Nyhedsanalysen
De eurointellektuelles rockstjerne stifter nyt parti
De eurointellektuelles rockstjerne stifter nyt parti
Venstrefløjen i Europa har kun én frontfigur tilbage med egentlig rockstjerne-aura, den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis. I aften stifter han et nyt europæisk parti ved et større debatarrangement i Berlin. Lars Trier Mogensen er taget til Berlin og skriver i de kommende dage om det nye, mobiliserende projekt. Første artikel i føljetonen ‘Varoufakis’ handler om partiet DiEM’s manifest – og de danske samarbejdspartnere, som interessant nok kommer fra Alternativet.
EU står så forpjusket og forhadt tilbage i kølvandet på gældskrisen og den kaotiske flygtningevandring, at der reelt kun er to scenarier tilbage: Enten kollapser unionsprojektet på grund af manglende legitimitet og handlingslammelse, ellers åbnes EU indefra og ud – og demokratiseres i en så voldsom grad, at vælgerne genvinder troen på fælles løsninger på de mest påtrængende, grænseoverskridende problemer. Demokrati eller død.
Sådan lyder analysen fra Europas sidste venstrefløjsaktivist med rockstjerne-aura, den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis. Og han vil hurtigt ud ad den anden vej, altså revitalisere det europæiske projekt med intet mindre end en demokratisk revolution – og dermed skabe et klart alternativ til den ny-nationale strømning.
I dag stifter Varoufakis et nyt progressivt parti, DiEM, Democracy in Europe Movement, ved et for længst udsolgt arrangement i Volksbühne i Berlin. I selskab med venstreintellektuelle som den italienske filosof Antonio Negri og kunstnere som den britiske komponist Brian Eno lanceres det helt nye parti i et ambitiøst forsøg på at binde længselspartierne fra Sydeuropa og Nordeuropa sammen – og give EU-projektet en sidste chance.
Selv er jeg nysgerrig på initiativet, og er derfor fløjet til Berlin for at følge tilblivelsen på nærmeste hold i de næste dage.
Yanis Varoufakis
Yanis Varoufakis var kortvarigt græsk finansminister – fra januar til juli 2015 – for partiet Syriza, der vandt valget på en dagsorden om at ville genforhandle Grækenlands gældssaneringsplan. Efter et stort internt partiopgør, umiddelbart efter EU-folkeafstemningen, valgte Varoufakis dog at træde ud af regeringen. Han var utilfreds med ministerkollegernes ‘overgivelse’ til det endelige kompromisforslag – og nu stifter han så sit eget tværeuropæiske parti, DiEM, Democracy in Europe Movement 2015. Varoufakis er også professor i økonomi og forfatter, senest til bogen ‘The Global Minotaur‘.
Rødt manifest
Selve lanceringen sker nu tirsdag aften i teatret på Rosa Luxemborg Plads, men forud er gået et længere og snirklet koordineringsarbejde, hvor partier, bevægelser og fritstående intellektuelle fra hele Europa har udvekslet idéer til den tekst, som de selv kalder for manifestet. Varoufakis ser projektet som en direkte modreaktion til bl.a. Storbritanniens flirt med udmeldelse.
Parolen lyder, igen og igen: Hvis EU ikke demokratiseres, går samarbejdet i opløsning. Snart. Og påstanden er ikke kun dramatisk teatertorden, da en række af de involverede politikere – med Yanis Varoufakis i spidsen – selv har oplevet, hvordan vitale beslutninger i EU enten har virket utilstrækkelige eller været opfattet som illegitime, med den græske gældssanering som det ikoniske eksempel. Påstanden er, at den økonomiske politik ikke tjener folk flest.
Ydmygelsen af Grækenland er selve afsættet – den udløsende faktor – for DiEM, også blandt de aktive fra Nordeuropa. Blandt med-initativtagerne er interessant nok det nye danske parti Alternativet, som er inviteret med til Berlin, hvor partiets EU-ordfører Rasmus Nordqvist skal tale tirsdag aften, efter en lang dag med politiske workshops, ikke helt forskellige fra de såkaldte laboratorier, som Alternativet arrangerer:
»Vi har ledt efter et internationalt forum til de idéer, vi har, om hvordan vi får den demokratisering af EU, der er så nødvendigt, hvis vi skal have et EU,« lyder det fra Nordqvist, som er spændt på at se, hvor venstreorienteret projektet er. For Alternativet er ikke traditionelt venstreorienteret, understreger han.
Europa for folket
Én af de græsrødder, som har arbejdet for at stable DiEM på benene, er Nikola Gøttsche, som studerer statskundskab ved Københavns Universitet. Han blev så fænget af Yanis Varoufakis’ pointer, at han tog direkte kontakt:
»Jeg skrev af nysgerrighed en mail til Varousfaki sidste år, med mine tanker om, hvad en ny progressiv bevægelse i Europa burde handle om – og hvad et ny politisk parti kan lære af de erfaringer, vi har gjort os med at stable Alternativet på benene,« fortæller Nikola Gøttsche, som også har været med til at organisere Alternativets opblomstring:
»Varoufakis oplevede, at den græske regering ikke kunne få sin politik gennemført, til trods for at Syriza-regeringen havde et klart folkeligt mandat ved valget sidste januar. De kunne simpelthen ikke komme igennem med deres politik, for større kræfter stod i vejen. Og i forhold til den situation har der hidtil kun været to udveje på: Enten lande, der lukker sig inde i sig selv og afviser alt fra EU som korrupt. Eller lande, som accepterer stort set alt fra Bruxelles, og siger: ’Vi har ikke noget bedre alternativ’. Jeg ser DiEM som en tredje mulighed, hvor man i stedet siger, at vi bliver fuldt i EU, men vil kæmpe benhårdt for at demokratisere samarbejdet,« fortæller Nikola Gøttsche.
Stivnet status quo
De vidtløftige paroler har dog lang vej hjem. Det nuværende EU-samarbejde med 28 vidt forskellige medlemslande har indlysende svært ved at træffe beslutninger, og hvis man oven heri lægger f.eks. forslaget fra Yanis Varoufakis & co. om at live-streame alle typer af møder på nettet, ja, så kræver det ingen doktorgrad at gennemskue, at beslutningsprocesserne vil risikere at kortslutte totalt. Alene derfor er den konventionelle modreaktion til DiEM og ligesindede, at projektet er både naivt og virkelighedsfjernt.
Blandt de nye netværksaktivister er holdningen imidlertid stik modsat: »Vi er nu en situation i forhold til klimakrisen, flygtningesituationen og politikerleden, hvor det allermest naive vil være at tro, at tingenes tilstand bare kan fortsætte uændret. Måske er det ikke DiEM, der udløser forandringen? Ok. Men det er bundnaivt at tro, at status quo kan fortsætte meget længere,« siger Nikola Gøttsche, som understreger, at de er tiltrængt med et parti, der rækker udover landegrænser og tør gå nye veje: »Den vigtigste skillelinje i politik i dag er ikke længere så meget højre eller venstre, men snarere de systemkritiske partier over for de systembevarende partier«.
Volksbühne, Berlin
Tyskland og Grækenland udgør den kritiske akse i europæisk økonomisk politik, og derfor er det langt fra tilfældigt, at grækeren Yanis Varoufakis har valgt at lancere sit nye parti midt i Berlin.
Risiko for centralisme
Kritikerne står dog parat. Medlem af Europa-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, deler de overordnede ambitioner om at demokratisere EU-samarbejdet, men tvivler stærkt på, at gnisten til forandring vil komme fra DiEM:
»DiEM er et utroligt spændende initiativ, som jeg ser som en mulig alliancepartner. Men vi mangler jo endnu at se, hvad de konkret har at tilbyde. Det største problem er, at flere og flere beslutninger flyttes væk fra borgerne, og jeg kan være bekymret for, at man kommer endnu længere væk fra borgerne, når man kommer med et pan-europæisk, føderalistisk projekt – eller hvad DiEM nu kalder det. Jeg har svært ved at se, hvordan øget centralisering skal kunne løse noget som helst,« siger Rina Ronja Kari.
Ingen fra venstrefløjen vil åbent indrømme irritationen over, at det er Alternativet, som repræsenterer Danmark ved lanceringen af DiEM. Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen fremhæver i stedet et andet initiativ, som en række etablerede venstrefløjspartier i Europa er i gang med at etablere, nemlig det såkaldte ‘Plan B’, hvor bl.a. spanske Podemos og tyske Die Linke medvirker:
»Vi har folk med fra 25 lande, og jeg er selv begejstret for, at der er en voksende erkendelse af, at det nuværende EU-system trækker en højreorienteret politik ned over hovedet på befolkninger, som hellere vil have en socialt afbalanceret og grøn politik,« siger Villumsen, som håber på et tæt samarbejde mellem DiEM og Plan B.
Det nye netværk
Mange har forsøgt sig med næsten enslydende slogans om demokratisering og medborgerskab før. De kommende dage og uger vil vise, om Yanis Varoufakis – som tydeligvis har et stort publikum blandt universitetsstuderende i bl.a. Storbritannien og Tyskland – har tilstrækkelig meget gennemslagskraft til at kunne skubbe lanceringsfesten videre, og rent faktisk sætte gang i en bevægelse, som vil slå rødder i de enkelte lande og mobilisere folk.
Han står i hvert fald ikke længere alene på den internationale scene: Den demokratiske socialist Bernie Sanders virker således til at kunne vinde det demokratiske primærvalg i New Hampshire i USA. Og hvem ved? Måske er det netop nye politikere partidannelser som Alternativet i Danmark, DiEM i Europa og Bernie Sanders i USA, der kan og vil udløse et nyt folkeligt engagement? Jeg glæder mig til at møde Varoufakis…
Mere om Varoufakis og DiEM
Nikola Gøttsche fortælle om sit engagement i DiEM i Det Røde Felt på Radio24Syv:
Yanis Varoufakis i samtale med den britiske journalist Paul Mason. Se her en tankevækkende og dybdegående samtale mellem Yanis Varoufakis og den britiske redaktør Paul Mason, der selv hører til blandt de mest kyndige iagttagere af social mobilisering i Europa og resten af verden. Samtalen har det pudsige for sig, at den EU-kritiske Mason skuffes, da Varoufakis argumenterer for at Storbritanien skal blive i EU.