Fem år efter foråret og ingen fremtid for den nye generation

Tunesien blev hyldet som succeshistorien i det arabiske forår for sine demokratiske fremskridt, men landet er også blevet et billede på, hvor farligt det kan være, ikke at tackle økonomisk utilfredshed, en befolknings fremmedgørelse og den nordafrikanske ungdoms frustrationer.

Føljeton bringer her en billedserie af den Algeriske fotograf Zohra Bensemra, der har fulgt landets nye generation af veluddannede håbefulde unge mennesker, der lever et liv på kanten til helt at give op. Mellem økonomisk ruin, håbløse fremtidsudsigter, arbejdsløshed og en lokkende militant islamismen.

Ny bølge af protester

I 2010 satte en den unge frugtsælger Mohamed Bouazizi ild til sig selv i en selvmordprotest over arbejdsløshed og politivold. Protesten satte hele Mellemøsten i bevægelse.

Fem år senere døde Ridha Yahyaoui. Han var blevet forbigået til et offentligt job og døde, da han i frustration kravlede op i en elmast og fik elektrisk stød. Det satte gang demonstrationer i de samme fattige byer, der engang væltede Zine El-Abidine Ben Alis regering.

»Ridha slog sig selv i hjel, fordi han mistet håbet,« siger Ridha Yahyaouis far til.

»Jeg har mistet min søn, men jeg advarer myndighederne om, at min søn kan blive den nye Bouazizi. Hans død kan skabe en ny bølge af protester for mere arbejde og værdighed til de unge.«

Utilfredse unge mænd

I Kasserine – den by, hvor de seneste protester er blusset op – har flere utilfredse unge mænd nu truet med at begå selvmord. To er blevet såret efter de kastede sig ud fra taget af den lokale regeringsbygning, som protest og i frustration over manglen på arbejdspladser. Andre som 25årige Yosri Adjili er gået i sultestrejke.

Tunesiens premierminister har sagt, at landets unge demokrati bliver bevaret »uanset omkostningerne«, og at det ville tage tid, før man kan gøre noget ved de unges unges økonomiske krav.

Politisk forbedring uden økonomi

En ny forfatning, et politisk kompromis mellem sekulære politikere og islamistiske partier og frie valg er blevet rost som en model for forandring i en region, hvor pistolen ofte har stået over valgurnerne. Men de politiske fremskridt er ikke blevet fulgt af økonomiske fremskridt.

»Den politiske og økonomiske situation i Tunesien er gået fra slemt til værre. Jeg kan ikke se nogen forbedring siden revolutionen 2011,« siger Nurddine Nasseri.

“Jeg ønsker virkelig at være optimistisk, men det er bare svært for mig i øjeblikket. Mit liv er en katastrofe. Jeg er gift, men har ikke råd til en anstændig lejlighed at bo i.«

Fra værre til endnu værre

I modsætning til sine olie-rige naboer Libyen og Algeriet, har Tunesien meget få naturressourcer og de fem år ustabilitet i landet har gjort investeringslysten mindre.

Tre store angreb sidste år ud ført af islamistiske militante – mod et museum i Tunis, turister i en Sousse beach resort og et selvmordsbombeangreb i hovedstaden – har især ramt turistindustrien, en vigtig kilde til beskæftigelse og indtægter.

»Den politiske og økonomiske situation i Tunesien er nu gået fra værre til endnu værre og terrorangrebene hjalp ikke lige frem,” siger Hamza Nasri der er nyuddannet og arbejdsløs.

»Turister og investorer flygter ud af landet på grund af den dårlige sikkerhed. Mit land har kun investeret i turisme og det tror jeg var en fejl helt fra begyndelsen – ​​Tunesien har mange andre potentialer, man kunne have arbejdet med.«

Tunesiens universitetskandidater udgør en tredjedel af de arbejdsløse i landet efter antallet studerende steg efter oprøret. Mohamed Bouazizi er universitetskandidat, men nu må han sælge frugt og grønt for at overleve.

Det er forhold som dem, der er forklaringen på, hvorfor selv almindelige veluddannede tunesere i middelklassen, indimellem falder for de militante islamistiske hvervekampagner, der leder efter jihad-krigere til kampene i Syrien, Irak og nu Libyen. Mere end 3.000 tunesere menes at kæmpe i islamistiske militante grupper i Irak og Syrien.

»Staten må finde en løsning på de her problemer. Vi har brugt årevis på at studere med håbet om at tjene vores land, men er endt som arbejdsløse. Det er uacceptabelt,« siger Nasser Abaidi, 34, der er nyuddannet og arbejdsløs.

»Unge mennesker er desperate, nogle af dem overvejet at forlade landet, andre at gå til terrorgrupper, hvilket også er helt uacceptabelt. Jeg føler, at fortidens stabilitet er langt væk.«

»Jeg  ved, at den politiske og økonomiske situation i mit land lige nu er dramatisk, siger Maroua Aichaoui, 26.

»Jeg håber regeringen vil gøre noget, for at de unge kan få lov at løfte landet ud af krisen,« sagde Maroua.