Nyhedsanalysen
Er han en vinylplade? Eller en amerikansk Annette Vilhelmsen?
Den konventionelle visdom er stemt ned. Fyret af folket! En dyb længsel efter forandring er ved at overtage den politiske scene. Dagens caucus-valgmøder i Iowa kan ende med at skrive de politiske lærebøger om. I føljetonen ‘Længsels-partierne’ analyserer Lars Trier Mogensen fænomenet Bernie Sanders, den 74-årige socialist, som er ved at vende op og ned etablissementet – som ikke har meget andet end skræmmebilleder at skyde igen med.
U.S. Democratic presidential candidate Bernie Sanders (R) takes a selfie with supporters at a town hall in Independence, Iowa January 24, 2016. REUTERS/Mark Kauzlarich TPX IMAGES OF THE DAY
Den konventionelle visdom er stemt ned. Fyret af folket! En dyb længsel efter forandring er ved at overtage den politiske scene. Dagens caucus-valgmøder i Iowa står til at skrive de politiske lærebøger om, ja, helt vende de gamle jakkesæt indefra og ud.
En socialist står med cirka 20% chance for at gå hele vejen og blive præsident i USA! Ja, en socialist, eller hvad han egentlig er, Bernie Sanders? Et æsel, et næsehorn eller en dinosaur? Han har i hvert fald godt tag i de unge. Han har trukket over 20.000 tilhørere til sine daglige valgmøder.
Ingen af de mange tv-spåkoner forudsagde, at dagens første valg i USA frem mod præsidentvalget til november kan ende med, at de to outsidere – ’republikaneren’ Donald Trump og ’demokraten’ Bernie Sanders – vinder. Hvis ikke i dag ved caucus-møderne i den folkefattige bondestat Iowa, så med endnu større sandsynlighed om otte dage ved primærvalget i den lille nordøstlige delstat New Hampshire.
I sidste uge bragte vi et stort interview i to dele med Bernie Sanders, i dag handler det om at forstå hans påfaldende popularitet. For at multi-milliardæren Donald Trump står til at få op mod 30 procent af de republikanske stemmer, er selv sagt spektakulært, men endnu mere opsigtsvækkende er det, at Bernie Sanders, som er selverklæret ’demokratisk socialist’, står til at mobilisere op mod 50 procent af de demokratiske vælgere.
Hvad er det, som sker? Hvorfor kan en 74-årig uafhængig politiker à la en nordisk socialdemokrat true Hillary Clintons ellers forventede kroning som kandidat til posten som USA’s første kvindelige præsident?
Politisk vinylplade
Bernie Sanders vil få umådeligt svært ved at klare sig hele vejen frem til Demokraternes partikonvent sidst i juli i Philadelphia, men han står med en række oplagte trumfkort, som etablissementet groft har undervurderet – først og fremmest at han tør tage afsæt i den vrede, politikerlede og frustration, som dominerer stemningen blandt både en voksende gruppe af midaldrende vælgere med faldende lønninger og en voksende gruppe af universitetsstuderende, der er født lang tid efter Berlinmurens fald. Kravene om en værdig mindsteløn, gratis uddannelse og finansskat på Wall Street er populære. Selv om Occupy-bevægelsen er fuset ud på globalt plan, lever ånden videre. Nu i en gammel mands krop.
Bernie Sanders kan sammenlignes med en vinylplade, altså en god gammeldags longplay-skive: På samme måde som vinylplader er blevet retro-cool blandt ‘millennial’-generationen, har Bernie Sanders ramt en tone af protest, som ræsonnerer med den både de ældre, nostalgiske arbejdervælgere, som mindes forgangne tider med højere lønninger, Born in the U.S.A., og de yngre college-studerende, som finder morfar-attituden hip og rebelsk.
Bernie Sanders står imidlertid ikke alene med rollen som babyboomer-rockstjerne, flere andre politikere har i de senere år været gennem en tilsvarende popularitetsbølge – og dem kommer jeg tilbage til – så snart to grundpræmisser er foldet ud: 1) yderfløjene er på fremmarch over hele den vestlige verden, og 2) dynamikken i det amerikanske valgsystem favoriserer yderfløjskandidater.
Yderfløjenes tid
Et stabilt flertal af vælgerne i USA er dybt utilfredse med tingenes tilstand, og måling efter måling viser, at folk er endnu mere vrede over den retning, som Amerika udvikler sig i lige nu. Der er tale om dybe frustrationer, som rækker langt ud over enkeltpersoner såsom Barack Obama. Vreden er vedholdende, og den til enhver tid siddende præsident og/eller lokale politiker kan derfor ikke undgå at blive skydeskive for vælgernes vrede, brok og inderlige ønske om mærkbar forandring. Det gælder også omvendt: Nye kandidater er nødt til at iscenesætte sig selv som outsidere for overhovedet at komme i betragtning.
På besynderlig vis er erfaring – og ikke mindst pragmatisk erfaring – blevet et dødsmærke. Og så alligevel ikke helt: Bernie Sanders har tidligere været borgmester i delstaten Vermonts hovedstad Burlington og har en 40-årige politisk karriere bag sig. Han er en snu rad og har bl.a. formået at holde sig ude af den korrumperende lobbyisme, der spiller en altædende rolle i amerikansk politik. Han virker ubesmittet i en by af lokumsaftaler.
Bernie Sanders står som ét af de klareste eksempler på, at tidligere tiders dominerende, politiske centripetalkraft – altså tryk ind mod midten – nu er blevet afløst af en centrifugalkraft, hvor politikerne trækkes ud mod yderfløjene; trukket af vælgere, som ikke gider mere grå konsensus og i stedet foretrækker oprigtige holdningsmennesker. Sådan er det også i Europa.
De hvide liberale
Inden nogle straks skimter et totalt opbrud og en ny amerikansk revolution lige rundt om hjørnet, skal det påpeges, at der er vigtige forskelle mellem de aktuelle primærvalg og det senere præsidentvalg: Ved de seneste relevante caucus-valg i Iowa var det kun omkring 10 procent af den voksne befolkning, som afgav deres stemme. Dermed er det svært at påstå, at udfaldene er repræsentative, endsige sejrsduelige videre frem.
Valgsystemet i USA – hvor det jo kun er to partier, der reelt konkurrerer – giver konkret to fordele til Bernie Sanders i den aktuelle strid mod den midtersøgende Hillary Clinton: dels står primærvalget ikke mellem Demokraterne og Republikanerne, men derimod internt mellem forskellige grader af henholdsvis socialliberalisme og minimalstats-konservatisme – og her viser det historiske mønster, at yderfløjskandidater med ‘den renere vare’ ofte skaber størst begejstring; og dels finder de første to valg sted i delstater, der både demografisk og politisk læner i retning af Bernie Sanders.
Det kan lyde teknisk, men tallene er ret enkle: Iowa og New Hampshire (samt Vermont, hvor Sanders er valgt som senator) er de eneste tre delstater, hvor der er et flertal af både er etnisk hvide, ja, sådan opgøres det i USA, og folk med liberale værdier, altså frisindede og offentligt orienterede. Overført til danske forhold kunne man kalde Bernie Sanders for en ‘kystbanesocialist’.
Førstegangsvælgerne
Så snart valgkaravanen rykker videre til etnisk blandede og/eller mindre liberale stater – og det er altså godt 92% af de øvrige delstater – så tegner opbakningen til Bernie Sanders til at styrtdykke. Med mindre da, at de mulige sejre nu her i begyndelsen ændrer dynamikken i valgkampen, og vælgerne i de næste stater pludselig får øjnene op for Sanders, som de fleste ret beset ikke kender endnu. Overhovedet. Sanders er endnu kun et fænomen i elite-medierne i Washington og New York, og så selvfølgelig blandt ildsjælene i Iowa og New Hampshire.
Den allerstørste joker for Bernie Sanders (og Donald Trump i øvrigt) er om meningsmålings-tilhængerne gør alvor af deres opbakning. Sanders og Trump er nemlig fælles om at appellere til befolkningsgrupper, hvoraf mange i givet fald vil blive førstegangsvælgere, og ikke kun på grund af alder.
Én ting er at sige i telefonen til et meningsmålingsinstitut, eller klikke på en net-måling, en helt anden er at tage ned og stemme i vinterkulden. Ikke mindst i Iowa, hvor der er hundekoldt lige nu, og hvor caucus-valgmøderne tager timevis, risikerer både Sanders og Trump at skuffe. Ingen ved det dog, for op mod et flertal af deres vælgere vil i givet fald få debut.
Men ‘The Bern’ har bestemt ikke debut. Andre er gået foran Sanders. Her er de tre mest oplagte politiske lookalikes: 1) Den nyvalgte britiske Labour-leder Jeremy Corbyn, 2) den kortvarige SF-formand Annette Vilhelmsen og 3) den tidligere præsidentkandidat-kandidat Bill Bradley.
Jeremy Corbyn
Storebroderen er ikke i tvivl: Ifølge Larry Sanders, der bor i Storbritannien, har Bernie Sanders og den nyvalgte formand for Labour, den 66-årige Jeremy Corbyn, et holdningsmæssigt slægtsfællesskab. De er begge aldrende venstrefløjsideologer, som stort set hele deres liv har levet et politisk marginaliseret liv uden vigtige tillidsposter, og som nu pludselig som deres allersidste livsgerning løfter sig selv op som frontfigurer for en ungdommelig protestbevægelse – næsten som en genopførelse af den fredsbevægelse, som de begge voksede frem af. Direkte forbundne er de dog ikke, skønt de har rost hinanden. Deres personligheder fremstår vidt forskellige. Hvor Bernie Sanders beskrives som en bedstefar-gnavpotte – parallelt med at Donald Trump beskrives som den fulde onkel – er Jeremy Corbyn mere skolelærer-typen. Høflig, og alt andet end flamboyant.
Den vigtigste forskel er dog ideologisk: Sanders er en slags socialdemokrat – og Corbyn er marxist, og efter at han er tiltrådt som Labour-formand sidste år har han til fulde indfriet de borgerliges hedeste drømme. Ved at splitte sig eget parti på kryds og tværs og fremture med forslag, der ikke i første omgang er videre populære blandt småborgerskabet, kan Corbyn ende med selv at gøre De Konservative uovervindelige. Og selv om Sanders foreløbig ligger godt i målinger af det endnu fiktive fremtidsopgør mellem ham og f.eks. Trump, er det yderst vanskeligt at se, hvordan 74-årige Bernie skal kunne mobilisere op mod 65 mio. vælgere over hele USA til november.
Skræmmebillede #1: Problemerne begynder først for alvor, når en outsider-kandidat rent faktisk bliver valgt. For så skal vreden og modstanden pludselig omsættes til konkrete politikforslag, som kan føres ud i livet.
Annette Vilhelmsen
Herhjemme har Socialistisk Folkeparti gravet en grøft, som minder om de faldgruber, som Bernie Sanders står overfor. I dag kan det være svært at forstå, at SF’s formand Villy Søvndal for blot fem år siden blev beskrevet som en »rockstjerne med X Factor«. Men det gjorde Villy, mens hans ‘onkel morfar’-popularitet kulminerede ved kommunalvalget i 2009. Derfra gik det nedad. Lynhurtigt. Men det er heller ikke ham, der kommer tættest på at være den danske pendant til Bernie Sanders. Efterfølgeren, Annette Vilhelmsen fra Kerteminde, blev i oktober 2012 valgt som en ‘anybody-but-partiledelsen‘-kandidat, nøjagtig som Bernie Sanders i dag trækker mange demokratiske vælgere, som ikke orker synet af Hillary Clinton. Ligesom Annette Vilhelmsens trumf var at fremstå »autentisk« og »jordbunden«, er Bernie Sanders indhyllet i idealisme.
Fortsættelsen kender vi dog kun alt for godt: Annette Vilhelmsen blev knust under magtens åg, da hun tiltrådte som erhvervs- og vækstminister og dernæst i impulsiv desperation trak SF ud af regeringen.
Skræmmebillede #2: Auraen af amatørisme er, hvad den er, ja, netop et udtryk for manglende erfaring og koldblodighed. Derfor udmanøvreres outsider-kandidater før eller siden af enten gamle magthavere eller nye, mere ærgerrige spillere.
Bill Bradley
Seriøse politiske feinschmeckere vil pege på den tidligere demokratiske senator – og basketball-stjerne – Bill Bradley, som den mest præcise pendant i nyere historie. Forud for præsidentvalget i 2000 stod Bradley til at kunne slå Bill Clintons vicepræsident, forhåndsfavoritten Al Gore. Og dengang formåede Bradley også at skabe bred begejstring i Iowa og New Hampshire med paroler, der lød næsten ordret som de slogans, Bernie Sanders nu turnerer rundt med, bl.a. om offentlig sygesikring for alle. Andre fremhæver Howard Dean som en anden parallel. Fælles for dem begge er dog, at de brændte hurtigt sammen og ikke formåede at veksle den første popularitet til sejre.
Skræmmebillede #3: Bernie Sanders er slet ikke så atypisk en kandidat-type, som han fremstilles som, og sandsynligheden taler for, at det vil gå ham som forgængerne. Sanders vil miste momentum, når nyhedens interesse fuser ud efter de ‘hvide liberale’-stater, Iowa og New Hampshire.
Permanent opbrud
Modvilje mod Clinton-klanen, fortsatte økonomiske tømmermænd efter finanskrisen og et påfaldende fravær af yngre kandidater er alt sammen overbevisende delforklaringer på Bernie Sanders succes. Han er oplagt udtryk for et fravalg af den gamle partielite, mindst lige så meget som han opfattes som en ny Messias-skikkelse. Men han er altså også eksponent for en større og dybere omvæltning, som andre politikere – yngre og ikke-hvide – senere vil kunne samle op og måske med endnu større gennemslagskraft?
Længslen efter klare holdninger og radikale løsninger på tilbagevendende hverdagsproblemer eksploderer i alle demokratiske lande. Bernie er blot ansigtet på bevægelsen. Og skræmmebillederne er ikke værre, end hvad vælgerne er vant til.
Uanset hvordan det går i dag i Iowa og om en uge i New Hampshire, er der sat en forandringsbølge i gang. Den gamle mand og vælgerhavet vil aldrig blive det samme igen. Do you fell the Bern…
Forsidefoto: Mark Kauzlarich