Velkommen til de arbejdende fattige

Fænomenet har endnu ikke fået en mundret dansk betegnelse og opfattes fortsat som en fjern tilstand ovre i Amerika, men gruppen er på vej hertil: ‘Working poors’, altså fuldtidsarbejdende fattige, har i de senere år gjort deres hurtige indtog i Europa. I Tyskland vurderes op mod 10% af folk i fuldtidsarbejde i dag at leve under fattigdomsgrænsen – og ikke på grund af høje omkostninger til bl.a. bolig, men alene på grund af de lave og faldende lønninger. Og den officielle mindsteløn er sågar blevet hævet med et lovindgreb i Bundestag til nu kr. 63,- i timen.

Beskæftigelsen er steget, men underklassen af usikre og kortuddannede voksne, som må arbejde til lønninger under studenterniveau – og som engang i svundne tider blev kaldt for ‘Lumpenproletariatet’ – er samtidig vendt tilbage til et nyt Europa, hvor de nederste lag på arbejdsmarkedet nu ikke længere oplever større tryghed end i USA. Og mønsteret fra Amerika, hvor de lavest lønnede frygter yderligere løndumping fra mexicanske og latinamerikanske gæstearbejdere, udspiller sig også nu i Europa. Her i Danmark frygter hver anden medlem af 3F, fagforeningen for de kortest uddannede, at flygtninge vil tage deres job.

Dilemmaet trænger sig på i de trepartsforhandlinger, som netop er blevet indledt mellem V-regeringen og arbejdsmarkedets parter: Vil nye former for introløn til flygtninge være et første skridt mod et dansk lavtlønsmarked, hvor vi snart vil se arbejdende fattige, eller er der snarere tale om et afbalancert initiativ, som vil give herboende asylansøgere bedre fremtidsmuligheder?

Flygtninge i job

De historiske trepartsforhandlinger, som nu er blevet genoptaget efter SR-regeringens fiasko i 2012, sker på et bagtæppe af ængstelighed blandt de lavest lønnede – ikke mindst fordi selve formålet er at bringe asylansøgere hurtigt ind på arbejdsmarkedet. Udgangspunktet er dog, at flygtninge har ekstremt svært ved at få job i dagens Danmark. I kommissoriet heddet det direkte: »Det er slet ikke godt nok, at kun 3 ud af 10 flygtninge er i arbejde. Vi må stræbe efter, at mange flere nye flygtninge får et job. Det er regeringens sigtelinje, at hver anden flygtning kommer i arbejde«.

Venstre-regeringen erkender, at den hidtidige integrationsindsats har slået fejl, og man derfor nu er nødt til at gå nye veje. Så selv om Venstre tidligere var imod, at flygtninge måtte bevæge sig frit uden for asylcentrene, har statsminister Lars Løkke Rasmussen nu lanceret et projekt, der både kan vise sig at blive det vigtigste i 2016, og som kan skabe hidtil uset splid internt mellem de borgerlige partier.

Den hårdeste kritik kommer fra egne rækker. Opsigtsvækkende nok er Danmarks største borgerlige parti principielt imod selve grundidéen med årets trepartsforhandlinger: »Hele det danske arbejdsmarked kan ende med at bryde sammen. Hvis man først åbner for, at flygtninge kan nøjes med at få 60 kr. i timen, så vil det hurtigt blive svært for danskere at konkurrere med de nye ’working poors’,« siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted.

Frygt for at flygtninge tager job

Løkkes nye dagsorden

Det kom som en overraskelse for de fleste, at trepartsforhandlingerne pludselig skulle handle om at skaffe asylansøgere ud i job. For indtil for fem måneder siden var tanken endnu, at man skulle fortsætte af de hidtidige spor for at skabe vækst i Danmark – nemlig styrket konkurrenceevne gennem opkvalificering, forskning og effektivisering. Men nu er lavtløn-strategien i stedet kommet i centrum, og det har overrumplet selv eksperterne:

»Det var helt andre temaer, der stod på dagsordenen, da Lars Løkke Rasmussen under valgkampen lagde op til nye trepartsforhandlinger. Dengang var det bl.a. praktikpladser og virksomhedernes konkurrenceevne, som stod øverst. Men så kom asylansøgerne til Danmark gennem efteråret og ryddede bordet,« siger Mikkel Mailand, leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier: »Det står dog i kommissoriet, at andre temaer skal til forhandling senere, men udfordringen bliver at vise, at man kan tilgodese asylansøgere uden, det går udover eksisterende grupper på arbejdsmarkedet. Og det bliver utroligt vanskeligt,« siger Mikkel Mailand, leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS.

Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti var endnu mere overrasket, da han hørte om udspillet og har tilsvarende endnu lavere forventninger: »Det prestigeprojekt, som Lars Løkke Rasmussen er kommet med, er overhovedet ikke noget, han har diskuteret med Dansk Folkeparti. Det har aldrig været vores politik at gå den vej. Hvis flygtninge skal ind på det danske arbejdsmarked, skal de klare sig på samme vilkår som alle andre. Vi er imod særregler, og derfor er der ikke tale om, at Dansk Folkeparti vil spænde ben for Lars Løkke, for det har aldrig været vores politik. Han er kommet med et udspil, som han må have vidst, vi ikke støttede. Men at han har et problem, dét er jeg klar over,« siger Bent Bøgsted med underspillet alvor.

Vidtgående reformer

Trepartsforhandlinger, der modstanden til trods ventes at kunne falde på plads i løbet af marts, er en hjørnesten i den danske velfærdsmodel. Det begyndte med septemberforliget i 1899, hvor det blev slået fast, at arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet, mens fagbevægelsen til gengæld har monopol på at organisere lønmodtagerne. Siden har trepartsforhandlingerne givet danske lønmodtagere og firmaer en række solide og stabile forbedringer, mest markant med arbejdsmarkedspensionerne under den konservative statsminister Poul Schlüter i 1980’erne. Spørgsmålet er dog, om LO og DA overhovedet står stærkt nok i dag til at kunne hjælpe V-regeringen med at gennemføre vidtgående forandringer på arbejdsmarkedet. Og omvendt: Om regeringen og Lars Løkke Rasmussen har parlamentarisk rygdækning?

Selve pointen med trepartsforhandlingerne, og dermed den danske forhandlingsmodel, er imidlertid netop at afstive hinanden gensidigt – og forpligte hinanden på reformer, der rækker henover folketingsvalg: »Regeringen forsøger at bruge trepartsforhandlinger til at skabe opbakning til større politiske reformer, og arbejdsmarkedets parter kan omvendt sikre sig en indflydelse, som rækker ud over deres normale områder,« siger Mikkel Mailand, forskningsleder på FAOS ved Københavns Universitet.

Idéerne til reformerne kommer naturligvis ikke ud af det blå. Gennem en årrække, ja, i hvert fald tilbage til Poul Nyrup-regeringerne i 1990’erne, har inspirationen til de mange økonomiske reformer her i Danmark primært flydt syd fra, nærmere bestemt fra Tyskland.

Ingen indslusningsløn

Officielt tager alle parter afstand fra udviklingen i Tyskland. Enhver direkte henvisning til ‘minijobs’ og Hartz-reformerne er fjernet. Den nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen har ganske vist talt om, at danskerne bør udvise løntilbageholdenhed i mindst otte år i træk for derved at komme ned på tysk niveau. Men sådan hedder det ikke længere. Forud for valgkampen i 2015 talte Lars Løkke Rasmussen også om, at Danmark burde åbnes for op mod 600 mio. »verdensborgere« fra de andre OECD-lande gennem en ny ‘green card-ordning’ med et betydeligt sænket lønkrav. Men heller ikke dét nævnes nu. I stedet er det lykkedes at få fagbevægelsen med på dagsordenen for trepartsforhandlingerne:

»Vi har på forhånd sagt nej til indslusningsløn, og det har både Dansk Arbejdsgiverforening og statsministeren accepteret. LO kommer ikke til at acceptere lønforhold, som man ikke kan leve af i Danmark,« siger næstformand i LO, Arne Grevsen: »Vores ambition er at få flere ind på arbejdsmarkedet i job, som man kan leve af. Og så vil det da være tåbeligt at indføre minijobs efter tysk forbillede, som ingen kan leve af. Det ville være en helt uholdbar løsning i Danmark, og det er vi derfor klart imod,« siger LO-næstformanden, som understreger, at det netop er LO’s rolle at sikre – ved forhandlingsbordet, vel at mærke – at Danmark ikke bevæger sig yderligere i retning af Tyskland.

Arbejdende fattige i Europa

Det globale pres

I en verden, hvor millioner af millioner nye voksne hvert år byder sig til som – i hvert fald – ufaglært arbejdskraft, men også i mere specialiserede funktioner, er det svært at se, hvordan det relativt høje lønniveau i bunden af indkomstskalaen skal kunne opretholdes her i Danmark. Og uanset om de mange nye asylansøgere skubbes foran og eventuelt bruges som en form for afledningsmanøvre for et mere ideologisk projekt, er det ubestrideligt, at det ikke er nogle få tusinde asylansøgere, der alene presser de kortest uddannede på det danske arbejdsmarked. Sådan vil Dansk Folkeparti dog gerne se problematikken, og dét vil utvivlsomt skabe enorme problemer for ikke blot Lars Løkke Rasmussen, men også for fagbevægelsen:

»Vi har allerede langt over 100.000 danskere, som har problemer med at komme i job, fordi arbejdsgiverne ikke vil ansætte dem. Og hvis der nu indføres ordninger, hvor arbejdsgivere får tilskud for at ansætte flygtninge, så vil der være endnu flere danskere, som bliver presset ud. Det vil undergrave det danske overenskomstsystem, hvis der nu åbnes op for, at flygtninge kan komme ind og få lavere løn. I modsætning til Liberal Alliance kæmper Dansk Folkeparti for, at vi ikke får de såkaldte ’working poors’ her i Danmark,« siger Bent Bøgsted og markerer dermed en mærkesag, som kan forklare partiets succes på linje med bl.a. EU-modstanden.

Trepartsforhandlingerne fortsætter dog, i første omgang upåvirket af kritikken fra Dansk Folkeparti. I de kommende uger vil Danmark måske se konturerne af en ny arbejdsmarkedsmodel? Store kræfter er spændt op og kan pludselig blive udløst – og åbne op for et helt nyt jobmarked for ufaglærte servicefunktioner, som det hidtil enten har været svært at få folk til at udføre, eller for dyrt for arbejdsgivere at betale i Danmark.  Gemt bag teknisk snak og lukkede døre kan Danmark være på vej til at tage et historisk hop, enten sydpå eller fortsat bare på stedet?