Syv tegn på en ny fløjlsrevolution

Frontfiguren

Ingen sparer på de retoriske virkemidler her i aften. Heldigvis lyder ordstrømmen ikke som fodformet revolutionsromantik, snarere som rebelsk futurisme: Yanis Varoufakis sammenligner sit nye projekt DiEM, Democracy in Europe Movement, med en opgradering af fløjlsrevolutionen i 1989: »Europa står over for et kollaps ligesom Sovjetunionen, hvis EU-samarbejdet ikke demokratiseres nede fra og op. EU er også blevet centraliseret planøkonomi, der ikke er lydhør over for borgernes krav«.

Ved pressemødet forinden giver Yanis Varoufakis en ekstra forklaring på, hvorfor DiEM lanceres i netop Berlin: »Vi har valgt netop Berlin, fordi intet kan forandres i en progressiv retning i Europa uden fuld deltagelse af Tyskland,« siger Varoufakis, som selv oplevede at blive knust under presset fra den tyske regering under magtkampen om Grækenlands gældsplan sidste sommer.

Han er karismatisk, selvsikker og radikal i sin retorik. Yanis Varoufakis udstråler en politisk x-faktor-elektricitet, der har potentialet til at fænge bredt an, og sætter samtidig ansigt på det sociale sammenbrud, som har hærget Sydeuropa siden finanskrakket i 2008: »Vi risikerer at vende tilbage til 1930’ernes anti-demokrati, blot i en postmoderne form. Men ingen skal kunne komme om 20 år og spørge os, hvad vi gjorde ved højrefløjens fremmarch i 2016, og vi så må stå tavse. Derfor starter demokratiseringen af EU nu«.

Husmusikeren

Ingen formår at rodfæste den nye partibevægelse DiEM mere vibrerende i Berlin end den britiske komponist Brian Eno, som samtidig smyger coolness og historisk rytme med ind i seancen: »Sidste gang jeg var her i Berlin, som andet end turist, var for 25 år siden, hvor jeg var producer på U2’s ‘Achtung Baby’. De havde brug for et kunstnerisk brud, og forsøgte at gå nye veje, og det lykkedes over al forventning,« fortæller Brian Eno. »Is it getting better? Or do you feel the same?«.

Erfarent fortsætter Eno: »Forrige gang var vel 13 år tidligere? Dengang jeg og David Bowie indspillede ‘Heroes’, i det samme studio faktisk. Og sangen ‘Heroes’ er for mig blevet selve Berlin-sangen. Det var også en hyldest til en anden og smukkere fremtid, og blev også skabt i et forsøg på at skabe et kunstnerisk opbrud. Og dét er præcis det samme med DiEM. Europa bliver presset fremad i en retning, som jeg ikke kender nogen, der egentlig ønsker,« siger 67-årige Brian Eno. »We can be Heroes / Just for one day«.

Ja, så enkelt kan en ny bevægelse få tilkoblet et helt soundtrack af rebelsk forandringskraft. Brian Eno har selvfølgelig også komponeret lydbilledet til aftenens debatarrangement.

Frihedshelten

På et direkte video-link troner den eftersøgte bagmand bag WikiLeaks, Julian Assange, pludseligt frem på en storskærm – fra Equadors ambassade i London, hvor han har siddet siden 2012; en indespærring som FN’s panel for vilkårlige tilbageholdelse forleden dømte til at være i strid med internationale regler.

Julian Assange står – sammen med Edward Snowden og Chelsea Manning – som tidens største frihedshelte. De tre cyber-rebeller har ofret deres egen frihed for at skabe større åbenhed og gennemsigtighed om de vigtigste beslutninger på globalt plan. Konkret ved at afsløre tophemmelige oplysninger om ulovlige og kontroversielle operationer. Mange i Volksbühne-salen drømmer om, at det nøjagtig samme snart sker med EU-systemet: At de mørklagte forhandlinger, ikke mindst i Eurogruppen, blottes brutalt og totalt.

Assange tilslutter sig DiEM, fordi han også ser et akut behov for en demokratisering af verdens største økonomi, EU. Her i aften slår Assange imidlertid et nyt, overraskende tema an: Rygterne om invasionsplaner i Nordafrika, hvor Italien og Storbritannien menes at overveje at ville indtage kystområder i Libyen for at bremse flygtningestrømmen.

Assange stiller et enkelt spørgsmål, som ingen rigtig synes parat til at svare på: »Hvorfor diskuterer vi ikke europæisk udenrigspolitik? Hvorfor diskuterer vi ikke, hvad Italien og Storbritannien pønser på?«. Indholdet i WikiLeaks-afsløringerne er i det hele taget så omvæltende, at de kortslutter enhver normal politisk samtale. Således også i Berlin, hvor Assanges science fiction-dommedagsscenarier skiller sig ud blandt ellers ganske tungsindige samtidsfortællinger.

Pop-guruen

Science fiction? Nej, det kan da trumfes. Hvad med: paranoid science fiction? Ja, der kom også endnu mere supersyrede indslag. Blandt talerne på scenen er der i udgangspunktet en overvægt af vesteuropæere. Yanis Varoufakis faste makker, den 32-årige kroatiske filosof Srećko Horvat, er naturligvis med. Men den tidens mest markante og nok også mest intellektuelt krævende samfundtænker er også med – som en overraskelse. Slagsiden mod vest udlignes således straks, da den slovenske superstjerne-filosof Slavoj Žižek toner frem med sin karakteristiske læspen og begejstringsspasmer.

Han beskriver frembruddet af DiEM som en åbningsscene i en science fiction-film, hvor alt pludselig bryder sammen, fordi én person kommer til at trykke på en forkert knap på en robot. Den 66-årige Žižek håber, at DiEM vil kunne skabe lignende kortslutninger i EU-systemet; at kravet om total gennemsigtighed vil sprænge den neo-liberale økonomiske doktrin i EU:

»Jeg støtter DiEM fuldstændigt – af to årsager. For det første ved vi fra Syrizas fiasko i Grækenland, at hvert enkelt land i Europa ikke kan klare borgernes problemer på egen hånd. Vi har derfor brug for en paneuropæisk bevægelse. I flere lande er der ellers lige nu opstået en form for ny-socialdemokratisk idé om, at vi kan vende tilbage til en stærkere nationalstat, der skal kunne håndhæve egne regler. Men dét er en illusion. For Syriza afslørede, at dét er umuligt. Den anden grund til at jeg støtter DiEM er, at bevægelsen ikke er fanget i venstrefløjens sædvanlige svøbe – hvor man drømmende fabler om en eller anden skelsættende begivenhed, der pludselig skal ændre alt til det bedre. Nej, vores eneste håb er små konkrete skridt,« siger Slavoj Žižek, som tidligere er blevet kaldt for ‘kulturteoriens Elvis’.

Bydronningen

Den folkelige mobilisering, som Yanis Varoufakis og DiEM appellerer til, er langt fra kun en dagdrøm. Vælgeroprøret sker allerede, konkret og nede på jorden. De nye længselspartier pibler frem. Den mest succesfulde folkeoprører på den europæiske scene er lige nu Barcelonas borgmester, 41-årige Ada Colau – og hun er her derfor, selvfølgelig, også til at lancere den nye demokratibevægelse. Hun fører an i en nyt netværk af, hvad de selv kalder for ‘rebelbyer’, som forsøger at række ud over nationalstaten som rammen for politik.

Ada Colau vandt borgmestervalget i Barcelona sidste sommer på et radikalt program om dels at stoppe privatiseringsbølgen og dels at sikre husly til de stadigt flere spaniere, som smides ud af deres hjem på grund af ubetalelig gæld. Hun begejstrer berliner-publikummet med enkle slaglinjer: »Jeg skammer mig over at se hundredvis af mænd og kvinder, piger og drenge, der drukner ved strandene på Lesbos. Som europæere skammer vi os også over at se afrikanske medborgere dø i pigtråden i Melilla,« siger Ada Colau – og trumfer med at kalde den økonomiske politik, som påtvinges de sydeuropæiske EU-lande, for en form for statskup. Yanis Varoufakis smiler og klapper.

Gadesælgeren

Europæisk samarbejde lider under ét grundvilkår, som det bureaukratiske Babelstårn i Bruxelles ikke har kunnet bulldoze: sprogforvirringen! Engelsk er oplagt det sprog, som flest kan tale sammen på, men ikke alle. Det virker forstyrrende, men nødvendigt, at spydspidsen fra det spanske Podemos-bevægelse Miguel Urbán Crespo konstant må lade sig afbryde af en oversætter. Sådan er det jo. Med intens lidenskab forsøger han ellers at råbe liv i publikum i Volksbühne. Miguel Urbán Crespo: »Når vores parlamenter er blevet forvandlet til teatre, må vi omdanne vores teatre til folkets nye samlingssteder,« brøler han – og afbrydes af grin fra salen. Miguel Urbán Crespo er tydeligvis vandt til at tale i megafon.

Ved valget i Spanien i december fik Podemos 20,7% af stemmerne, og repræsenterer sammen med Syriza i Grækenland og 5-stjernebevægelsen i Italien som selve det næringslag, som DiEM håber og tror at kunne trække livskraft fra. Fra Danmark medvirker Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Partisoldaten

Retfærdigvis må listen over de syv typer, der peger mod en ny fløjlsrevolution, slutte med Katja Kipping, formanden for Die Linke. Sammen med en række andre kvinder, heriblandt Caroline Lucas fra De Grønne i Storbritannien og den uafhængige Nessa Childers fra Irland, viser hun aftenen igennem, at der rent faktisk eksisterer et alternativt græsrods-Europa, der er lige så langt væk fra det gamle DDR-system, som det i dag står i skarp opposition til de nye autoritære strømninger i Østeuropa, ikke mindst i Ungarn, hvor de formelle demokratiske rettigheder rulles tilbage. Uden reelle modreaktioner.

Her blot en generation efter Berlinmurens fald er demokratiet i Europa vitterligt på retur. Men Die Linke er kommet videre. Langt videre. Og DiEM kommer også til at få brug for mere etablerede partier, hvis de vidtløftige paroler skal veksles til handling. Hos Katja Kipping og de andre håbefulde DiEM-støtter fornemmer jeg en jernvilje til at holde fast i‚ ja, udvide og udbrede, netop de basale frihedsidealer om åbenhed og medbestemmelse, som forenede Berlin og Tyskland.