Chokket fra Sanders

Hvordan skal vi forstå den fantastiske succes, som den ’socialistiske’ kandidat Bernie Sanders har været i det amerikanske primærvalg? Senatoren fra Vermont er nu foran Hillary Clinton blandt vælgere under 50, der hælder til at stemme på demokraterne, og det er kun takket være en ældre generation, at det er lykkedes Clinton at holde sig foran i meningsundersøgelserne.

Sanders er oppe imod både Clinton-maskinen og konservatismen i mainstream-medierne og kan meget vel tabe. Men det er nu tydeligt, at en anden Sanders – muligvis yngre og mindre hvid –  vil kunne vinde det amerikanske præsidentvalg og forandre landet. På mange måde er vi vidner til slutningen på den politisk-ideologiske bevægelse, som Ronald Reagan satte i gang ved valget i 1980.

Lighed med Europa

Lad os kigge tilbage et øjeblik. Fra 1930 og indtil 1970’erne gik USA forrest med en række ambitiøse politikker, der søgte at reducere den sociale ulighed. For at undgå enhver form for lighed med gamle Europa, der dengang blev set som ekstremt ulige og som en direkte modsætning til den amerikanske, demokratiske ånd, opfandt landet i mellemkrigsårene en stærkt progressiv indkomst- og arveskat og indførte progressive skatter, som vi aldrig havde set lignende på vores side af Atlanten.

Fra 1930 til 1980 – i et halvt århundrede – var skatteprocenten for de højeste amerikanske indtægter (over en million dollar om året) i gennemsnit 82 procent, med spidsværdier på 91 procent fra 1940’erne til 1960’erne (fra Roosevelt til Kennedy), og stadig så høj som 70 procent, da Reagan blev valgt i 1980.

Denne politik hæmmede på ingen måde den stærke vækst i efterkrigstidens amerikanske økonomi, formenligt fordi der ikke er meget mening i at give super-chefer 10 millioner dollar, når en million er nok. Arveskatten var ligeså progressiv som indkomstskatten med en beskatningsprocent mellem 70 og 80 for de største formuer (tilsvarende har beskatningsprocenten næsten aldrig været over 30 til 40 procent i Tyskland og Frankrig), og det mindskede koncentrationen af den amerikansk kapital uden den ødelæggelse og de krige, som Europa måtte igennem.

En mytisk kapitalisme

I 1930’erne – længe før de europæiske lande fulgte trop – indførte USA en føderal mindsteløn. Sidst i 1960’erne var den 10 dollar værd (i 2016-dollar), langt den højeste for sin tid.

Alt dette blev gennemført stort set uden arbejdsløshed, eftersom både produktivitetsniveauet og uddannelsessystemet tillod det. Det var også på dette tidspunkt, at USA endeligt stoppede den udemokratiske racediskrimination, der stadig eksisterede i syden, og introducerede nye sociale politikker.

Alle disse forandringer satte gang i en stærk opposition, især blandt den økonomiske elite og den reaktionære yderkant af det hvide vælgerkorps. Efter ydmygelsen i Vietnam blev Amerika endnu mere bekymret over, at taberne fra Anden Verdenskrig (Tyskland og Japan forrest) var ved at komme op på niveau. USA led under oliekrise, inflation og manglende prisregulering af skatten.

En eksplosion af ulighed

Reagan red på frustrationerne som på en bølge og blev valgt i 1980 på løfterne om at genskabe en mytisk kapitalisme, der angiveligt skulle have eksisteret i fortiden.

Kulminationen på hans nye politik var skattereformen, der i 1986 afsluttede et halvt århundrede med et progressivt skattesystem og sænkede beskatningsprocenten for de højeste indkomster til 28 procent. Demokraterne udfordrede aldrig for alvor dette valg – hverken under Clinton (1992-2000) eller under Obama, og stabiliserede beskatningsprocenten på omkring de 40 procent (halvt så meget som gennemsnittet for 1930 til 1980).

Dette udløste en eksplosion af ulighed og vilde lønninger, som blev opnået med en lav vækst (der stadig var højere end i Europa, der var nedsunket i andre problemer) og stagnation i indtægterne for flertallet.

En progressiv agenda

Reagan besluttede også at fastfryse den føderale minimumsløn, der fra 1980 og frem blev udhulet stille men sikkert af inflationen (blot en smule mere end syv dollar i 2016 mod næsten 11 dollar i 1969). Heller ikke dette nye politisk-ideologiske blev imødegået af Clinton eller Obama. Bernie Sanders succes i dag viser, at store dele af Amerika er utilfredse med den stigende ulighed og disse såkaldte nye politiske forandringer og søger at genoplive den progressive agenda og den amerikanske tro på, at alle mennesker er lige. Hillary Clinton, der i 2008 kæmpede til venstre for Barack Obama om emner som sundhedsforsikring, synes i dag at forsvare status quo som endnu en arving til det politiske regime Reagan-Clinton-Obama.

Sanders har gjort det klart, at han vil genindføre progressiv beskatning og en højere minimumsløn (15 dollar i timen). Han vil også indføre gratis sundhedsvæsen og højere uddannelse i et land, hvor uligheden i adgangen til uddannelse har nået et niveau uden fortilfælde, som udstiller en kløft mellem det liv, de fleste amerikanere fører, og de beroligende meritokratiske taler, som systemets vindere ynder at holde.

Langt fra historiens afslutning

Imens forfalder det Republikanske Parti til en nationalistisk samtale, til anti-immigration og anti-islam (selvom islam ikke er en stærk religiøs kraft i landet), en grænseløs forherligelse af de formuer, som rige hvide folk har samlet sammen. De dommere, der blev udpeget under Reagan og under Bush, har fjernet enhver juridisk begrænsning af private penges indflydelse i politik, hvilket i høj grad besværliggør opgaven for kandidater som Sanders.

Alligevel kan nye former for mobilisering og fællesfinansiering sejre og skubbe Amerika ind i en ny politisk cyklus. Vi er langt fra de dystre profetier om historiens afslutning.