Stauning Maskinstation, der her har en gyllespreder ude på Øster Lemvej.
Landbrugspakken er ikke i fare. Balladen i den borgerlige blok handler ikke om den hårde, håndgribelige virkelighed, det billige skidt, og da slet ikke om en grønnere morgendag. På torsdag vil den pakke – som den konventionelle landbrugsorganisation med det fiffige navn ’Bæredygtigt Landbrug’ har været med til at udtænke – blive stemt igennem i Folketinget, også med de seks stemmer fra Det Konservative Folkeparti.
Alene i løbet af i år vil ekstra 3.520 ton kvælstof efter planen blive udledt i det danske landskab og potentielt sive videre ned i grundvandet. På forhånd har De Konservative garanteret, at landmændene ikke skal frygte skærpede miljøkrav. Og uanset om Eva Kjer Hansen fyres som minister – for anden gang i sin karriere – vil den konventionelle landbrugspolitik fortsætte. Uden så meget som et flyttet komma.
Intet i det højspændte persondrama, som i det seneste døgn har udspillet sig i Prins Jørgens Gård, hvor Statsministeriet ligger, har ændret på de realpolitiske positioner mellem de to hovedblokke i dansk politik – mellem på den ene side de borgerlige, der vil tillade mere forurening til fordel for øget vækst, og på den anden side de rød-grønne, som er villige til at betale prisen for mindre forurening: Det Konservative Folkeparti kan endnu ikke siges at have en grønnere profil end Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance, for sammen med Venstre er de i fællesskab enige om indholdet i den landbrugspakke, som der blandt forskerne er enighed om, vil føre til en øget kvælstofsudledning i de kommende år.
Men hvad pokker handler dramaet så om? Her er de tre hovedgrunde til, at den borgerlige enighed om landbrugspakken har fået lov til at udvikle sig til en åben regeringskrise og et bittert bal i den borgerlige:
Pokerspilleren Løkke
Normalt ville Eva Kjer Hansen have trukket sig diskret tilbage, og alt ville hurtigt være glemt. Men Lars Løkke Rasmussen har sans for totaldrama, og endnu engang synes statsministeren at gamble med, at han i løbet af nogle intense døgn kan stå tilbage i rollen som den drevne forhandler, der udviser mod og lederskab – ved at udfordre og tromle De Konservatives trusler mod fødevareminister Eva Kjer Hansen. Efterhånden tegner der sig et mønster af en politiker-karakter, som synes at leve af og ånde for livstruende persondramaer, der balancerer på kanten af sammenbrud; ja, næsten en dødsdrift mod konfrontationer, som ikke handler om substans, men om en poker-psykologi, hvor succeskriteriet alene handler om at blinke sidst.
Den første forklaring på, at dramaet nu har fået lov til at spinde ud af kontrol, er således psykologisk snarere end egentlig politisk. For det virker historisk spektakulært, at Lars Løkke Rasmussen lige nu er ved at gøre en ret sædvanlig mistillid til en enkelt minister – der i øvrigt tidligere har fået en ‘næse’ for at negligere Folketinget – til et egentligt kabinetspørgsmål, altså til et spørgsmål om hele regeringens overlevelse. Det er ikke sket i mands minde.
Nøjagtig som det fortættede formandsopgør i Venstre i juni 2014 ikke handlede om ideologiske uenigheder med Kristian Jensen, er Lars Løkke nu igen – egenhændigt – ved at forskyde medierne og borgernes opmærksomhed væk fra selve indholdet til et show på de sociale medier; fra kritikken af den kontroversielle substans i landbrugspakken til sladder om det kulørte macho-spil med Søren Pape Poulsen. Danmark regeres af gambling. Ved at skabe splid udadtil, formår Løkke også at kitte Venstre bedre sammen indadtil.
Principrytteren Pape
De Konservatives formand Søren Pape Poulsen har ikke tidligere haft kvababbelser med at sætte erhvervsinteresser foran naturhensyn. Og sådan er det heller ikke nu. Som borgmester i Viborg var det ikke just planlovens ånd, han regerede efter. Ikke desto mindre gør Søren Pape & co. nu en dyd ud af, at De Konservative er et retskaffent parti, der styrer efter »ordentlighed«. Uanset om princippet virker til at være opfundet til lejligheden, må man give manden den tvivlens nådegave, at det reelt er første gang, han nu for alvor træder i karakter på den landspolitiske scene.
Isoleret set har Søren Pape en ædel pointe: Selvfølgelig er det afgørende for tilliden til folkestyret, at både forligspartier og andre folkevalgte får retvisende informationer fra regeringen. Og selvfølgelig kan tekniske beregninger af de fremtidige konsekvenser, i dette tilfælde udledningen af kvælstof, ikke modelleres frit efter politiske og taktiske hensyn. At Søre Pape står stolt vagt om den demokratiske retsstat, rummer et strejf af heroisme og ridderlighed. Og med sin ultimative kritik af Eva Kjer Hansen formår Søren Pape utvivlsomt at appellere til en (lille) gruppe vælgere, for hvem principper som redelighed og pålidelighed er allervigtigst.
Den anden forklaring på, at dramaet eskalerer, er, at Søren Pape pludselig har fundet et princip, som han ved at stå fast på kan demonstrere længe efterspurgt karakterfasthed. Paradokset er dog, at De Konservative alligevel stemmer for landbrugspakken – præcis som SF i 2013 gik i indre opløsning på grund af frasalget af Dong Energy til Goldman Sachs, trådte ud af regeringen, men alligevel stemte for aktstykket i finansudvalget. Forløbet for De Konservative kan ende lige så tragikomisk.
Lurepasseren Tulle
For første gang i sin tid som formand for Dansk Folkeparti må Kristian Thulesen Dahl i disse døgn nøjes med at optræde i en birolle. Det vakte således opstand på sociale medier, da journalisterne tirsdag aften – for første gang nogensinde – skubbede den succesombruste formand for Danmarks største borgerlige parti fysisk til side for at komme frem til den hidtil forpjuskede formand for Danmarks mindste borgerlige parti. I den opmærksomhedsøkonomi, som moderne politik styres af, kan Søren Pape dermed siges allerede at have triumferet – ganske enkelt ved at gøre sig selv til centrum. Men trofæet kan hurtigt krakelere.
I fraværet af uenighed om substansen er det fortsat Dansk Folkeparti, som afgør Lars Løkke Rasmussens videre skæbne som statsminister. Og i den konkrete sag er Dansk Folkeparti helt på linje med V-regeringen: Dansk Folkeparti har hverken problemer med øget kvælstofudledning eller lidt kreative kolonne-gymnastik i regeringskontorerne. Og da slet ikke når hele formålet med manøvren er at sende en fed check tilbage til de udkants-valgkredse, som stemte Dansk Folkeparti og Venstre tilbage til magten sidste sommer.
Den tredje forklaring på dramaet er, at Dansk Folkeparti som det største parti i den borgerlige blok reelt afgør kursen og skæbnen for regeringen – og at de mindre partier, både De Konservative og Liberal Alliance, kun kan skabe opmærksomhed ved spektakulære sideshows, persondramaer og trusler om mistillidsvota. Når man tilsyneladende ikke kan få indflydelse på indholdet, så kan man i det mindste skabe lidt hidsig virak om formen. Om ikke andet så som flygtig afledningsmanøvre, for kvælstoffet, ja, det siver fortsat ned i drikkevandet.