ESSEX JUNCTION, VT - MARCH 01: Democratic presidential candidate, Sen. Bernie Sanders (D-VT) walks off stage after speaking to supporters following a win in the state of Vermont on Super Tuesday on March 1, 2016 in Essex Junction, Vermont. Thirteen states and one territory are participating in today's Super Tuesday: Alabama, Alaska, Arkansas, Colorado, Georgia, Massachusetts, Minnesota, Oklahoma, Tennessee, Texas, Vermont, Virginia, Wyoming and American Samoa. Spencer Platt/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==
Han har allerede overgået selv de vildeste forventninger, skubbet debatten langt til venstre – og selv kolde kampagnekontanter har han nok af: Alene i løbet af februar har den 74-årige ‘demokratiske socialist’ Bernie Sanders indsamlet imponerende 288 mio. kr., og han kan dermed snildt køre sin græsrods-valgkamp videre frem til det afgørende konvent midt i juli, hvor Demokraterne vælger deres præsidentkandidat. Men efter nattens ‘Super Tuesday’-valg i USA ser det mere end svært ud for ‘The Bern’. Forandringsflammen er ved at brænde ud: Predictwise giver nu Hillary Clinton en sandsynlighed på 97% for at vinde.
Kun mirakler vil efterhånden kunne give Sanders et flertal på i alt 2.383 af de særlige valgdelegerede, som kræves for at blive nomineret. Efter nattens valg kan styrkeforholdet mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton koges ned til to tal: 1.001 delegerede mod 371 delegerede. Formelt set er der dog stadig lang vej endnu, og kun 15 ud af 50 delstater har foreløbigt stemt. Men mønsteret tegner sig gunstigt for Hillary Clinton. I nat vandt hun i både de største stater som Texas og de politisk set vigtigste stater som Virginia og Georgia.
Efter at have taget hele det politiske etablissement med storm i de seneste uger og måneder, og skabt en sand begejstringsbølge særligt blandt studerende, kan nattens ‘Super Tuesday’-valg ikke tolkes som andet et vendepunkt for Bernie Sanders. I den forkerte retning. Her er de tre væsentligste forklaringer på, at den måske mest progressive præsidentkandidat i USA’s historie næppe får muligheden for at kæmpe om verdens mægtigste embede.
Identitetspolitik
Uden for de nordøstlige stater, hvor flertallet er både hvidt, liberalt og relativt velstående, har Vermont-senatoren Bernie Sanders haft vanskeligt ved at mobilisere vælgere. Både afro-amerikanske og latino-amerikanske vælgere, som i stigende grad udgør den udslagsgivende faktor, ikke mindst hos Demokraterne, har foretrukket Hillary Clinton. Set fra det skandinaviske perspektiv, som han jo selv hylder, kan mønsteret virke besynderligt – for Bernie Sanders tilbyder en langt mere generøs velfærdspolitik, som konkret ville gavne afro-amerikanske og latino-amerikanske vælgere langt mere. De fattigste burde stemmer på Sanders, logisk set. Men så enkelt er det ikke.
USA er ikke Danmark, som Clinton effektivt har påpeget under tv-duellerne, og forleden satte hun et endnu mere effektivt stød ind mod Sanders og hans ellers kraftfulde angreb på Wall Street: »Hvis vi opsplittede de største banker i morgen, ville det så stoppe racismen? Ville det være enden på sexisme?,« spurgte Hillary retorisk på et valgmøde. Og her ligger nøglen til at forstå, hvorfor kvinden –· som er gift med den præsident, som forfatteren Toni Morrison kaldte for »den første sorte præsident« i magasinet New Yorker tilbage i 1998 – klarer sig bedre blandt minoriteter, ja, blandt andre end hvide mænd: Hvor Bernie Sanders fører klassepolitik – altså mener, at det er de økonomiske levevilkår, og ikke kulturen, som er altafgørende – spiller Hillary Clinton på identitetspolitiske paroler, altså forestillingen om, at køn, kultur, religion og hudfarve udgør de mest afgørende barrierer i dagens verden.
Bernies bremseklods #1: Drømmen om at få den første kvindelige præsident, som tilmed svinger historisk godt med de afro-amerikanske vælgere, virker til at være stærkere end drømmen om at få den hidtil ældste mandlige præsident, der tilmed undlader at tale om kønsdiskrimination og racisme.
Navnegenkendelse
Første forudsætning for at kunne trænge igennem med politiske budskaber i USA, hvor så ufatteligt mange medier og underholdningskanaler konkurrerer om befolkningens opmærksomhed, er noget så basalt som ‘name recognition’, altså navnegenkendelse. Det svarer til varemærker: Folk skal have hørt om et produkt og kunne tilknytte positive værdier, i dette tilfælde til en politiker, før de overhovedet vil så meget som overveje. Her står Hillary Clinton – som tidligere præsidentfrue og ikke mindst tidligere udenrigsminister – med en gigantisk fordel: 99% af alle amerikanere ved, hvem hun er. Hun har ganske vist altid delt vandene, og hun har bestemt en udfordring med de mange vælgere, både hos Demokraterne og Republikanerne, som ligefrem hader hende. Men alle ved, hvem Hillary er, og formår samtidig at få folk til at forbinde politiske synspunkter til hendes personlighed. I skarp kontrast hertil har Bernie Sanders skullet kæmpe sig ud af anonymiteten på kort tid, og ydermere haft et tidligere ekstremt kontroversiel prædikat, nemlig socialisme.
Bernie Sanders valgkamp har dog ikke været forgæves. Hans væsentligste indflydelse på amerikansk politik tegner til at blive den indirekte påvirkning, han har haft på netop Hillary Clinton. Hun har været tvunget til at tage form efter hans mere radikale synspunkter, og har gradvist skærpet tonen over for storbankerne i Wall Street, som hun ellers tidligere er blevet beskyldt for at være i lommen på. Mest markant formulerede hun i januar et nyt slogan, der næsten lyder som en Bernie Sanders-slaglinje, her på Twitter: »There should be no bank too big to fail and no individual too big to jail«. Som så ofte før, kan opgøret mellem Clinton og Sanders vise sig at ende med, at den mest kendte stjæler de mest populære budskaber fra den mindre kendte, og dermed annullerer opkomlingens gennemslagskraft.
Bernies bremseklods #2: Trods en karriere på over 40 år i amerikansk politik var Bernie Sanders en stort set ukendt skikkelse i bredere kredse, da han trådte ind i præsidentvalgkampen sidste sensommer. Og selv om han nu er blevet et velkendt navn, har det store vælgerflertal stadigt svært ved at knytte en konkret politik sammen med ‘Bernie Sanders’.
Højrepopulismen
Den bragende succes for de to outsider-kandidater, Bernie Sanders og Donald Trump, rummer flere tankevækkende fællestræk med udviklingen i Europa, hvor millioner og atter millioner af lavtlønnede også er blevet ramt af finanskrisens efterskælv. Over alt i den vestlige verden ser vi lige nu de overflødiges oprør udfolde sig. Etablissementet er sat under pres af frustrerede, vrede og indignerede vælgere, som har fået nok af levebrødpolitikernes tomme løfter og afhængighed af kapitalinteresser.
Her i Europa er EU-medlemslandene i dag opdelt mellem på den ene side de nordlige, som oplever fremgang for en højrepopulisme á la Donald Trump, og på den anden side de sydlige, hvor venstrepopulisterne triumferer i bl.a. Grækenland, Spanien og Portugal med slagord á la Bernie Sanders. Sammenlignet med Danmark minder Donald Trumps fremgang således påfaldende om Dansk Folkepartis succes, mens Bernie Sanders er båret frem af de nogenlunde samme kræfter, som gav både Alternativet og Enhedslisten solide valgsejre sidste sommer. Men heri ligger også en skævvredet mønster gemt, som yderligere kan forklare Bernie Sanders begrænsning: Han appellerer mest til de højtuddannede og det liberale kulturborgerskab i storbyerne, og har derfor ikke for alvor formået at bryde op i det politiske landskab. Bernie Sanders lykkedes ikke med at trænge igennem som de fattigste vælgeres foretrukne kandidat. Han hedder nemlig Donald Trump.
Bernies bremseklods #3: I kampen om de vrede vælgeres opmærksomhed har Bernie Sanders hverken kunnet eller ønsket at at matche Donald Trumps spektakulære vrede, uforudsigelighed og tv-showmanship, og dermed er den ‘demokratiske socialist’ forblevet en yderfløjskandidat for de frelste, de bedst uddannede og de demokrater, der bare vil have en anden end Hillary Clinton.