TOPSHOT - Fourteen-year-old supporters Kaylie Kilpatrick (C) and her friend James Hanna (L) pose dress like Republican presidential candidate Donald Trump during a campaign rally in Sumter, South Carolina, February 17, 2016. / AFP / JIM WATSON
Det tunge artilleri trækkes nu frem før primærvalget i South Carolina i morgen: Selveste pave Frans er gået til angreb på Donald Trump for at være »ikke-kristen«. Præsident Obama angriber også for første gang i valgkampen. Men lige lidt hjælper det. De to politiske outsidere, Trump og Sanders, har tilsyneladende udløst langt stærkere kræfter, end etablissementet nu synes at kunne inddæmme igen. Og tankevækkende nok er det et stykke hen ad vejen de præcis samme faktorer, der gør netop Trump og Sanders populære i Amerika.
»Kandidaten afskrives som en politisk outsider af alle kloge-Åger’erne. Han har fanget vælgernes vrede og leverer et populistisk budskab,« siger Mika Brzezinski og fortsætter sin beskrivelse af topkandidaten, der har overrasket alt og alle: »Han vil give alle borgere i Amerika adgang til sundhedsbehandling, og han mener, at de rigeste investorer fra hedgefonde skal betale mere i skat. Og han trækker tusindvis af mennesker til sine valgmøder, hvor han har formået at engagere nye vælgere i den politiske proces. Og han er ikke i lommen på de store donorer«.
Hvem er denne revolutionære skikkelse? »Hvem er det, jeg beskriver,« spørger tv-værten Mika Brzezinski direkte til multimilliærden Donald Trump, som fører i republikanernes kapløb om at blive præsidentkandidat, her inden morgendagens afgørende primærvalg i South Carolina: »Du beskriver Donald Trump,« siger Donald Trump selv. Men nej: »I virkeligheden beskriver jeg Bernie Sanders,« svarer den snu Brzezinski, og hun formår dermed på overrumplende enkel vis at udstille, hvordan de to umiddelbare modstandere, ’højrefløjs-hadprædikanten’ Donald Trump og ’landsforræder-socialisten’ Bernie Sanders, bæres frem af en folkelig understrøm med sammenlignelige drivkræfter.
Selv om de to kandidater er dybt uenige punkt for punkt – og i praktisk politik næppe ville stemme ens i nogen vigtige spørgsmål – har de hver især udfoldet en mobiliserende og opildnende attitude, som rækker udover både den amerikanske valgkamp i almindelighed og i særdeleshed morgendagens to valg, Republikanernes mudderkamp i South Carolina og Demokraternes mere civiliserede duel i Nevada. Her følger de tre vigtigste ligheder mellem det historisk umage modstander-par, Donald Trump og Bernie Sanders, som til sammen tegner et opsigtsvækkende mønster i moderne politik.
Vreden er vindersagen
Almindelig politisk logik tilsiger, at topkandidater skal være mere fornuftige end følelsesladede; mere optimistiske end pessimistiske. Men den almindelige logik er kørt i grøften for længst: Hverken Donald Trump eller Bernie Sanders repræsenterer mere af det sædvanlige politiker-snik-snak. Tværtimod virker de begge oprigtigt vrede over en skævvredet samfundsudvikling, der har gjort livet stadig mere utrygt for en voksende del af den amerikanske befolkning. Og dét siger de hjertens gerne til både vælgere og journalister. Netop vreden er deres væsentligste fællesnævner, og i en opbrudstid, hvor op mod to tredjedel af vælgerne beskriver sig selv som utilfredse med tingenes tilstand, er den største overraskelse i virkeligheden, at alle de andre kandidater ikke også appellerer til misnøjen.
Trump og Sanders har sat en ny arrig under-, over- og hyletone, som uundgåeligt vil sprede sig til andre vestlige lande i de kommende år. For vælgerne er tydeligvis ikke bange for det skingre, aggressive og ubehagelige. Hvad der ellers let kunne afskrives som opstød fra to sure gamle mænd, har i stedet vist sig at virke forløsende på udslagsgivende vælgergrupper. Stifteren af det nye europæiske parti, DiEM, den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, forklarer også Trumps triumf med netop vreden.
Sanders erkender gerne selv et slægtsskab med Trump, i hvert fald når det kommer til vreden: »Mange af Donald Trumps vælgere er vrede. Det er folk, der må arbejde flere timer til lavere løn. Det er folk, som er rigtigt bekymrede for, hvad der skal ske med deres børn,« siger Bernie Sanders og sætter trumf på Trump: »Men jeg mener, at de er forført af hans falske budskab om, at vi vil klare os bedre, hvis vi holder muslimer ude af landet og tryner latinoer og mexicanere. Det er falske løsninger«. Uenigheden til trods, den første lærestreg fra årets amerikanske valgkamp er: Den vredeste kandidat vil vinde.
Færdige med frihandel
Siden Berlinmurens fald i 1989 har verden været være domineret af en såkaldt ‘Washington-konsensus’ – med begejstret tro på frihandel, global kapitalisme og grænseoverskridende konkurrence. I kroner og ører har perioden bestemt været præget af en sand velstandseksplosion. Fattigdommen er således faldet i verden – som helhed. Men stigningen er sket i Kina og andre vækstlande. »Made in the USA« er på retur, og en ny, mere materialistisk patriotisme er nu pludselig på vej frem. Lad os bare kalde strømningen for gammeldags protektionisme.
Den skævt fordelte velstandsstigning, som er fulgt i kølvandet på den globale handel, har langt fra spredt sig jævnt i det amerikanske samfund – og utilfredsheden pibler frem, anført af både Trump og Sanders, som hver især tordner mod konsekvenserne af frihandelsaftalerne. Selv om amerikanske firmaer skaber nye job i millionvis hver måned, falder gennemsnitslønnen, og her tilbyder Trump og Sanders et på mange måder enslydende enkelt modsvar: Arbejdspladserne skal tvinges hjem til Amerika igen.
Mens Sanders er gået længere ud på venstrefløjen end tidligere set så langt inde i primærvalgkampen med sin principielle modstand mod frihandelsaftaler, der sænker løn- og miljøstandarder, har Trump gennemført noget nær en pladsrevolution indefra i den republikanske partidebat: Donald Trump anerkender med fuld musik, at frihandel ikke gavner den amerikanske arbejder, og at han derfor vil annullere de dårlige handelsaftaler, som Wall Street-donorerne har betalt politikerne i Washington D.C. for at underskrive, og i stedet tromle Kina og Mexico.
Ideologisk set er det ekstremt opsigtsvækkende, at den mest sandsynlige republikanske præsidentkandidat er enig med Sanders i kritikken af global kapitalisme, ja, Donald Trump går faktisk skridtet videre og hævder, at han er den eneste, der kan stoppe den uhellige alliance mellem Wall Street og Washington D.C. Ifølge den franske super-økonom Thomas Piketty fremhæver dog, at Bernie Sanders har den langt mest vidtgående kurs. Den anden lærestreg fra kampagnesporet er under alle omstændigheder, at den mest protektionistiske kandidat vil vinde.
Bramfrihed fra byen
Umiddelbart kan det virke som en kombination af en tilfældighed og et overfladefænomen, men at Bernie Sanders og Donald Trumps har fælles hjemby, New York, nærmere bestemt de to bydele Brooklyn og Queens, rummer endnu en forklaringsnøgle til de to hovedrolleindehavere i årets amerikanske præsidentvalgkamp. Under normale omstændigheder ville det være helt utænkeligt, at en new yorker – som gennemsnitligt er markant mere liberal, individualistisk, sekulær og værdimoderne end det store flertal i de øvrige mere bondske delstater – ville kunne blive valgt som USA’s præsident. Det er ikke sket siden 1941. Og at begge kandidater fra de to konkurrerende partier skulle kunne ende med at være fra New York, ja, dét er der absolut ingen, som havde troet for blot få måneder siden.
Valgkampagnen har imidlertid vist, at deres fælles barndomstråd tilbage til New York hverken er tilfældig eller overfladisk. Trump og Sanders appellerer bredt, fordi de er new yorkere. Forklaring? Lad os kalde det for ‘no-bullshit’-faktoren. Hvad andre amerikanere normalt opfatter som en ubehøvlet og uopdragen attitude, elsker stadigt flere vælgere hos denne nye politikertyper. Både Trump og Sanders gør en dyd ud af »telling it like it is«, som deres selvsikre form for ærlig bramfrihed kaldes; lidt ligesom taxachauffører i New York, der siger, hvad de tænker – råt for usødet. Sådan fremstiller Trump og Sanders i hvert sig selv, og sådan opfattes de blandt vælgere uden for mega-storbyen. Med den tidligere New York-borgmester – og endnu rigere mange-milliardær – Mike Bloomberg i kulissen som en mulig tredje, uafhængig og midtersøgende kandidat kan præsidentvalget til november ende som et trekantsdrama mellem tre fundamentalt forskellige new yorkere.
Den tredje lærestreg fra årets amerikanske valgkamp er: Den mest bramfrie kandidat vil vinde. Hør her, hvordan New York-dialekten er blevet et trumfkort i en video fra det glimrende netmagasin Vox.com: