Klokken 17 forlader den sidste pædagog Børnehuset Columbus på Vesterbro i København. De 284 børn er blevet hentet, legetøjet er lagt på plads. Lyset slukkes, alarmen slås til og døren låses. Umiddelbart tænker man ikke, at der kommer liv i huset før næste morgen klokken 7, hvor pædagogerne igen møder ind, og de første børn afleveres, men blot en time efter kommer Charles Mwangi. Han låser sig ind i huset, trykker koden til alarmen og sætter soundtracket til dagens arbejde – for det meste Bob Marley – i ørerne.
Charles Mwangi er 35 år, kommer oprindeligt fra Kenya, men tog for 13 år siden til Danmark for at studere multimediedesign på teknisk skole i Lyngby. I dag arbejder han som rengøringsmand for firmaet Just Clean. Hans arbejde består primært af at gøre rent i Børnehuset Columbus, når alle andre er gået hjem. Sammen med en anden kenyansk mand bruger han hver aften fem timer på at skrabe fasttrådte ris løs fra gulvet på stuerne, afspritte de små toiletter og fjerne kaffepletter fra gulvene i personalerummet. Han er glad for at have et arbejde, men håber hver dag på, at det bliver i morgen, han kan få lov til at lave noget, han kan bruge sin uddannelse til.
Minijob
De mange vidtgående samfundsreformer, som er blevet gennemført i et hastigt tempo i Danmark i de senere år, har alle været inspireret af de såkaldte ‘Hartz’-reformer i Tyskland – ikke mindst afkortningen af dagpengeperioden. Derfor er der kritiske røster, som nu spørger: Er hele idéen med Venstre-regeringens nye trepartsforhandlinger at sænke lønninger til tysk niveau? Den nye føljeton ‘Minijobs’ optegner de ubehagelige spørgsmål om bl.a. flygtninge, lavtlønsjob og global ledighed, som vil skulle besvares i de kommende uger. Vil vi se en ny klasse af de arbejdende fattige i Danmark?
Afvisning på grønttorvet
Klokken er 5 om morgenen på Grønttorvet i Valby. Charles Mwangi spotter en mand, der måske kunne være interesseret i at handle med ham. Men Charles Mwangi når hverken at præsentere sig for manden eller fortælle om de kenyanske blomster, han vil tilbyde ham at importere til hans blomsterstand, før han bliver smidt ud.
»Det er fordi, jeg er afrikaner. Os stoler de ikke på,« forklarer Charles Mwangi og trækker på skuldrene med samme ligegyldighed, som hvis han havde misset en bus.
I de seks år, der er gået, siden han blev færdiguddannet, er det ikke lykkedes ham at få så meget som en praktikplads indenfor det fag, han i virkeligheden ønsker at bruge sit liv på. Stod det til ham, havde han allerede for fire år siden åbnet sit eget firma med import af varer fra Kenya til Danmark. Men det kræver samarbejdspartnere. Og selvom Charles Mwangi har gode kontakter i Kenya og er uddannet indenfor salg og marketing, er det ikke lykkedes ham at få en mulig dansk samarbejdspartner – ikke engang til så meget som at mødes til en samtale.
Men Charles Mwangi bliver ikke vred. Heller ikke på blomstermanden på Grønttorvet, der siger »nejnejnej,« bare han får øje på ham.
»Vreden nytter ingenting. Hvis jeg går rundt og er vred hele tiden, ender jeg på lykkepiller. Jeg har mit job, jeg har en god chef, jeg har en fagforening. De kan ikke røre mig,« forklarer han.
Fagforeningen giver sikkerhed
Før Charles Mwangi kom til Danmark, havde han aldrig været medlem af en fagforening. Men da han for 10 år siden begyndte at arbejde for Just Clean, meldte han sig ind i fagforeningen Krifa. Noget han ikke ville være foruden:
»Krifa giver mig sikkerhed. Det gør, at ingen kan gøre mig noget. Så kan jeg lade alle kommentarer prelle af uden at blive utryg,« forklarer han.
Pludselig kører han hånden op og ned langs sin ene arm, men uden at røre sin egen hud.
»Jeg har opbygget et ekstra lag hud,« siger han, mens han fortsat demonstrerer med hånden. Han forklarer, at han har opbygget et beskyttende lag omkring sig, der gør, at alt unødig kritik og fjendskab preller af uden at komme ind og røre, hvor det gør ondt. Næsten da. For sommetider er det alligevel for meget – selv for Charles.
Han har oplevet, at Danmark har forandret sig omkring ham, siden han flyttede hertil for 13 år siden. Selvom han fra start følte sig skidt behandlet af arbejdsmarkedet, føler han nu, at hele stemningen i landet er vendt. Folk på gaden ser ham ikke i øjnene. Ingen hører på, hvad han har at sige. Hver gang, han åbner avisen, ser han skrækhistorier om indvandrere og tænker: »Er vi virkelig så slemme?«
For nogle år siden blev det for meget for ham og hans kæreste, der flyttede til Malmø og giftede sig der, hvor de i dag bor med deres datter på 5 år. Med sit arbejde på Vesterbro, sine venner i København og stambaren English Pub på Rådhuspladsen føler Charles Mwangi sig stadig mere knyttet til Danmark end Sverige, men som han siger:
»Stemningen, så snart du krydser grænsen til Sverige, er en helt anden. Der mistænkeliggøres du ikke. Der føler du dig ikke så forkert. Der er du et menneske.«
Har aldrig haft en usædvanlig dag
»Nogle gange får jeg en åndssvag klage, hvis jeg f.eks. har overset en kaffeplet på gulvet, men det ryster jeg bare på hovedet af,« siger Charles Mwangi og kigger spørgende op for at se, om det var svar nok, på spørgsmålet om, hvad det værste ved hans arbejde er.
Han er i færd med at vride sin hjerne for at finde en vild historie fra sit arbejde, men må give op ved den udskældte kaffeplet. For på Charles Mwangis arbejde sker der ingen uforudsete ting. Fra han møder ind, til han tager hjem, ser han kun sjældent et andet menneske. Med Bob Marleys reggae-rytmer som eneste selskab rengør han hver dag de samme gange, køkkener og kontorer. Selvom det er ensformigt, er jobbet fint. Han har venner i firmaet, chefen er god og han kan følge sin datter i skole hver morgen. Alligevel er der dage, hvor Charles Mwangis beskyttelsespanser ikke holder, og den positive energi sættes på pause:
»Jeg er jo bare et menneske, så selvfølgelig bliver jeg ked af det en gang imellem. Jeg vil jo også gerne lave noget, der giver mening,« siger han.
Forsidefoto: Karl Forchammer