Hvad vil du med verden, Merkel?

»Jeg er nok den første udenrigsminister i historien, der siger det, men jeg frygter tysk magt mindre, end jeg er begyndt at frygte tysk inaktivitet«. Nok har Polen skiftet kurs siden, men sådan lød ønsket i 2011 fra Polens daværende udenrigsminister, Radosław Sikorski.

Engang handlede ‘The German Question’ om, at Tyskland aldrig nogensinde igen skulle kunne blive en militær mastodont. Derefter at øst og vest skulle indlemmes som genforenet kæmpeland i EU uden at æde den franske franc og unionens balancemagt. I dag er det Merkel, der styrer showet, mens Hollande kæmper med nationalister og gæld, og som svar bliver hun afbildet som alt fra Hitler til dominatrix. Som USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger så berømt har formuleret paradokset: »Stakkels Tyskland, for stort til Europa, for lille til verden.«

Transatlantisk krise

I dag handler forholdet mellem Tyskland og omverdenen ikke længere om at tøjle den store land. Tværtimod. På grund af uenighederne om Irak-krigen led forholdet over Atlanten et knæk så voldsomt, at det har fået politikere og akademikere til at slå alarm på begge kontinenter. Obama har trukket sig tilbage bag dronerne, og USA er på flere fronter klar til, at det ikke længere så udenrigspacifistiske Tyskland sparker gang i forsvarsbudgettet og tager styring.

Forholdet er i krise og falder fra hinanden, lød dommedagsudmeldingen senest fra den hårdtslående risikoanalytiker Ian Manners, der som direktør i tænketanken Eurasia Group placerer den transatlantiske ledelseskrise som et endnu større problem for verden end både ISIS og flygtningesituationen: »I takt med at de amerikanske og europæiske veje skilles, vil der ikke længere være en international brandmand – og særligt konflikter i Mellemøsten vil gå amok,« lyder den dystre udmelding.

Tyskerne ønsker ikke en plads i solen

»Den eneste plads i solen, tyskerne ønsker sig, er på middelhavets strande. De eneste krigslignende sejre, Tyskland fejrer, er på kamppladsen for fodbold,« skrev den britiske historiker Timothy Garton Ash i 2013, og det passer på mange måder stadig. Den »modstræbende leder« i midten af kontinentet siger som Alternativet »Ja, men…« til at tage en større international rolle, der er begrænset af både en post-nazistisk skrap forfatning og en historisk begrundet ulyst.

Merkel bliver kritiseret, hvis hun tager styring, og kritiseret, hvis hun ikke gør – både økonomisk og militært. Merkels Tyskland afstod fra at stemme om aktionen i Libyen, men er fortsat stort til stede i Afghanistan. Tyskland eksporterer enormt mange våben, blandt andet til Saudi Arabien, assisterer kurderne imod ISIS og har efter terrorangrebet i Paris sendt nogle af sine få og efterhånden nedslidte Tornado-jetfly af sted til Syrien. Nogen kalder det slingrekurs, mens andre spørger, om Tyskland og Merkel alligevel er parat til at tage små skridt ind i militærsolen?

Forfatter og lektor emeritus i tysk Karl Christian Lammers vurderer, at Tyskland fortsat er i kort historisk snor, bundet af sig selv. »De er på vej væk fra udenrigspacifismen på den måde, at de godt vil støtte og medvirke, men først og fremmest logistisk. Tyskland vil ikke sende kamptropper. De Tornado-jetfly, der deltager i kampen mod ISIS går jo ikke til angreb,« påpeger han. Tyskland har da også altid sendt militære styrker i små antal og aldrig ind i de såkaldte ‘hot-zones’, som briterne, franskmændene, amerikanerne og danskerne.

Hello from the other side

Det er Merkels nummer, Obama taster ind, når der skal udøves telefondiplomati over Atlanten. Det viser en optælling foretaget af Berlingske Research i 2014. Merkel er kvinden i midten med Putin på den ene side og Obama på den anden. Ikke engang Cameron, den angelsaksiske alliancepartner, der har hænderne fulde af Brexit-forhandlinger, telefonerer mere med Obama. Det er opgørelser som den, der giver svar på endnu et Kissinger-citat: »Hvem ringer jeg til, hvis jeg vil ringe til Europa?« For selv om EU har fået sig en udenrigschef, bliver Merkel stadig ringet op af Washington.

Obama og Merkel skal efterhånden have vænnet sig til hinanden, men faktisk begyndte den magtpolitiske relation ikke så gnidningsfrit. Når den afgående amerikanske præsident laver YouTube-videoer med selfiestang eller beretter om sin politik med slow jazz i baggrunden i det humoristiske Tonight Show, er det ikke noget, der giver point i Berlin, for som Merkel-ekspert Lykke Friis udtrykker det, er forbundskansleren nærmest allergisk over for mænd med store armbevægelser: »Hun har aldrig rigtigt haft et godt forhold til Obama, for hun regner ham som ‘big hat, no cattle’ – han snakker og snakker, men hvad kommer der rent faktisk ud af det?«

#speechgate

De er venner nu, siger de officielt, men det gik galt mellem de to ledere allerede under Obamas valgkamp i 2008. Hans velsmurte kampagneteam kunne godt tænke sig lidt historisk medvind fra Kennedy og Reagan og så derfor gerne Obama holde tale ved Brandenburger Tor, symbolet på det delte Tyskland under Den Kolde Krig og samtidig et stærkt historisk billede på vestens sejr over Sovjet. Men det ville Merkel ikke tillade det karismatiske stjernefrø.

Kansleren meldte ud, at hun fandt ideen »lidt underlig«, og at det ville være for meget at udnytte det historiske sted i en valgkamp. For meget show, for meget hybris. Obama fandt et andet sted at holde sin patosfyldte tale over for et gigantisk fanpublikum.

Men faktisk minder de to enormt meget om hinanden, påpeger professor i amerikansk kultur og historie Crister Garrett, der bor i Tyskland.

»De er begge outsidere. En ung afroamerikaner med relativt lidt erfaring og en barnløs kvinde fra Østtyskland. Intellektuelt er de meget ens, hun er fysiker, han er advokat, så de er begge to meget analytiske. De er begge faktadrevne, og så forstår de fundamentalt, at de har brug for hinanden. Ikke på sådan en høflig, diplomatisk måde, men ud fra en rationel cost-benefit-opfattelse,« siger han til Føljeton.

Da Merkel elskede USA

Lidt kurren på tråden kan da heller ikke ændre ved, at Merkel elsker ideen om USA. Karl Christian Lammers køber af samme årsag ikke de mange dommedagsrapporter om den transatlantiske krise: »For hende står USA som den magt, der sådan set har sikret hendes frihed. Det var amerikanerne, der gik stærkest ind for, at Tyskland skulle have lov til at forenes,« forklarer han.

Standardlinjen for tysk udenrigspolitik de seneste mange år blev formuleret af udenrigsministeren Joschka Fischer i 2003 med ordene: »USA er Tysklands vigtigste partner uden for Europa.« Og det samme gentager Merkel, og socialdemokraterne for den sags skyld, hele tiden. USA er altid med i lokalet, når Tyskland laver udenrigspolitik, lige meget hvem der sidder i Det Hvide Hus.

Merkel skal i øvrigt have haft et godt forhold til George W. Bush, der har inviteret hende til intime besøg på sin ranch i Texas. Ifølge Stefan Kornelius’ Merkel-biografi fik Bush også lov til at lægge armen omkring Merkel, selv om det alligevel blev for meget for den private kansler, da han i dette akavede klip gav hende en form for nakkemassage til et G8-topmøde. Bush er efter sigende stoppet med armkontakten efter det.

En amerikansk passion

Kansleren snakker sjældent om Tysklands statsræson, altså selvforståelsen som en politisk kerne, som Tyskland aldrig vil gå på kompromis med. Men når hun gør, handler det om at holde sammen på EU, fastholde forholdet til USA og aldrig kappe de beskyttende bånd til Israel. Israel er Tysklands største moralske ansvar, men Israel er ikke vigtig for Tysklands sikkerhed – dér kommer USA stadig først. Selv udtrykte kansleren enorm USA-begejstring, da hun som i 2009 fik lov til at tale for Kongressen under enorme klapsalver.

»Ikke engang i mine vildeste drømme kunne jeg have forestillet mig for 20 år siden, inden Muren faldt, at dette kunne ske«; »Muren, pigtråd og ordren om at skyde dem, der forsøgte at forlade Østtyskland, begrænsede min adgang til den frie verden,« sagde kansleren i talen, der må have været sød musik for amerikaner-ører.

»›Jeg blev som så mange andre teenagere begejstret for jeans af et bestemt mærke, som ikke fandtes i DDR, og som jeg regelmæssigt fik tilsendt fra en tante i Vesten. Jeg blev begejstret for de vidtstrakte amerikanske landskaber, der ånder frihed og uafhængighed.« Hendes begejstring er siden dalet på grund af Guantánamo, waterboarding, tortur i Abu Ghraib og NSA-skandalen. Men skal man forstå Merkel-doktrinen udenrigspolitisk, må man blot ikke glemme, at hun levede 35 år at sit liv bag Berlinmuren.

Ramstein-basen og den tyske udenrigspacifisme

Helt præcist hvor tæt et forhold Tyskland har til USA er eksemplificeret af de mere en 16.000 amerikanere, som gør tjeneste på luftbasen Ramstein i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. Ramstein-basen er bygget af tyskere og drives af amerikanere, der har deres europæiske hovedsæde i Tyskland. Spiegel har i en række artikler afsløret, at Ramstein-basen har fungeret som en fundamental hovedåre, når USA koordinerer og afsender droneangreb til blandt andet Yemen og Pakistan. Men det vil Tyskland ikke indrømme og da slet ikke Merkel, der fortsat fastholder at være uvidende om det.

»Selvfølgelig ved tyskerne, hvad der sker. Men de har ikke en ærlig debat om Ramstein-basen. Tyskland er i deres gode ret til at sige stop. Men det siger de ikke. De siger, vi ved ikke noget. Og det stækker troværdigheden,« siger Crister Garrett fra universitetet i Leipzig om basen, der også har givet navn til det tyske industrimetal-band Rammstein. Bandet tog navnet efter en flytragedie i 1988, da tre jetfly kolliderede under et show på den amerikanske luftbase.

Militær spændetrøje

Aftalen med USA er, at man ikke må foretage sig noget, der strider mod tysk ret. Og her bliver det tricky, for Tyskland kan i henhold til den tyske forfatning ikke indlede en angrebskrig eller af sig selv være fredsskabende. Det tyske Bundeswehr (det føderale forsvar) kan kun efter en beslutning fra forfatningsdomstolen medvirke i kollektive FN- og NATO-aktioner, hvis altså Forbundsdagen går med til det.

Derfor er ikke kun drone-sagen problematisk for Merkel, det gør det også særligt følsomt at snakke om et militært udenrigsengagement i det hele taget: »Det ville jo betyde et brud med den tilbagetrukne tyske rolle, hvis man skulle overtage USA’s plads. Det har man ikke lyst til. Man har en klar fornemmelse af, at det ville medføre modstand og modvilje i Europa. Tyskland har et hensyn til historien. Derfor kan de ikke agere egenhændigt, først og fremmest militært,« forklarer Karl Christian Lammers.

Imens viser Crister Garretts spåkugle en bevægelse i retning af et mere aktivistisk Tyskland. »Jeg forudser, at vi i den næste store globale krise vil se tyske tropper i en såkaldt ‘hot-zone’,« siger den amerikanske professor og lyder næsten en smule håbefuld.

NSA-affæren

Et sted, Merkel også har været tilbageholdende, har været i forhold til NSA-skandalen, hvor whistlebloweren Edward Snowdens læk afslørede, at NSA har aflyttet kanslerens telefon. Siden har afsløringer om mulig virksomhedsspionage og tysk viden om dele af aflytningerne lagt pres på Merkel for at tage afstand og fortælle, i hvor høj grad Berlin har kendt til anklager om, at BND – den tyske efterretningstjeneste – skal have udført spionage på vegne af NSA. Merkel udtalte i den forbindelse, at »spionage mellem venner, det går ikke«, og Spiegel kaldte det for »den største udfordring for Merkel-regimet«. Men kansleren har ikke rigtig konfronteret Obama. Ifølge professor Crister Garrett mangler Tyskland simpelthen at tage en debat om, hvad man overhovedet skal med en efterretningstjeneste.

»Hvis vi er venner med alle, hvem spionerer vi så imod?« spørger han retorisk. »Det er forskellen på realiteterne i den tyske udenrigspolitik, og hvordan den tyske offentlighed ønsker at se sig selv. I den politiske narrativ er Tyskland alles ven og udfører en vigtig moralsk udenrigspolitik. Og man kan sagtens forstå, hvorfor Tyskland gerne vil tænke det om sig selv efter Anden Verdenskrig, men sandheden er, at Tyskland er dybt afhængig af den amerikanske efterretningstjeneste og dermed af NSA. NSA kan indsamle information om Tyskland, som Tyskland ikke selv kan indsamle lovligt, men gerne vil have og har brug for.«

Lad os være enige om at være uenige

På et pressemøde med de to ledere efter NSA-aflytningen præsenterer Obama kansleren som en nær ven og ønsker til lykke med både den tredje kansler-periode og de tyske fodboldsresultater. Da en journalist spørger, om NSA-affæren som et tillidsbrud har haft indflydelse på deres samtale om Ukraine-krisen og deres position over for Rusland, svarer Merkel, at i forhold til terrortruslens størrelse er hun som kansler klar over, at USA og Tyskland er nødt til at samarbejde tæt:

»Jeg vil gerne gøre det meget klart her, at de amerikanske institutioner har givet os – og fortsætter med at give os – en masse meget betydelige og vigtige oplysninger, som også sikrer vores sikkerhed. Og vi ønsker ikke at undvære dette.«

Hun kommer ikke nærmere ind på selve tillidsbruddet, men det gør Obama, der på det tidspunkt er vant til at forsvare sig over for anklager om brud på privatlivets fred: »Jeg vil bede det tyske folk om engang imellem at lade tvivlen komme os til gode på grund af vores historie i stedet for at antage det værste. Vi har konsekvent været jeres stærkeste partnere, og vi har de samme værdier.«

https://www.youtube.com/watch?v=dOGFVlpPGqM

Merkel-doktrinen – EU først

Men er fælles værdier nok? Den tyske præsident Joachim Gauck har kaldt det en katastrofe, at USA overvejer at trække sig endnu længere fra EU, mens Obama i højere og højere grad presser Berlin til at tage styring, både over Ukraine, eurokrisen og nu flygtningesituationen.

Mens Obama har gemt sin politihat mellem droneangrebene, er Merkel først og fremmest europæer med stort E, og de seneste års kriser er europæiske. At holde sammen på EU kommer først, og det udenrigspolitiske engagement er kun noget, Tyskland modvilligt bevæger sig ind på. Merkel har egentlig lært på den hårde måde, at hun ikke kan tvinge befolkningen for langt, og det kommer ganske enkelt måske til at koste hende kanslerposten i den nuværende flygtningesituation, at hun har alligevel har prøvet. Ryger Merkel, vil forholdet kun blive sværere, lyder beskeden fra Crister Garrett:

»USA har brug for Merkel, fordi hun helt grundlæggende er transatlantiker. Hun leverer, hvad hun lover, og er respekteret af både demokrater og republikanere i Washington. Det er usædvanligt.«