Nyhedsanalysen

»Hvis centret her kan løse problemerne mellem beboerne, kan de løse hele konflikten i Mellemøsten«

 

Skærmydsler i Thisted – og et alkoholforbud

Der er spændinger, indbyrdes racisme og dårlige vibrationer i teltlejren i Thisted. Efter et slagsmål mellem en lille gruppe beboere indkalder ledelsen til fællesmøde: Fra nu af er der alkoholforbud.  Men følelserne sidder uden på tøjet. De fleste af beboerne er vokset op med krig. Som en ung iransk ph.d.-studerende i lejren siger: »Hvis centret her kan løse problemerne mellem beboerne, kan de løse hele konflikten i Mellemøsten.« Journalist Stine Ellerbæk rapporterer.

Teltets skelet klakker metallisk, når vindstødene rammer fra en bestemt retning. Lyden overdøver stedvist mumlen i madtelt, hvor der opholder sig cirka 200 mænd, som medarbejderne Ammar, Sultan, Mai og Robert har været rundt i salen og teltrækkerne for at klappe sammen til fællesmøde. Folk sidder med armene over kors, alvorlige.

»Vi har kaldt jer ind, fordi vi ændrer reglerne,« siger Mai Manaa Kristensen. Hun står i centrum af teltet med mænd til alle sider. Hun taler højt og insisterende og går frem og tilbage i midtercirklen, mens hun søger sit publikums øjne. »Fra i dag – ingen alkohol i dette center! Det skaber for mange problemer, og det gør for mange mennesker kede af det. Vi gør det ikke for at skade jer, men fordi vi vil have, at alle skal føle sig trygge.«

Der bliver nikket rundt omkring, og hun taler videre om at leve i harmoni, om at man skal respektere hinandens baggrund og religion, og om at mændene skal være gode ved hinanden.

»I må gerne gå ud i byen og drikke, men jeg vil ikke have fulde mennesker og alkohol her. Vi har så lidt plads. Dette er en nødlejr. Vi må passe på hinanden. Salen skal være et sted, man kan sove,« siger hun.

mai kalder ind til fællesmøde

Luft for frustrationer

Det går trægt med at få informationen ud, for som sædvanligt skal den oversættes fra engelsk til arabisk, kurdisk og persisk. Sproget bliver simpelt. Da hendes tale runder slåskampene, vil flere af beboerne have ordet. Folk taler i munden på hinanden, lydniveauet stiger, det er svært at finde ud af, hvad der sker. Mødet er en ventil for ophobede frustrationer:

»Hvorfor er der en, der har fire nøgler til skabe, og vi er nogen der ingen nøgle har?«; »hvorfor er jeg ikke flyttet, jeg har været her i tre måneder nu og set mange andre flytte videre?«; »det er ubehageligt, når I tysser på os« osv.

En fyr med grå dynejakke og hårde øjne træder frem: »I hjælper araberne mere, end I hjælper kurderne.« Hans ord sætter pisset i kog hos andre. Luften i rummet sitrer ildevarslende, nogle begynder at gå, men bliver holdt tilbage ved udgangen af en medarbejder, mødet er ikke færdigt endnu.

»Jeg kan godt mærke spændingerne. Jeg mærker de dårlige vibrationer,« siger Mai. »Men vreden nytter ikke noget. Hjælp mig nu med at skabe det bedste center her.«

Stemningen er som ved skoleindskrivningen, samme sted for to måneder siden, hvor det endte med, at en mand flåede en stol truende op i luften. Der var klammeri. Det er svært at være i det, man får en instinktiv trang til at gå væk, og de få kvinder og frivillige, der er til stede, trækker sig hen mod teltets udgang. Jeg går også derhen. Der er diskussion, store fagter, det er en lille gruppe, der diskuterer, vagtsomme øjne.

Javad
Iraneren Javad. Foto: Stine Ellerbæk

Råb af havet

Pludselig hidser iraneren Javad sig op, råber noget rasende, løber ud af teltet. Hans ven Masood løber efter, og Mai følger med. Mødet lader til at være slut. Javad er den unge, charmerende araber, som synes at være blevet mere indadvendt i løbet af de tre måneder, han har boet her. Han er lillebror i en stor søskendeflok hjemme i Iran. Masood er personalets hjælper, de frivilliges ven, som også har hjulpet mig med at oversætte, hvad Javad siger. Mai tager Masood og Javad med ud ad bagindgangen og ind i sin bil.

Hun kører dem til Vesterhavet, som ligger 20 minutter væk. De løber i klitterne og råber ad havet.

Imens fortsætter mødet i lejren. Nu har Lars Enevold Andersen, leder af Hanstholm Asylcenter, stillet sig i midten. »Hvis I vil have en fremtid i her, må i respektere reglerne i Danmark. Hver gang der er slåskamp, vil jeg ringe efter politiet. Every fucking time. Fordi loven siger, at det er forbudt at slås,« siger han.

Han taler videre om trosfrihed, ytringsfrihed og demokrati. Der sukkes dybt og utålmodigt, men der lyttes. De store følelser har lagt sig.

»Politiet skriver en rapport. Og hvis jeres navn er i rapporten, kan det muligvis påvirke jeres sag. Og politiet er ligeglad med, hvem der startede slåskampen,« siger Lars Enevold Andersen.

Der er flere, der brokker sig, stemningen kører op igen. Lars Enevold Andersen hæver stemmen og råber, at de skal holde kæft:»SHUT UP!« Der bliver bomstille.

En asylansøger rejser sig: »Jeg er flygtet hertil fra et ikke-demokrati. Jeg har været her i 3 måneder. I har et kamera, hvor I kan se, hvem der laver problemer. Jeg bliver ked af det, når jeg hører, at vi alle sammen slås. Det er ikke alle der er slemme.«

»Come on…,« siger Lars Enevold Andersen og slår ud med armene. »Jeg ved godt, at 98 procent er gode mennesker. Det er de to procent, der ødelægger det for resten.«

Endelig er mødet slut, og folk myldrer ud i gråvejret. Der er lettelse i luften, bevægelse, småsnak i grupper. En flok danner en munter, lille cirkel og klapper i hænderne, i midten danser en fyr med hovedtelefoner, nynnende til sin egen musik.

Javad, Masood og Mai vender tilbage til centret, med friske, åbne ansigter. »Hvad sker der for dig?!« siger medarbejder Robert Senftleben undrende.

Så giver han Javad et knus.

den smadrede køjeseng
En smadret køjeseng efter et voldsomt slagsmål i lejren, som udløser alkoholforbud. Foto: Stine Ellerbæk

Giften og volden

»Hver gang der har været problemer, har det været alkohol inde i billedet. Det virker som gift for nogen. Og andre ser på det, som om det er satan, så det skaber altid konflikt,« siger Mai Manaa Kristensen.

Masood ryster opgivende på hovedet. »Der er mange her, som ikke har prøvet alkohol, før de kom til Danmark. De kan ikke kende forskel på vodka, vin og whisky, og bliver alt for fulde.«

Anledningen til alkoholforbuddet er et stort slagsmål et par dage tidligere. Det er ikke det første, men måske det største: To arabiske mænd kom skidefulde hjem om natten, hvor en gruppe kurdere hyggesnakkede i den bagerste ende af salen. Araberne råbte ad kurderne, kaldte dem røvhuller, svinede kurdiske kvinder til, svinede deres familier til – altså bare »fuck you«. Kurderne lod sig provokere og gik til angreb. De to arabere søgte tilflugt i den bagerste kabine i salens yderste hjørne, nummer 14. En seng blev splittet ad i kampens hede, og nu er de knækkede sengelægter og skabet og væggene indsmurt i blod.

Mohamad Reza Tavousi fra Iran bor i nabokabinen. Han viser, hvad der skete. »Kurderne kastede stole ind over væggen fra oven og ramte en af araberne i hovedet. Der var meget blod, men han kom ikke slemt til skade.« Mohamad hjalp vagten, stillede sig sammen med Masood og en anden fyr imellem den rasende mængde og de to mænd i kabinen. »Araberne havde smadret flasker, som de ville bruge til at slås, men det fik vi stoppet.«

Endelig kom otte store politimænd med en hund. De tog fulderikkerne med, og nu er de forflyttet. Mohamad fortæller, at han har en ven i en anden kabine, som er lille af statur. Han viser grinende, hvordan han fandt sin ven krøbet sammen i hjørnet af sin celle – i ren angst. Jeg får bekræftet historien om slagsmålet af mange andre beboere.

mohamad fortæller hvad der skete
Mohamad Reza Tavousi fra Iran fortæller, hvad der skete. Foto: Stine Ellerbæk

 

Masood

Masood, som stillede sig imellem i slåskampen, blev udsat for kvælertag og fik én på hovedet. »Bare stik mig én mere,« fortæller han, at han sagde, og vender kinden til. Han er en af de først ankomne, en vellidt fyr, som ofte hjælper personalet med rengøringen, og som har mange venner blandt de frivillige.

Men han er begyndt at føle sig utryg. Han mærker misundelse fra andre beboere, fordi han har et godt forhold til danskerne på stedet. Nogle af de andre spørger, hvorfor kvinderne krammer ham, og han kan kun svare, at han ikke ved det. Set udefra er det tydeligt – han er hjælpsom, han taler engelsk, han har humor og blide øjne. Men for tiden er de mørkere, ofte nedslåede.

»Jeg er begyndt at få stress,«  siger han. »Vi er bange. Hver aften tænker folk: Hvor er slåskampen i aften? I starten var her godt og fredeligt, men alle er bange nu, ingen føler sig sikre. ‘Kommer der nogen efter mig om natten?’.«

Han fortæller ikke personalet om det, for han tror, det kan skabe flere problemer, flere trusler. Han vil gerne flytte til et andet center, helst Hanstholm, så han stadig kan komme på besøg her.

masood
Masood er vellidt i centret, fordi han er hjælpsom og i godt humør. Men for tiden er han ikke så glad. Foto: Stine Ellerbæk

Salen versus teltene

Da Inger Støjberg var på besøg i teltlejrens første uge i november, priste hun teltene og sagde, at »personligt ville hun da hellere sove i et telt end i salen.«

Det er ret svært at forestille sig Inger Støjberg i disse menneskers sko. Men hendes analyse er god nok: Beboerne fortæller, at der er bedst i teltene, mere ro, bedre senge. Afghaneren Abol siger, at det er næsten umuligt at sove i salen. »Der er nogle, der laver dyrelyde efter mørkets frembrud. De siger som æsler, katte og hunde.«

Masood boede tidligere i et telt, men fordi hans samboer var beskidte og lugtede, kunne han ikke holde det ud ret længe. Han rynker på næsen i væmmelse, men undskylder hurtigt, at han taler sådan om andre. Han flyttede til salen, og nu har han svært ved at sove. Det er der mange, der har, og det er nok også en del af forklaringen på, hvorfor så mange forpupper sig i sengen om dagen. Det skaber selvsagt en ond cirkel, hvor man er alene med sine tanker om natten og ikke får nok dagslys i denne mørke tid.

Deporterede ballademagere

Beboerne er generelt glade for fællesmødet. De er glade for, at konflikterne bliver taget alvorligt af asylcentret. Men de færreste tænker, at problemerne hermed er løst. Afghaneren Merza mener ikke, at et alkoholforbud kan gøre det. »De drikker bare andre steder – ude i byen, og langs fjorden. Så kommer de tilbage her i centret med deres brandert.«

Han er vred på en særlig gruppe: »Nogle er bare kommet for at se, hvad Europa er for noget. De vil bare feste og have det sjovt, som om det var en ferie. Det får mig virkelig til at tabe hovedet at se dem ødelægge det for de rigtige flygtninge. Det er skamfuldt.«

Han mener, at de, der laver ballade, er den gruppe, der allerede har bedt om at blive hjemsendt. Der er stor forskel på, hvor hurtigt den proces går, papirarbejdet kan tage tid, og der er altså nogle her i centret, som bare venter på at komme med et fly tilbage. »De burde blive flyttet et andet sted hen, skilt ad fra os andre,« siger Merza. De, der venter på deportation, har intet på spil og fyrer den af, som de vil, mener han. Ifølge centrets kontor har i alt 32 mænd nu bedt om såkaldt ‘deport’, siden centret åbnede for tre en halv måned siden.

den lille syriske gruppe
Den lille syriske gruppe. Foto: Stine Ellerbæk

Mini-Mellemøsten

Mahmoud Ghandour er en 21-årig syrer. Han er en del af en gruppe på fire: Tre unge fyre og en ældre herre, som har været i lejren i seks dage. Den ene er hans ven igennem otte år, de to andre har de mødt for nogle måneder siden i Tyrkiet. Mahmoud har læst engelsk litteratur og informationsvidenskab i Damaskus og taler det bedste engelsk, jeg har hørt i lejren. Han er overrasket over, at der kun er i alt 10 syrere i teltlejren, han havde regnet med langt flere.

Først boede den lille gruppe i sovesalen. »Men når lyset bliver slukket, er der en masse larm og druk, så det er umuligt at sove,« siger han.

Nu bor de i et telt, det er mere fredeligt. Selv om Mahmoud Ghandour synes, det var et godt møde, tror han, at ordene går ind ad det ene øre og ud ad det andet på langt de fleste beboere. »Problemerne vil forsvinde et par dage, og så vende tilbage igen.«

Alkoholforbudet er godt, siger han, men det eneste, der rigtig vil hjælpe, er mere sikkerhed, flere vagter. Han er ikke bange, for han er vant til krig. Men han er skuffet, for de er flygtet til et mere fredeligt sted, og det er ikke som forventet. »Der er meget racisme her (i lejren, red.),« siger han, »Det er religiøst og kulturelt betinget, bare en del af hvem de er. Men selvfølgelig gælder det ikke for alle.«

Hvem der slås mod hvem, interesserer ham ikke rigtigt, og han ved ikke så meget: »Vi syrere er ikke som de andre arabere. Vi hader ikke nogen.« Masood er enig i analysen: »90 procent af dem, der bor her, er vokset op med krig,« siger han. »Konflikten er i deres sind. Araberne, iranerne, kurderne, afghanerne, de slås altid. Jeg ved ikke hvorfor! Det er meget lavt.«

Bahman, der er ph.d.-studerende i persisk litteratur fra Teheran, indkapsler problemet: »Hvis centret her kan løse problemerne imellem mændene, der bor her, kan de løse hele konflikten i Mellemøsten.«

Forsidefoto: Stine Ellerbæk

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12