servan giver en rose
Servan giver sin sidste røde rose bort til de lokale. Foto: Stine Ellerbæk

Så langt fra Hovedstaden

Imens debatten i Thisted dør ligeså stille ud og bliver afløst af diskussioner om saltning af byens fortove, gadebelysning og lokal skolepolitik, kører de landsdækkende medier nu hårdt på. På DR1 samme aften handler teaseren for Nyhederne inden ‘Disney Sjov’ om »problemer med asylansøgerne i nattelivet«. På Politikens forside: »Asylansøgeres gramseri på danske kvinder granskes«.

Det er, som om de kommer en postgang for sent – måske fordi Thy er så langt væk fra hovedstaden. Herfra ser konflikten ud til at være foreløbig løst ved en hurtig indsats fra kommune, politi og asylansøgerne selv. Men når den rammer primetime og forsider i landsdækkende medier, netop mens gemytterne og pulsen falder her, virker det som et ekstra pust til et ellers døende bål.

Politiets oplysningsmøder i Thys asylcentre bakkes op af en anden indsats: Medarbejdere fra nød-asylcentret tager runder i nattelivet. Lørdag aften er Ammar Mohamed Ali på sin første vagt. Ammar fortæller, at han kun ser fire beboere i byen. Én danser løs hele aftenen, men en dansk dreng bliver ved at kaste øl på ham. Asylansøgeren bliver irriteret, og Ammar må skride ind. For at holde konflikten nede fortæller han den danseglade fyr, at danskeren bare er fuld, og at han kaster øl på alle. Men det er en hvid løgn. Faktisk, fortæller Ammar, gik drengen kun efter asylansøgeren:

»Som om han prøvede at provokere ham med vilje – og hvis asylansøgeren hidser sig op, og måske kommer til at slå ud, ender han jo med at få skylden,« siger Ammar.

Men det er en fredelig weekend, som sagt er der kun få asylansøgere i nattelivet. Måske er deres nye viden om den ubehagelige debat med til at holde dem hjemme.

»Der er flere, der siger, at de ikke bryder sig om at gå ned i byen længere. Folk kigger skævt, de føler sig utrygge,« fortæller Kirstine Andersen, som er frivillig på asylcentret.

De usynlige mænd

Kirstine Andersen føler, at stemningen i centret bliver dårligere for hver dag, der går. I rygeskuret står nogle frivillige og medarbejdere og snakker om alle de mænd, der er som sunket i jorden de fleste af dagens timer og kun dukker op ved spisetid.

Nogle af mændene gør sig nyttige, er aktive. De hjælper de frivillige med at hænge lamper op og rydde sne hjemme hos dem. Skriver ihærdigt danske ord ned kladdehæfter, går i skole. Tager på biblioteket. Går i fitnesscentret og deltager i svømning og andre aktiviteter. Hjælper til i lejren med rengøring og praktiske opgaver.

Og så er der de gennemsigtige mænd, dem uden energi. De sover og forpupper sig med telefoner. Det ligner en form for dvale.

Der er en ung fyr, Javad, med et karakterfuldt, kønt ansigt, humor og glimt i øjet. Jeg lagde mærke til ham helt i begyndelsen. Han er 24 år, og han har boet her i to måneder. Han har fået grå hår. Han har rande under øjnene, som ikke var der før. Da han først kom hertil, boede han i telt. Men så fik han venner, som boede i salen, fik lov at flytte derind til dem. Nu er vennerne overflyttet til et andet center, og han har svært ved at sove om natten. Der er for meget larm i salen, siger han, slagsmål og uro. Han fortæller om sin baggrund, han tilhører det arabiske mindretal i Iran.

Ask Rostrup studerer Jesus i skuret (paparazzi)
Rygeskuret. Foto: Stine Ellerbæk

Jeg har det godt

Javad viser mig billeder af sin hjemby, hvor oliefabrikker pumper gigantiske forurenede skyer ud i luften. Han viser mig en række af offentlige hængninger. Hvis han tager tilbage, sker det for ham, siger han.

Hvordan bruger du dine dage her?

»Jeg ligger i min seng. Går over for at spise. Er på computeren.«

Hvilken fremtid drømmer du om?

»Om en uddannelse. Business school.«

Hvordan har du det?

»Jeg har det godt, dette er et godt sted.«

Så takker han alle – mig, danskerne, Thisted, de ansatte én for én … måske flere. Men oversætteren Masood, bliver træt af opremsningen, stopper med at oversætte og spørger Javad, om han også har tænkt sig at takke hundene i Danmark.

Masood vinker til sine venner i bussen
Masood vinker farvel. Foto: Stine Ellerbæk

Afskeden

Cirka 50 asylansøgere skal rejse i dag, de skal flytte til et rigtigt asylcenter, hvor de skal på »selvhushold«. Det betyder flere penge mellem hænderne, omkring 50 kroner om dagen pr. person. Det har sneet, og det lille stykke græs oppe ved Simons Bakke er overstrøet med sorte plastiksække fulde af asylansøgernes ting. Bussen er ikke ankommet endnu, så der er lidt tid at slå ihjel. Nogle af de unge mænd begynder at kyle med sne, og en hurtig og heftig sneboldkamp raser. Folk griner, dukker sig, løber. Så stiller alle op til gruppefoto. Der er flest mænd, men også en familie iblandt. Bussen ankommer, stemningen skifter, det bliver alvor nu.

Medarbejderne Ammar Mohamed Ali, Robert Senftleben og leder Anders Brolev modtager knus på knus. Der er tårer. Det er blandt andet dj’en Farshad som skal rejse. Han ser omtåget ud.

»Jeg har det mærkeligt,« siger han.

»Jeg er ikke glad. Jeg er ikke ked af det. Jeg har det lidt, som om jeg svæver – men jeg er altså ikke på stoffer! Jeg er bare en følsom fyr,« smiler han.

Der er flere, der vil savne ham og den vennegruppe, han er en del af.

»Jeg må ikke græde nu,« siger den frivillige Mette Bisgård, da de forsvinder ind i bussen.

»Jeg kan græde hele vejen hjem i bilen«.

sneboldkamp ved afsked
Tid til sneboldkamp. Foto: Stine Ellerbæk

Brødre

Irakeren Ameer, en ældre herre med krykstok, har været på kontoret for at bede om lov til at blive i nødasylcentret. Han vil ikke af sted, men det skal han. Han græder og omfavner alle medarbejdere og frivillige, blandt andre Ole Krogh.

»En af mine første handlinger som venligboer var at give ham et gammelt ladeapparat til en Nokia,« siger Ole, der heller ikke er uberørt af situationen.

Da den allerførste bus med syv asylansøgere rullede ind for to måneder siden, var det flere af disse mænd, der steg ud. Den første til at byde dem velkommen var centerleder Anders Brolev.

Nu er han også den sidste til at sige farvel: »Det er en ring, der slutter,« siger han.

»Jeg har jo set deres navne på papiret, men nu, hvor jeg ser ansigterne på dem, der rejser, bli’r jeg sgu alligevel lidt påvirket af det,« siger han.

Lige inden bussen ruller, træder han op og holder en tale. Han fortæller asylansøgerne, at han er glad for at have lært dem at kende, at han håber, de får en god tid det næste sted, de skal hen, og forhåbentlig en fremtid i Danmark. Alle i bussen klapper, og Anders og Ammar stiger ud igen. Beboerne Masood og Servan har neongule sikkerhedsveste på og hjælper med det praktiske ved afrejsen.

Det er Masoods venner, der rejser. Han kalder dem for sine »brødre«. Bussen bakker, og han dirigerer den bort med blanke øjne.

Fotos: Stine Ellerbæk

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12