Danske kampfly og kampen om Nordpolen

Danmarks nuværende F-16 kampfly blev indkøbt i 1975 under Den Kolde Krig. Hvis man dengang havde sagt, at de danske F-16-fly skulle være i stand til at flyve missioner over Irak og Libyen, så var man formentlig blevet betragtet som skingrende sindssyg. Dengang tydede alt nemlig på, at hvis vi en dag skulle bruge flyene i en skarp mission, så ville det være for at kaste bomber over Warszawapagt-landene på den anden side af Jerntæppet. Det er omtrent det eneste, vi aldrig har brugt flyene til. Til gengæld har danske kampfly de seneste fem år fløjet mere end 8.000 timer på missioner over Libyen og Irak.

Det er et godt eksempel på, at det er vanskeligt i dag at forudsige hvad de nye danske kampfly vil blive brugt til om 20, 30 eller 40 år. I denne sidste historie i føljetonen om Danmarks nært forestående indkøb af nye kampfly skal vi alligevel forsøge at kigge lidt i krystalkuglen efter, hvad det er, de nye kampfly sandsynligvis vil blive brugt til. Og hvad det er for en geopolitisk kontekst, kampflyanskaffelsen skal ses i.

En aktivistisk udenrigspolitik

Danske politikere har siden midten af 1990’erne svores til den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Her handler det om tage ansvar og bidrage på den internationale scene, når der er behov for det. Med fredsskabende eller fredsbevarende styrker. Med kampvogne, skibe eller fly. Med hærfolk, marinesoldater, jagerpiloter eller specialstyrker.

Danmark har opbygget en tradition for at stille op, når FN, NATO, USA eller andre har brug for hjælp. Alene de seneste 2-3 år har vi kastet bomber mod IS i Irak, jagtet pirater i Adenbugten, trænet irakiske soldater og fløjet forsyninger i Mali, ligesom der stadig er danske soldater i Afghanistan.

Der er ikke noget, som tyder på, at de danske politikeres appetit på at udsende soldater på internationale missioner bliver mindre i de kommende år. Snarere tværtimod. De danske F-16-fly var knap nok kommet hjem fra Irak i oktober sidste år, før politikerne begyndte at tale om, at flyene snart skulle af sted igen.

Internationale missioner langt væk hjemmefra under varmere himmelstrøg bliver dog naturligvis ikke det eneste fokusområde i fremtiden. Kigger vi 10-20 år frem, så tyder meget på, at der bliver tre hovedfronter for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik. Arktis, Østersøregionen og internationale missioner i Mellemøsten og Afrika.

Danmark i de arktiske egne

Om 10 år kan Danmark meget vel stå som indehaver af Nordpolen og et enormt omkringliggende isdækket område; et område, hvor vi skal kunne hævde vores suverænitet og kunne patruljere og vise flaget. Gør vi ikke det, vil taberne i den igangværende kamp om ejerskabet over Nordpolen – Canada og Rusland – med stor sandsynlighed forsøge at udfordre os ved at plante deres flag eller på anden måde provokere os.

Selv om FN vælger ikke at tildele Nordpolen til Danmark, så har vi allerede i dag et enormt areal i Arktis at håndhæve vores suverænitet over i fremtiden. Det er en fremtid, hvor isen smelter og åbner nye sejlruter mellem Europa og Asien, og hvor det sandsynligvis bliver teknisk nemmere og mindre omkostningskrævende at udvinde olie i de arktiske egne. Desuden vil antallet af krydstogtskibe i de grønlandske fjorde med sikkerhed fortsat stige.

Alt sammen er det med til at stille helt nye krav og forventninger til det danske forsvars kunnen og beredskab i de arktiske egne. Vi skal i realiteten både kunne forsvare vores land og vise flaget, bekæmpe olieforurening og håndtere søredning af flere tusind mennesker, hvis et krydstogtskib kolliderer med et isbjerg.

Øjne i himlen

Skibe og helikoptere bliver sandsynligvis omdrejningspunktet i det danske forsvars fremtidige opgaveløsning i Arktis, som i første omgang mest får karakter af kystvagtopgaver. Men kampfly vil også sagtens kunne være et nyttigt redskab for Danmark i de arktiske egne. Både hvis der skal spilles lidt med musklerne og markeres, hvor grænsepælene står, eller hvis der er behov for øjne i himlen til at skabe overblik over en situation som eksempelvis et skibsforlis eller en olieforurening. Så kan kampfly lynhurtigt sendes af sted til området og give beslutningstagerne de nødvendige øjne på situationen, så de kan træffe hurtige og rigtige beslutninger.

Kampfly i Arktis vil dog være en delikat sag, som ingen danske politikere er meget for at tale særlig højt om. Det kan nemlig lynhurtigt få naboer som Rusland, Norge og Canada til at ruste op. Og pludselig står vi midt i et arktisk våbenkapløb. Helt samme berøringsangst har man ikke hos Forsvaret. Her sendte man sidste år to F-16-fly til Grønland for at teste, hvad det kræver af logistisk setup at udstationere kampfly i kortere eller længere tid i Grønland og operere i området.

På togt

Den anden fremtidige front er Østersøregionen, hvor der allerede nu er øget russisk flyaktivitet. Antallet af episoder, hvor russiske bombefly tager på togter ned gennem Østersøen og tester Sverige, Tyskland og Danmarks afvisningsberedskab er steget markant i årene siden Ruslands invasion af Krim og de efterfølgende vestlige sanktioner mod Rusland.

At kunne gå på vingerne med få minutters varsel, lynhurtigt komme op til et russisk bombefly og vise, at vi har set ham, er den opgave som vi er nødt til at have kampfly til at kunne løse. Den kan ikke løses med hverken kampvogne, skibe eller satellitter. Og at udlicitere opgaven til nordmændene eller tyskerne slipper et velhavende land som Danmark ikke afsted med. Det kan miniputlande som Island og de baltiske lande betale sig fra. Men ikke Danmark. Og hvorfor skulle Norge eller Tyskland også bruge ressourcer på det, mens vi sparer penge på vores forsvarsbudget?

At holde Putin skak

At holde Rusland i skak og afskrække Putin og co. fra at erobre eksempelvis bidder af de baltiske lande, bliver en opgave, som NATO-landene kommer til at løfte i fællesskab, og som vil kræve en hel palette af kapaciteter til lands, til vands og i luften. Her kunne det have været praktisk fortsat at have haft de danske ubåde. Men den kapacitet blev sløjfet ved forsvarsforliget i 2004 og vil tage op til et årti at genetablere. Til gengæld kan man passende se på muligheden for at udstyre de ni nye Seahawk-helikoptere, som Danmark modtager de første to af til maj, med dyppesonar, så de kan bruges til at jage ubåde i Østersøen og i de indre danske farvande.

Seahawk-helikoptere, som kan jagte ubåde, ville sammen med op mod 30 nye kampfly, 309 nye pansrede mandskabsvogne og nye artillerikanoner styrke Danmarks position over for Rusland markant.

Diktatoren ud over kanten

Præcis hvor den tredje front i Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik i de næste 10-20 år kommer til at være, ved vi ikke med sikkerhed. Men skiftende steder i Mellemøsten og Afrika er et godt bud. Dér, hvor islamistiske terrororganisationer eller pirater skal slås tilbage eller holdes i skak. Og dér, hvor oprørsgrupper skal have hjælp til at give en diktator det sidste skub ud over kanten. Eller dér, hvor danske specialstyrker diskret skal sættes ind for at gøre, hvad der nu en gang skal gøres.

Danmark har i dag en bred vifte af kapaciteter, som kan udsendes internationalt. Kamptropper, troppetransporthelikoptere, transportfly, fregatter, radarer og specialtropper for bare at nævne nogle muligheder. Kampfly er også en mulighed.

Kampfly kan hurtigt komme frem til fronten og indsættes lynhurtigt. De kan udrette stor skade og sende et markant signal om handlekraft og om, at Danmark tager ansvar. Og endelig er risikoen for at miste soldater væsentlig mindre, end hvis vi satte flere hundrede kamptropper på jorden i fjendeland, sådan som det var tilfældet i Afghanistan.

Politikernes ambitionsniveau

Der er ingen tvivl om, at der også i fremtiden vil være opgaver til kampfly i det danske forsvar, og at kampfly vil være et uundværligt redskab i den sikkerheds- og udenrigspolitiske værktøjskasse. Et redskab, som politikerne meget nødigt vil undvære.

Der er dog grænser for, hvor meget forsvaret kan gabe over med de nye danske kampfly. Særligt hvis politikerne ikke kan finde råd til særlig mange kampfly. Så må de samtidig gøre sig klart, at det indebærer, at ambitionsniveauet justeres. For det siger sig selv, at der er en klar sammenhæng mellem antal fly, og hvor mange forskellige opgaver, kampflyene kan løse.

Skatteyderens ydmyge håb

Hvilket kampfly ender Danmark så med at vælge? Som vi har været inde på i de foregående historier i denne kampflyføljeton, så er amerikanske F-35 favoritten. Men det afhænger meget af, hvad Forsvarsministeriets kampflykontor har fundet frem til med hensyn til driftsomkostninger og militærfaglige egenskaber. For det nytter ikke noget at vælge F-35, hvis vi om 30 år ikke har råd til at flyve flyet.

Er der blot den mindste usikkerhed om, hvad det kommer til at koste at operere flyet i fremtiden, så kan det sagtens få politikerne til at ryste på hånden og i stedet vælge et af de to andre fly, hvor vi har et bedre kendskab til driftsomkostningerne. Det må i hvert fald være skatteyderens ydmyge håb.

Omvendt nytter det ikke noget at vælge et fly, som vi en dag kan risikere at være eneste bruger af, og som vi derfor ikke har råd til at få opgraderet til at kunne modstå fremtidens trusler.

Ikke noget almindeligt offentligt indkøb

Foruden de økonomiske og militærfaglige forhold har kampflykontoret under Forsvarsministeriet også kigget på mulighederne for dansk industri ved valg af de forskellige fly samt de strategiske samarbejdsmuligheder med de lande, som bygger og bruger de enkelte fly. Netop det strategiske element er den joker, som kan ende med at blive udslagsgivende.

For indkøb af kampfly er ikke som noget andet offentligt indkøb. Det er en anskaffelse med enorm stor udenrigspolitisk signalværdi. Det siger meget om, hvem man står med og ønsker at stå med fremover på den internationale scene. F-35 er tiltænkt rollen som fremtidens standardkampfly i det amerikanske forsvar, ligesom det er det fly, som Norge, Storbritannien og Holland har købt. Nogle af de lande, som vi normalt ‘drager i krig’ med.

Goodwill i Washington

Om fem eller 10 år er det F-35-fly, der vil blive brugt, når koalitioner af NATO-lande med USA i spidsen giver sig i kast med internationale operationer i stil med den igangværende kampagne mod ISIS i Irak og Syrien.

Desuden vil et dansk køb af F-35-fly blive set som et mere eller mindre forventet indskud på den goodwill-konto i Washington, som Danmark siden Anden Verdenskrig har passet og plejet. Det er en konto, som er med til at kompensere for, at Danmark slet ikke lever op til NATO-målet om at bruge to procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret.

En offentlig debat venter

Det interne styrkeforhold mellem flyene bliver vi klogere på, når regeringen på et tidspunkt er klar til at fremlægge det beslutningsgrundlag, som kampflykontoret under Forsvarsministeriet har brugt næsten tre år på at udarbejde. Det vil blive lagt frem sammen med regeringens indstilling til, hvilket fly Danmark bør vælge, hvor mange fly vi skal købe, og hvor pengene skal komme fra. Herefter er der lagt op til en offentlig debat samt indgående drøftelser i forsvarsforligskredsen indtil alle forligspartier føler sig trygge ved at pege på ét bestemt fly.

Beslutningsgrundlaget er reelt gjort færdigt, men regeringen tumler internt med, hvor pengene til kampflyanskaffelsen skal komme fra. Kort før jul oplyste forsvarsminister Peter Christensen (V), at man til foråret forventer at spille ud med regeringens anbefaling. Om det så er muligt at få alle ender til at mødes og få truffet en beslutning i forsvarsforligskredsen, inden Folketinget går på sommerferie i begyndelsen af juni, vil tiden vise.