epa04990518 YEARENDER 2015 JULY Migrants climb through the windows of a train bound for Serbia at the train station in Gevgelija, The Former Yugoslav Republic of Macedonia, 19 July 2015. EPA/GEORGI LICOVSKI
Siden september er 56.600 mennesker på flugt fra forfølgelse, nød og tortur i alverdens brændpunkter rejst ind her i Danmark. I alt har 1,2 millioner asylansøgere, eller »uregelmæssige indrejser«, som EU-agenturet Frontex kalder dem, krydset ind i og rejst op gennem Europa i år. Folkevandringen udgør dermed det akut mest påtrængende og grænseoverskridende problem for EU-landene.
Tysklands kansler Angela Merkel taler sågar om, at asylpresset er en endnu større krise, end finanskrisen var i 2008. Skønt fælles asylregler fylder mest i EU’s retssamarbejde lige nu, er emnet paradoksalt nok ikke på stemmesedlen ved folkeafstemningen 3. december.
Det 5. forbehold
Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om, at »aftalepartierne ikke vil støtte tilvalg af retsakter vedrørende asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor«. Ja, selv SF og De Radikale har for længst accepteret enegangen. Dermed er der reelt lagt op til, at Danmark kan få et nyt, femte forbehold: asylforbeholdet.
Hvorfor? Tre faktorer har fået samtlige partier i Folketinget til at støtte eller acceptere det nye dansk forbehold over for fælles asylpolitik i Europa: 1) vælgerangst for flertallets holdninger i udlændingepolitikken. 2) et ineffektivt asylsystem, der endnu ikke fungerer, og 3) voksende EU-skepsis blandt særligt de borgerlige partier.
Vælgerangsten
Da aftalen om folkeafstemningen blev indgået for lidt under et år siden – før folkvandringen ramte Rødby – mente samtlige ja-partier, at det aldrig ville kunne lade sig gøre at overbevise et flertal om dansk tilslutning til et overstatsligt samarbejde om asylpolitik i Europa. Det ville være helt godnat, lød logikken.
Dansk Folkepartis overvældende succes ved sidste Europaparlamentsvalg havde markeret en udbredt grundskepsis mod såvel EU som udlændinge. Så i stedet for at gamble med et sandsynligt nej accepterede SF og De Radikale en sindrig konstruktion, hvor asyl- og udlændingepolitikken holdes helt udenfor. Men i mellemtiden er folkestemningen skiftet.
Om vælgerflertallet rent faktisk ville stemme ja til en total afskaffelse af retsforbeholdet og dermed bl.a. bringe Danmark ind i EU-samarbejdet om asylansøgere, er imidlertid et åbent spørgsmål. Meningsmålinger kan være taknemmelige. Og de yderste højrepartier er på klar fremmarch i hele Nordeuropa i disse uger. De folkelige reaktioner går flere veje.
Angsten for understrømmene i vælgerhavet har under alle omstændigheder betydet, at selv SF og De Radikale er gået med til en taktisk studehandel, der i dag virker ude af trit med flertallets reaktion på folkevandringen. Kun Alternativet har foreslået, at vælgerne også skulle have mulighed for at tage stilling til dansk deltagelse i EU-asylsamarbejdet.
Ineffektivt system
Uanset hvad man end måtte mene principielt om suverænitetsafgivelse, og uanset hvad man måtte mene om fordele og ulemper ved ideen om fælles asyl- og udlændingepolitik blandt EU-landene, kan én ting slås fast: Systemet er kollapset. Fuldstændigt. Hverken ved de ydre eller de indre grænser fungerer håndteringen af folkevandringen bare med et mindstemål af koordination og sammenhæng. Håndhævelsen af Schengen-grænsen er brudt sammen, og Dublin-forordningen er krakeleret.
Sammenbruddet for EU’s ydre og indre grænsekontrol er blandt trumfargumenterne i nej-partiernes kampagne imod en fælles asylpolitik. Fra højrefløjen tordner Dansk Folkeparti imod lovløshed, og fra venstrefløjen kritiserer både Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU voldsomt, at EU stiltiende synes at acceptere de alarmerende dødstal i Middelhavet.
Fra hvert deres meget forskellige udgangspunkt formår nej-partierne at stille skarpt på de indbyggede fejl, der tydeligvis er i det praktiske grænse- og asylsamarbejde i EU. Status er, at de europæiske lande hverken evner at forhindre vilkårlig indrejse eller pludselig død blandt tusindvis af børn og voksne på vej mod drømmen om Europa.
Øget EU-skepsis
Danmarks nye, femte forbehold over for fælles asyl- og udlændingepolitik er selv sagt ikke kun taktisk bestemt. Blandt de borgerlige partier er der en voksende og generel skepsis mod øget samarbejde i Europa. De fire borgerlige ungdomspartier har fx allerede meldt ud, at Danmark skal følge med Storbritannien ud af EU, hvis briternes folkeafstemning i 2017 ender med et nej. Langt ind i Venstre, som engang var kendt for Uffe Ellemann-Jensens blåstjernede sokker, er der i dag en dybfølt reservation overfor at lade andre EU-lande får medbestemmelse her i Danmark.
Udviklingen i Storbritannien bliver dét afgørende pejlemærke for EU-holdningerne i det borgerlige Danmark. Efter den konservative premierminister David Cameron i går i sin længe ventede tale lagde op til en alt-eller-intet-folkeafstemning i 2017, kan regeringspartiet Venstre forventes at ville trække endnu længere ind i slæbesporet i det kommende år.
At de to borgerlige ja-partier, Venstre og De Konservative, nu ønsker et asylforbehold er kun et forvarsel om, at Danmark er på vej i en mere isolationisk retning, sammen med briterne: Asylforbeholdet kan vise sig kun at blive det første i rækken af nye EU-forbehold.
Vandring fortsætter
Presset på EU-landenes grænser – eller rettere sagt på Schengen-landenes ydre grænser – vil næppe blive påvirket af beslutninger i Danmark. Antallet af asylansøgere fra Syrien, Afghanistan, Eritrea og mange, mange andre lande synes ikke at have nogen som helst sammenhæng med hverken dansk deltagelse i en fælles asylpolitik og/eller taksterne på de sociale ydelser her i landet. Verden tumler videre – uafhængigt af debatten i Danmark.
Til gengæld vil Danmark være direkte og håndgribeligt påvirket af, hvordan EU-lande i yderkanten som fx Grækenland håndterer ankomsten for asylansøgere, og hvordan nabolande som Tyskland og Sverige håndterer velkomsten. De senere uger og måneders kaos har vist, at Danmark ikke har en jordisk chance for at føre en selvstændig, isoleret asylpolitik. I bedste fald kan politikerne kun reagere forsinket på begivenhederne i resten af EU.
Foreløbigt er det dog svært at se, hvad de danske politikere overhovedet mener eller blot håber på i forhold til asylsituationen i Europa. Blot at ignorere spørgsmålet op til folkeafstemningen 3. december vil næppe få menneskestrømmen til at stoppe eller give færre desperate mennesker mod på at søge mod det forjættede Nordeuropa.
Vinteren er på vej
Debatten op til EU-folkeafstemningen i de næste tre uger kan hurtigt kortslutte i tekniske detaljer, køre af sporet i vilde skræmmekampagner – eller mere sandsynligt slet ikke komme op i omdrejninger, da mange vælgere nok vil finde de konkrete retsakter om alt fra konkursregler til skilsmisseret kedsommeligt komplicerede. I praksis vil det nok kun være nogle få jurastuderende, der for alvor får trawlet hele pakken igennem
Samtidig er de tekniske detaljer i fluks. Ingen af de seks foregående EU-folkeafstemninger siden 1972 har handlet om så politisk flydende og bevægelige mål som tilvalgsordning-afstemningen 3. december. Selv trumfkortet om fortsat deltagelse i Europol-samarbejdet forvirres af, at reglerne ikke engang er vedtaget endnu – og ingen derfor præcist ved, hvad vi stemmer ja eller nej til.
Endnu mere uklart er det imidlertid, hvad det nye asylforbehold, det femte forbehold, kommer til at betyde. Hvad er de andre EU-lande reelt i gang med?
Forhåbentligt er der lige akkurat tid til at få afdækket, hvad det egentlig er, Danmark skal stå udenfor, mens alle de andre EU-lande kæmper mod vinterens komme og en forventelig katastrofe, når tusindvis af asylbørn skal bo og leve i teltlejre i vores nabolande.
Føljetonen om ‘Det 5. forbehold’ er støttet af EU-nævnet.
