Populisme er ikke for børn

Grå hår er ikke længere et tegn på politisk udløbsdato. Sådan fremstår det i hvert fald ikke, når den 74-årige Bernie Sanders buldrer igennem tv-skærmene i USA, og heller ikke her i Berlin, hvor en betydelig del af de fremmødte til laceringen af den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis nye paneuropæiske venstrefløjs- og demokratibevægelse DiEM, kan beskrives kærligt som en del af ’sølvhjelme’-hæren. De store efterkrigsgenerationer, også kendt som ’baby-boomerne’, har god tid nu, og de ser ud til at ville bruge den på politisk mobilisering: Bedsteforældrene er på vej med et renæssance-ungdomsoprør. Og deres erfaring synes tiltrængt.

For det er lang tid siden, at venstreintellektuelle har formået at formulere paroler, som er fænget an i gaden. Ingen i mands minde kan huske, hvornår progressive typer sidst har sat en vedholdende dagsorden i mainstream-medierne. Blandt initiativtagerne til DiEM (Democracy in Europa Movement), fornemmes også en udbredt ængstelighed ved udsigterne til at at trænge bredere igennem med budskabet om en radikal demokratisering af EU, der kan bane vej for en ny, mere socialt afbalanceret og grønnere økonomisk politik.

»Hvis vi ikke får fat direkte i de mennesker, som er ramt af krisen, men i dag sidder og dulmer deres utryghed med reality-tv, så vil vi fejle. Hvis de ikke engagerer sig, vil intet rykke. Uanset hvad vi så ellers måtte finde på af forslag,« siger frontfiguren Yanis Varoufakis.

Inspiration fra USA

Her i Berlin, hvor hundredvis af aktivister, partifolk og græsrødder er mødtes for at sætte gang i denne nye anti-nationalisme-bevægelse, sniger en stemning af deja vu sig allerede frem. Hele tirsdag sad de håbefulde idealister sammen til timelange møder, workshops og diskussioner, og endnu er der ingen, som kan svare klart på, hvad en konkrete ambition er med DiEM: Er det et nyt tværeuropæisk parti, der f.eks. vil stille op til næste Europa-parlamentsvalg? Er det en paraply-organisation for eksisterende bevægelser og partier? Eller noget helt ny i egen ret?

Det virker fascinerende og besnærende enkelt, når Donald Trump lover de jublende folkemasser, at han vil gøre Amerika til en stormagt igen. Hvordan? Ja, bare ved at være ham – og tro skamløst på egne lederevner. Eller når den demokratiske socialist Bernie Sanders lover de begejstrede unge i USA, at de vil få gratis universitetsuddannelse fremover – selv om en amerikansk præsident reelt kun kan nedlægge veto for indenrigspolitiske beslutninger. For hvor mange af Senatets medlemmer er egentlig med på Sanders plan? Ja, foreløbigt kun ham selv: 1 ud af 100. Alligevel triumferer de to outsider-politikere i USA lige nu, hvor længslen efter storladne idéer og et opgør med status quo har kronede dage.

Selv om Bernie Sanders program ikke kan siges at være blot antydningsvist venstreorienteret i en europæisk forstand, er han ved at vokse frem som et forbillede. At kunne mobilisere tusindvis til valgmøder, trænge igennem mediestøjen med markante sociale budskaber og derved tvinge forhåndsfavoritten, den den socialkonservative Hillary Clinton, til at træde skarpere i karakter er en bedrift, som beundres blandt de forsamlede europæiske græsrødder.

For meget snak

At trænge igennem i den brede offentlighed er vanskeligere end at formulere endnu et manifest. Yanis Varoufakis forsøger sig dog med et formildende, afvæbnende og humoristisk indspark: »Måske havde Oscar Wilde ret: Socialisme kommer aldrig til at virke, for vores møder er alt for lange,« siger Varoufakis, som bestemt ikke selv kan beskyldes for at være ordknap.

Formuleringen er sjov, fordi den er sand. Selv DiEM-manifestet, som ellers er tænkt som den mest enkle præsentation, er nemlig ganske krævende læsning, og en tekst, som det kræver tid og koncentration at forstå. Pointerne er ellers umisforståelige, for den i forvejen politisk interesserede:

»Et skyldigt bedrag ligger i hjertet af vores disintegrerende EU: Den højpolitiserede og uigennemsigtige top-down-beslutningsproces præsenteres som ’apolitisk’, ’teknisk’, ’proceduremæssig’ og ’neutral’. Formålet er at forhindre europæerne i at udøve demokratisk kontrol med deres egne penge, finanssystem, arbejdsvilkår og miljøet. Prisen for bedraget er ikke kun demokratiets opløsning, men også en dum økonomisk politik,« hedder det lettere bombastisk.

For Yanis Varoufakis er ambitionen med DiEM, Democracy in Europa Movement, at skabe em bevægelse, der kan gå op imod både højrepopulisterne, der vinder frem overalt, og de resignerende socialdemokrater, der er begyndt at vende EU-samarbejdet ryggen. De hedder videre i manifestet:

»Krisen i Europa har fået folk til at vende sig væk fra hinanden og forstærket både chauvinismen og fremmedhadet. Der sker en privatisering af angsten, frygten for ’den anden’ – og den begyndende re-nationalisering af politiske initiativer truer med med at skabe en giftig opløsning af fælles interesser. Europas ynkelige reaktioner fra bank- og gældskrisen over flygtningekrisen til behov for en sammenhængende sikkerhedspolitik, viser desværre, hvad der sker, når solidaritet mister sin betydning«.

Vådeskud fra venner

Populærmedierne på tværs af Europa står ikke ligefrem i kø for at citere sådanne formuleringer, men gennemslagskraften udadtil er også kun én, ganske vist altafgørende, faktor. Inden en ny bevægelse som DiEM overhovedet når frem dertil, skal folkene bag først kæmpe sig frem gennem den kritik, der som en pavlovsk refleks straks kommer fra ligesindede. SF’s medlem af Europaparlamentet, Margrete Auken, er ikke imponeret af det nye intiativ:

»Selvfølgelig er der mange gode takter i manifestet, men der en uskøn blanding af Enhedslisten og Alternativet,« siger 71-årige Margrete Auken:

»Forstået på den måde, at DiEM dels taler som Enhedslisten om, at alt skal renationaliseres og foregår lokalt, ja, næsten helt ned på byrådsniveau, hvor man mener, at der skulle være større folkelig deltagelse, og dels Alternativets meget charmerende forestilling om, at alle mennesker så vil være søde, gode og tænke på det fælles bedste. Her vil jeg snarere sige som Jesus: Vi skal være milde som duer, men også listige som slanger,« siger Margrete Auken.

»DiEM’s største kortslutning er, at de påstår, at alt i EU er lavet af udemokratiske bureaukrater og luskede lobbyister. Og dét er simpelthen forkert. Det er finansministre fra de enkelte lande – og dermed med demokratisk legitimitet – der har truffet beslutninger, som også jeg er dybt uenig med. Men det er noget vrøvl at påstå, der er uden demokratisk legitimitet. Hvis de grænseoverskridende problemer i Europa skal løses, så hjælper det ikke noget at sprænge alt i stumper og stykker, som DiEM lægger op til, nej, så kræver det snarere, at folk vælger nogle andre politikere til at kæmpe for deres sag«.

Reformisme på retur

Ved åbningsarrangementet på Volksbühne i Berlin, lige rundt om hjørnet fra Alexanderplatz med det ikoniske tv-tårn, er der også mødt moderate kritikere op. Den mest direkte og samtidig mest eftertænksomme er den 74-årige socialdemokrat Gesine Schwan, som på mange måder skiller sig ud fra mængden: Hun var den eneste tyske politiker i Bundestag, som forsøgte at blødgøre kansler Angela Merkel i magtspillet med Grækenland. Hun tog kontakt til Yanis Varoufakis, og forsøgte bag korridorerne at skabe en alliance, der skulle få de tyske socialdemokrater til at forstå, at sparekursen over for grækerne var i strid med både Tysklands langsigtede interesser og socialdemokratiske værdier. Men lige lidt hjalp det.

Gesine Schwan er så meget socialdemokrat, at hun ikke vil gå med i DiEM, men hun vil gerne hjælpe dem med et erfarent råd: »Os fra de etablerede partier har brug for progressive bevægelser som DiEm. For hvis ingen presser politikerne og holder os fast på vores grundlæggende principper og idealer, ja, så vil der aldrig ske fremskridt for almindelige mennesker. Så misforstå mig ikke: Sådan nogle reformister som mig har brug for radikale bevægelser,« siger Gesine Schwan, og slår pludselig om i en næsten hillary-clintonsk tone: »Radikale bevægelser har også brug for lidt realisme og pragmatik, hvis ordene skal veksles til handling«.

Det klassiske opgør mellem reformister og revolutionære kan begynde forfra. De store, brede vælgergrupper synes på den ene side at være trætte af grå, teknokratisk leverpostejspolitik, og på den anden side er det svært at få øje på, hvad de mere opflammende, lidenskabelige agitatorer som Yanis Varoufakis og Bernie Sanders får ændret i hverdagen. Men der er ikke desto mindre grøde i jordbunden. DiEM og de andre europæiske ildsjæle kan finde god inspiration på den anden side af Atlanterhavet, hvor den 74-årige Bernie Sanders har skabt næsten endnu større forandringshåb, end Barack Obama gjorde tilbage i 2008. Se denne Bernie-reklamevideo, som vækker mindelse om John Lennons ‘Imagine’:

https://www.youtube.com/watch?v=ptJf3ju3X1g