Er etablissementets dage talte?

Prøv at træde et skridt tilbage fra kampene i primærvalget og tænk over, hvor kæmpestor en ting, der egentlig er sket.

En 74-årig jøde fra Vermont, der beskriver sig selv som demokratisk socialist, som indtil for nylig ikke engang var med hos demokraterne, er et mulehår fra at slå Hillary Clinton i Iowa-valgmødet, gav hende baghjul i primærvalget i New Hampshire og fik mere end 47 procent af valgmødestemmerne i Nevada – af alle steder.

Og en 69-årig milliardær, som aldrig er blevet valgt til et offentligt embede eller har haft noget at gøre med det republikanske parti, har fået en afgørende føring i republikanernes primærvalg.

Der er sket noget rigtig stort, og det har ikke noget at gøre med Sanders’ tiltrækningskraft, eller hvorvidt folk kan lide Donald Trump eller ej. Det er et oprør mod the establishment – det etablerede.

Etablissementet fatter det ikke

Spørgsmålet er, hvorfor det har taget etablissementet så lang tid at opdage det. For et år siden – det føles som en evighed – tog etablissementet for givet, at Hillary Clinton og Jeb Bush ville blive præsidentkandidater.

Begge havde alle fordelene – solid økonomisk opbakning, erfarne politiske rådgivere og al den goodwill et velkendt navn kan give.

Men selv om Bush er ude, og Hillary har en sårbar føring, fatter etablissementet stadig ikke, hvad der er sket. De forklarer alt ved at pege på deres svagheder: Bush, siger de nu, »var ikke i øjenhøjde«, og Hillary har »et problem med sin troværdighed«.

En respekteret insider i det politiske miljø fortalte mig for nylig, at de fleste amerikanere grundlæggende er tilfredse. »Økonomien har det godt,« sagde han. »De fleste amerikanere har det bedre, end de har haft i årevis. Problemet har været kandidaterne selv.«

Det er jeg meget uenig i.

Amerikanernes oplevelse af uretfærdighed

De økonomiske indikatorer er muligvis foropadgående, men de afspejler ikke den økonomiske usikkerhed, som mange amerikanere stadig mærker, og heller ikke deres oplevelse af uretfærdighed og tilfældighedernes spil.

De toneangivende indikatorer viser heller ikke den kobling, som amerikanerne oplever mellem rigdom og magt, kapitalismekammerateri, faldende lønninger, voldsomt stigende honorarer til administrerende direktører og en klasse af milliardærer, der er ved at omdanne vores demokrati til et oligarki.
En gennemsnitlig families indkomst er lavere nu, end den har været i 16 år, når man tager højde for inflationen. Samtidig tjener toppen af samfundet mere og mere.

Disse gevinster kan direkte omsættes til politisk indflydelse, som kan være med til at justere systemet med bankpakker, subsidier til virksomheder, særlige huller i skattelovgivningen, handelsaftaler og øgede markedskræfter – alle er de ting, som presser lønningerne ned og gavner profitten.

Hvem er etablissementet?

De, der befinder sig i toppen af toppen, har endnu større mulighed for at fifle med systemet. Siden 1995 er den gennemsnitlige indkomstskat for de 400 rigeste amerikanere dykket fra 30 til 18 procent.

Rigdom, magt og kapitalismekammerateri går hånd i hånd. Indtil videre har de 400 rigeste amerikanere stået for mere end en tredjedel af alle kampagnebidragene i den amerikanske valgkamp.

Amerikanerne ved, at der er sket en magtovertagelse, og de giver det polistiske etablissement skylden.

Der findes ikke nogen officiel definition på ‘the establishment’, men det indbefatter formentlig alle de mennesker og institutioner, der har sikret sig omfattende magt over den amerikanske politiske økonomi og dermed opfattes som medskyldige.

I centrum står de store selskaber, deres topchefer og lobbyisterne i Washington og handelsorganisationerne; de største banker i Wall Stret, deres øverste chefer, børsmæglerne, direktørerne i hedge-fondene og kapitalfondene og deres lakajer i Washington; milliardærerne som investerer direkte i politik; begge partiers politiske ledere, deres politiske operatører og fundraisere.

Folk er ligeglade med økonomisk vækst

Rundt omkring denne kerne er der fornægterne og apologeterne – dem, som giver »neutrale markedskræfter« skylden for det, der er sket, eller siger, at systemet ikke kan laves om, eller som opfordrer til, at enhver reform vil være lille og ikke særlig virkningsfuld.

Nogle amerikanere gør oprør mod alt det ved at støtte en autoritær demagog, som ønsker at lukke USA for fremmede og udenlandsk-producerede varer. Andre gør oprør ved at melde sig under fanerne i såkaldte ‘politiske revolutioner’.

Etablissementet er rasende. De kalder Trump skør og Sanders uansvarlig. De påstår, at Trumps isolationisme og Bernies ambitiøse regeringsprogrammer vil få den økonomiske vækst til at gå i stå.

Etablissementet fatter ikke, at de fleste amerikanere er totalt ligeglade med økonomisk vækst, fordi de i årevis kun har mærket få af dens fordele, mens de har fået de fleste af dens byrder at føle i form af mistede jobs og lavere lønninger.

Oprøret fortsætter

De fleste mennesker bekymrer sig om deres økonomiske sikkerhed og ønsker bare en fair mulighed for at klare skærene.

Etablissementet kan ikke se, hvad det er, der sker, fordi det har afskåret sig fra de fleste amerikaneres liv. Det ønsker heller ikke forstå det, for det ville betyde en erkendelse af dets rolle i forhold til, at tingene er nået hertil.

Lige meget hvad der end sker for Donald Trump og Bernie Sanders, vil oprøret mod etablissementet fortsætte.

Før eller siden vil de, der har signifikante økonomisk og politisk magt i Amerika, skulle slutte op om grundlæggende reformer eller give afkald på deres magt.