Når de unge kommer til magten

Ignorér den moralske panik, der omgærder opfattelsen af de dovne, selvoptagne millennials. Verden bliver et bedre sted, når de kommer til magten.

Mange mennesker går og fortvivler over ungdommen. Bøger som Generation me af Jean Twenge og The Road to Character af David Brooks beskriver unge som en flok vildledte narcissister. Hos en generation, der igen og igen har fået at vide, at den er noget helt særligt, er tanken om, at ’verden ville være et bedste sted, hvis jeg bestemte’ eller ’nogen skulle skrive en biografi om mig’, langt mere udbredt end hos tidligere generationer.

De er også materialistiske. 65 procent af de amerikanske studerende regner med at blive millionærer, og ikke alle er så nøjeregnende med, hvordan de kommer til tops. I en undersøgelse blandt gymnasielever, indrømmede 95 procent, at de havde snydt i en prøve. Deres forventninger til livet er så skæve, at »de sikkert vil opnå mindre af det, de gerne vil, end nogen tidligere generation,« skriver Jean Twenge bekymret.

Den moralske panik er ikke et vestligt fænomen. Kinesiske forældre er bekymrede over, om deres ’små kejsere’ vokser op og bliver dovne, forkælede og promiskuøse. Da en video af et ungt par, der havde sex i et prøverum, sidste år gik viralt, lovede myndighederne at pågribe de skyldige og spruttede, at deres opførsel var »imod socialistiske værdier«. De unge i Beijing grinede bare, og et stort antal valfartede til butikken for at tage trodsige selfies.

Billigere, retfærdigere, grønnere

Mens nogle ser en generation i krise, er der andre, der mener, at de unge ganske fint tilpasser sig udfordringerne i en verden under forandring. De farer fra job til job – ikke fordi de er uberegnelige, men fordi jobsikkerhed hører fortiden til. De kræver fleksible arbejdstider og en ordentligt balance mellem arbejde og familie, fordi de ved, at de ikke behøver at være på kontoret for at være produktive.

De er online seks timer om dagen, fordi det er sådan, de arbejder, og sådan de slapper af. Den entusiasme for nye ideer (og deres mangel på kontanter) har sat skub i pengebesparende teknologier fra Uber til WhatsApp. De er længere om at slå sig ned og få børn, og hvad så? De vil arbejde langt senere i livet end deres forældre gjorde.

Hvordan bliver denne verden, når børn af krisen kommer til magten? Nogle bekymrer sig og mener, at den bliver mere kynisk. I Kina for eksempel siger otte ud af ti studerende, at de vil melde sig ind i Kommunistpartiet, men af dem, der rent faktisk gør det, er det kun fire procent, der er motiveret af en tro på systemet, bemærker Eric Fish i China’s Millennials: The Want Generation. Partimedlemskab åbner døre, og børn af krisen tager de muligheder, der byder sig til.

Andre ser mere optimistisk på tingene. Når hans generation kommer til magten bliver samfundet »mere meritokratisk og bedre regeret«, siger en ung journalist i Malaysia, hvor den 62-årige premierminister netop har afgivet en forvirrende forklaring på, hvorfor næsten 700 millioner dollars var at finde på hans bankbog (han benægter lovbrud). Når børn af krisen kommer til magten, bliver verden måske grønnere? De har udvist stor opfindsomhed med hensyn til at bruge ressourcer mere effektivt ved at dele biler, cykler og ekstra værelser med fremmede.

Mere liberal, mindre racistisk

Socialt set vil verden helt sikkert blive mere liberal. Overalt har unge et mere afslappet forhold til homoseksualitet end deres forældre, dels fordi de er mindre religiøse og dels (og mest) fordi de kender flere homoseksuelle. I de rige lande er debatten praktisk talt slut; i udviklingslandene vinder de liberale. En undersøgelse i 36 lande gennemført af Pew viste, at unge er mere tolerant end de gamle i 30 af dem – ofte dramatisk mere tolerante: De 18-29-årige var fire gange så positive overfor for homoseksualitet som dem over 50. De fleste børn af krisen i Kina og Brasilien bifalder homoægteskaber – en idé, der havde været helt uspiselig blot en generation tidligere. Endnu flere er enige i udsagnet, at »mennesker undersøger i dag deres seksualitet mere end tidligere.«

De unge er også mindre racistiske. I en undersøgelse foretaget af JWT, et reklamebureau, sagde 86 procent af de unge i Brasilien, Rusland, Indien og Kina, at de var enige i udsagnet »min generation accepterer mennesker af forskellige racer«, og 76 procent sagde, at de var uenige med deres forældre, når det kom til race. Amerikanske studerende er så følsomme over for spørgsmålet, at de ser intolerance selv der, hvor den ikke findes. Da en professor på Yale foreslog, at de studerende frit skulle kunne vælge deres udklædning til Halloween, protesterede en række aktivister ophidset og hævdede, at hvis der ikke var strenge regler, ville nogen måske vælge en udklædning, der kunne være stødende. Men en generation, der er en smule overfølsom, er så langt at foretrække frem for fortidens raceadskillelse.

Tolerancen bliver næppe mindre, efterhånden som børn af krisen bliver voksne. De bliver muligvis økonomisk mere konservative, når de tjener mere og bemærker, hvor stor en del af deres indtægt, der bliver slugt af skatten. De flytter muligvis til forstæderne og køber en bil, når de får børn. Men de vender sig ikke pludseligt mod deres venner, der ser anderledes ud eller elsker på en anden måde end dem selv.

Mindre nationalistisk, militært skeptiske

I en række lande er unge mere på vagt end de ældre, når deres regering overvejer at bruge militær magt, til dels fordi det er dem, der skal udkæmpe regeringens krig. Unge kinesere er mindre tilbøjelige end deres forældre til at bruge militæret til at afklare territoriale konflikter på trods af Kommunistpartiets bestræbelser på at vække en forurettet nationalisme i dem. Amerikanske millenials betragter global opvarmning som en større trussel end Kina og islamistisk fundamentalisme; for deres forældre er det lige omvendt.

I alle generationer er det de unge, der som de første demonstrerer og kræver reformer. Nogle gange fører deres vrede ingen steder hen, men autokrater frygter den. Det var derfor, Kinas regering kørte kampvogne henover demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads, og det er derfor de censurerer sociale medier i dag. Unge afrikanere vil for deres del næppe blive ved med at affinde sig med gerontokrater som Zimbabwes 91-årige Robert Mugabe og Camerouns 82-årige Paul Biya.

Mere end 120 år

I demokratier vil de unge en dag opdage, at underskriftsindsamlinger på internettet ikke kan erstatte at stemme ved et demokratisk valg (på samme måde som deres forældre begyndte at stemme, da de fik grå hår og realkreditlån og sendte deres børn på offentlige skoler).

Når børn af krisen begynder at bestemme det meste, holder de ikke op igen lige med det samme. For takket være de konstante fremskridt inden for sundhedsteknologien, kommer de til at leve og arbejde længere end nogen tidligere generation. Hvis videnskabens forsøg på at knække ’alderskoden’ i menneskets gener lykkes, vil mange af dem leve, til de bliver mere end 120 år.