Nyhedsanalysen
Efter Scalia
Efter Scalia
Lørdag døde den længst siddende amerikanske højesteretsdommer nogensinde, den konservative Antonin Scalia. Han var ikke blot stærkt konservativ, men også tungen på vægtskålen i den magtfulde amerikanske højesteret. Uden Scalia er der fire liberale og fire konservative højesteretsdommere tilbage, og den niende dommer, som Barack Obama principielt har retten til at udpege, kan tippe balancen fra konservativ til liberal. Scenen er sat for et stort politiske slagsmål.
Hvad skete der?
Lørdag døde den længst siddende amerikanske højesteretsdommer, den konservative Antonin Scalia. Han var ikke blot stærkt konservativ, men også tungen på vægtskålen i den magtfulde amerikanske højesteret.
Uden Scalia er der fire liberale og fire konservative højesteretsdommere tilbage, og den niende dommer, som Barack Obama principielt har retten til at udpege, kan tippe balancen fra konservativ til liberal. Scenen er sat for et stort politiske slagsmål.
Hvad sagde de?
Valget af højesteretdommer er af allerstørste betydning. Der er en forfatningsmæssighed træghed i det amerikanske system. Det er den træghed der gør, at forskellen på en præsident Donald Trump og en præsident Bernie Sanders ikke er så stor, som man kunne frygte.
Højesteretten har i de senere år blandt andet haft mulighed for at stoppe Obamacare (hvilket den ikke gjorde) og for at give homoseksuelle ret til ægteskab (hvilket den gjorde). Til republikanernes store skuffelse var den ellers konservative højesteretsdommer John Roberts med til at sikre Obamacare – Roberts blev udnævnt af George W. Bush i 2005.
Det var Antonin Scalia der i 2000 afgjorde, at netop George W. Bush blev præsident – og ikke vicepræsident Al Gore, der havde bedt højesteret om at vurdere den dubiøse valghandling i Florida. Da Scalia nogle år senere blev spurgt til afgørelsen, kiggede han træt på journalisten og sluttede samtalen med ordene: »Get over it«.
Hvad nu?
Aaron Sorkin kunne ikke have skrevet et bedre manuskript til Præsidentens mænd end det drama, der nu kommer til at udspille sig i Washington. Scalias overraskende død finder sted midt i det amerikanske primærvalg, og situationen kunne ikke være mere betændt. De republikanske præsidentkandidater skyndte sig lørdag til Twitter og bekendtgjorde, at det burde være den næste amerikanske præsident, ikke Barack Obama, der skulle udpege Scalias efterfølger. Det ignorerede Obama diskret, da han senere fra en talerstol sagde, at han vil udnævne en efterfølger, »når tiden er inde«.
Uanset hvad ender det hele i et sammenbrud. Obama har retten til at nominere en højesteretsdommer, men dommeren skal bekræftes i Senatet. Republikanerne har siden lørdag stået i kø for at love, at de vil blokere et hvilket som helst forslag fra den siddende præsident. Obama vil formenlig udpege en kandidat, som selv republikanerne ikke kan sige nej til – i hvert fald ikke uden at fremstå trodsig og på tværs. Det kunne eksempelvis være Sri Srinivasan, der allerede er kommet gennem et lignende nåleøje med republikansk støtte.
På spørgsmålet, om republikanerne virkeligt kan blokere udnævnelsen af en højesteretsdommer i et helt år, lyder det korte svar: Det er ikke sikkert, men det er meget muligt.