»Fuck, det her er det værste i verden!«

Vi er kun nået til andet afsnit af serien ’Bøsser i Hirtshals’, og vi kan allerede nu mærke, at der er stof nok til i hvert fald 10-12 artikler. Det står nærmest skrevet i stjernerne. Alle forudsætninger er til stede for en potent og sprængfærdig føljeton. Se bare på titlen, ’Bøsser i Hirtshals’:

I midten har vi den relativt neutrale præposition ’i’, som ikke alene er et af det danske vokabulariums fire korteste ord, men også har en både fonetisk og æstetisk uskyldsrenhed over sig (hvis det ikke var for prikken).

Til venstre for i’et ser vi flertalsformen af bøsse, som kan betyde to ting, men som i denne sammenhæng er den mytiske og dragende kategori et sted under begrebet seksualitet, hvis kode både lægevidenskaben og psykologien har brugt mange år på at knække.

På ’i’s højre side har vi et stednavn. Hirtshals. En lille strid nordjysk by, som ligger så afsides, at bysbarnet lektor, dr.phil. Hans Hauge har kaldt den en »frontier« – en pendant til Amerikas Vilde Vesten eller Ruslands Sibirien, dog i mindre skala.

Et glimt i øjet

Det er netop noget, som omtalte Hans Hauge har skrevet, der er udgangspunktet for denne føljeton. I efteråret bragte Berlingske en af hans klummer, som handlede om, at der ikke var nogen bøsser i Hirtshals, da han var barn i anden halvdel af 1950’erne. Man brugte ikke ordet, og ingen kaldte sig bøsse eller homoseksuel, skrev han. I Hans Hauges Hirtshals var bøsse en ikke-eksisterende identitet.

Det talte vi med ham om i første afsnit. Hans klumme havde affødt læserstorm, fortalte han, og den var blevet endevendt for betydning på sociale medier. To dage efter havde han et nyt indlæg i samme avis, hvor han udtrykte en vis ærgrelse over, at det var gået hen over hovedet på så mange, at en tekst med titlen ’Der var ingen bøsser i Hirtshals’ var skrevet »med et glimt i øjet«.

Samme dag kunne man imidlertid læse en anden kommentar i Berlingske, som var affødt af Hauges oprindelige klumme. Den nye tekst bar titlen ‘Jeg var den første bøsse i Hirtshals‘, og den var skrevet af en ung studerende ved navn Ulrik Frost.

Den stik modsatte virkning

Ulrik Frost indleder sin klumme således: »Når jeg cyklede hjem fra skole, dengang i 1990erne, råbte de bøsse efter mig. Ikke på den pæne, inkluderende måde, men på den måde, der detaljeret skærer ud, hvor klamme løse håndled er, og hvordan stemte s’er kan føre dig direkte i helvede. Jeg var otte år. Otte år!«

Når man læser teksten, længes man tilbage til Hans Hauges Hirtshals, hvor der sikkert skete alt muligt i smøgerne og ude i fiskerbådene, men hvor der ikke var et dækkende ord for, hvad der foregik. Ingen mærkater, man kunne få påklistret. Ulrik Frost skriver også, at Hauges Hirtshals lyder »som et mere bekvemt sted at finde sin seksualitet«, for i hans eget Hirtshals 40 år senere var der opstået et »seksualitetshierarki, hvor de heteroseksuelle mænd stod øverst og kunne definere de andre (seksualiteter, red.), hvad de gjorde med både vold, hetz og mobning. Kasserne blev oprindeligt skabt for at frigøre, men de virkede stik modsat i Hirtshals.«

En heteronormativ beskrivelse

Det, vi er i gang med nu, er at nærme os Hirtshals ganske forsigtigt, så vi ikke drager nogen forhastede konklusioner. Vi krabber os ind på byen. Og nu har vi ringet til Ulrik Frost for bedre at forstå hans barndoms Hirtshals. Vi er ikke bange for at stille ledende spørgsmål.

[Riiiing]

Hvad syntes du om Hans Hauges klumme, da du så den?

»Der var en del af den, som jeg sagtens kunne se, var gode pointer,« siger Ulrik Frost, der nu bor i København. »Netop det her med, at seksualiteten også er et sprogligt koncept. Det er den del, han beskriver lidt Foucault-agtigt. Men så i en af de sidste sætninger skriver han det der med Tour de France-pigerne, der kysser mændene, og dér går han tilbage til en fuldstændig heteronormativ beskrivelse af, hvad køn er. På den måde var klummen meget upræcis. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var han ville. Men jeg greb jo fat i den tråd, der hed, at, ja, seksuelle identiteter er også noget, vi tillærer os sprogligt, det er ikke bare en lyst, der kommer ud af det blå. Der er det bare, at jeg siger, at da jeg var barn i Hirtshals, var den identitet opfundet, og den blev brugt lystigt, måske ikke på den bedste måde.«

Bagbordsindianer

Du er hvor gammel?

»25.«

Og det Hirtshals, du beskriver i din klumme, var i…

»Jeg begyndte at gå i skole i 1996, så det er tiden op mod millennium.«

Og på det tidspunkt er vi kommet væk fra Hans Hauges barndoms 50’ere, hvor ord som bøsse ikke fandtes, og hvor homoseksuel ikke var en identitet?

»Altså, min farmor, der er på Hans Hauges alder, har tit fortalt, at da hun var barn – det var så lidt syd for Hirtshals – da brugte de skældsordet ’bagbordsindianer’. Så de har godt vidst, hvad bøsser var. Det står lidt i modstrid til det, Hans Hauge siger.«

Sådan som Hans Hauge beskriver sig selv i sin tekst, har han været ret naiv som barn og lille voksen…

»Det forestiller jeg mig også.«

Et hårdt og storslået vejr

Er du opvokset i Hirtshals?

»Jeg er født og opvokset i Tornby lidt uden for Hirtshals. Begge mine forældre er fra Hirtshals. Hele min familie bor der.«

Hvis du skulle beskrive Hirtshals for nogen, der ikke kendte byen, hvad er det så for et sted?

»Jeg plejer at sætte Hirtshals i forhold til hyggelige sjællandske byer, hvor der er nyttehaver og parcelhuse. Når jeg umiddelbart tænker på Hirtshals, så er det et sted, hvor der ikke kan gro noget i haverne, og hvor der er saltvandsmærker på ruderne, som altid skal vaskes. Og så er der aldrig opholdsvejr. Det er selvfølgelig en karikatur, for sådan er det ikke hele tiden, men det er en meget forblæst by. Der er en vesterhavsånd. Det er ikke så rart et sted.«

Men når man kommer sådan et sted fra, sætter man normalt pris på den type vejr, fordi man er vokset op med det. Jeg ved ikke, om du kender nogen færinger og islændinge – de savner jo det barske klima helt vildt, når de ikke er i det…

»Hvis jeg skulle sige noget positivt, så er det netop det med det hårde og storslåede vejr. Der er den der Vesterhavs-stemning. Noget, man ikke kan kontrollere. Man skal 200 meter væk fra havet, før man kan bygge noget, fordi havet rykker frem og tilbage hele tiden, og der er en bred kyst.«

Kapitalismen har taget over

Da jeg interviewede Hans Hauge, sagde han, at Hirtshals var et alvorligt sted. Han talte om »konerne«, som i hans barndom stod og kiggede ud over horisonten for at se, om deres mænd kom hjem fra havet.

»Jeg vil sige, at Hirtshals absolut ikke er et muntert sted. Hvis man nu endelig skal over i det muntre hjørne, så bliver det på Skipperkroen med masser af øl og slagsmål og den slags. Hvis man skal kunne tale om en særlig identitet i Hirtshals, så er den i hvert fald meget hårdfør – og, ja, ikke munter. Et hårdt miljø med en hård jargon.«

Men der er vel samtidig en eller anden humor midt i al hårdheden – eller hvad?

»Absolut. Der er en sort galgenhumor. Men så vil jeg også sige, at fiskeriet har ændret sig ekstremt meget, siden Hans Hauge var barn, hvor alle familier havde en lille jolle, de sejlede rundt i, og hvor man aldrig vidste, om man så familiemedlemmerne igen. I dag er det kæmpestore industribåde, som nærmest ikke kan synke, og som er bemandet på en helt anden måde og ejet af meget få, rige fiskere. Hirtshals er ikke længere en lille hyggelig fiskeriby, det er en industriby. Kapitalismen har taget over.«

Hirtshals’ millionærer

Vil det sige, at der også findes nogle små konger i Hirtshals?

»Ja, det gør der. Der findes millionærer. Kvotesystemet har gjort, at fiskeriet er kommet på meget få hænder.«

Det præger også en by, hvis økonomien engang har været jævnt fordelt, men ikke længere er det?

»Ja, netop i 1950’erne og 1960’erne var Hirtshals en opgangsby med arbejde til en masse mennesker. I dag er det virkelig udkantsdanmark. Det er et sted, hvor mange er på overførselsindkomst, og folk er generelt fattigere end landsgennemsnittet. Det er ikke et sted med fremtid.«

Hvornår flyttede du fra byen?

»Det gjorde jeg i 2004. Jeg tog på efterskole, da jeg var 15, og da jeg var 16, tog jeg til København.«

Og dit forhold til Hirtshals i dag er så, at du tager hjem til Hirtshals engang imellem for at besøge dine forældre?

»Ja, jeg er der jo jævnligt.«

Den ekstreme homofobi

Har du det med Hirtshals som Lou Reed og John Cale synger på sangen ‘Smalltown’: »There is only one good use for a small town/ you hate it and you know you’ll have to leave«?

»Jeg tænker ikke tilbage på min barndom og skoletid som en rar tid. Jeg vil sige, at det er en næsten klassisk ’lille by’-historie om et meget tydeligt hierarki, og om hvordan man skal være på en helt særlig måde for at passe ind.«

Hvad var hierarkiet i din barndom baseret på?

»Ja, det er svært at sige. Det har jeg tit tænkt over. For det første var der en stor portion, der handler om, hvad man interesserede sig for; håndbold og fodbold var meget udbredt. Og det handler også om, hvor hårdfør man er. Om man var i stand til at kæmpe sig op. Det var jeg helt klart en af dem, der ikke havde mulighed for, og det drejede sig netop om den ekstreme homofobi, der er. Den gennemsyrer alt.«

Gør den stadig det i Hirtshals?

»Ja, det gør den.«

Intet bolværk

Som jeg forstod din klumme, så sker der det i din barndom, at din egen seksuelle udvikling bliver foregrebet af andre. Du er ikke klar over, at du muligvis er homoseksuel, før andre gør dig opmærksom på det. Det lyder ret ubehageligt.
»Det var det også. Der var en forestilling om, at seksuelle identiteter kan knyttes til nogle særlige kendetegn. I mit tilfælde nogle feminine kendetegn, og det er jo netop en stereotyp forestilling om, hvordan en særlig type er, som virkelig kan bruges til mobning.«

Men samtidig er det meningen, at der gennem skolen og andre institutioner skal være en eller anden form for bolværk mod det, du oplevede. Det lyder ikke, som der var det, og det var endda i 1990’erne.

»Jeg vil sige, at Normstormerne var i hvert fald ikke nået til Hirtshals, da jeg var barn. Jeg tror simpelthen ikke, at folk havde begreb om, hvad det var for et problem. Så nej, der var ikke noget værn imod det.«

(Normstormerne er ifølge deres website »et gratis tilbud for alle 7. Til 10. klasser i Aarhus og Københavns Kommune, der har til formål at mindske mobning og mistrivsel relateret til køn og seksualitet«., red.)

Det værste i verden

Har du følt dig meget alene med din seksualitet i Hirtshals?

»Ja, eller måske mere min ikke-seksualitet. Og jeg kan huske, at når jeg som barn skulle ønske et eller andet, så var det altid ’åh nej, bare jeg ikke bliver bøsse’. Det sad virkelig tungt i mig: ’Fuck, det her er det værste i verden, det må jeg bare ikke være, og alle siger, at jeg er det!’«

Hvordan er det at komme tilbage til Hirtshals?

»Jeg kan huske, at de første år, efter at jeg var flyttet væk, så begyndte jeg at ryste, når toget nærmede sig Aalborg. Og jeg fik altid et raseriudbrud, lige når jeg var ankommet, fordi det hele vældede frem i mig. Men det er gået over. Jeg er i stand til at nyde det, jeg kan nyde.«

Det kunne godt lyde, som om der ikke er sket særlig meget på det her område i Hirtshals? 

»Jeg har selv små brødre i Hirtshals, som har den alder, jeg havde, og som lader til at have det godt. Men jeg kan næsten ikke bære tanken om, at der skulle være børn, der har den samme barndom, som jeg havde. Det ville virkelig gøre ondt på mig, så jeg håber, at der er sket noget, men jeg kan samtidig høre på den måde, mine små brødre taler – og de mener ikke noget ondt med det – så er homofobi stadig en indgroet del af kulturen. Bøsser bliver stadig brugt som et nedladende ord. Jeg vil da helt klart sige, at Normstormerne burde tage en tur til Hirtshals og udbrede noget viden om, hvad seksualitet overhovedet er.«

Hvis Normstormerne ikke opererer uden for Aarhus og København, så er det godt, at Føljeton kan rykke ud.