Nyhedsanalysen

Lovlig cannabis

Mexico legaliserer marihuana, og rusmidlets hjemland bliver dermed det tredje land, udover Holland og Uruguay, der ser de nye, forrygende forretningsmuligheder i lovlig pot.

Hvad skete der?

Mexicos højesteret har med stemmerne 4-1 givet fire sagsøgere medhold i, at forbuddet mod hampdyrkning til eget forbrug strider mod forfatningen. Dermed er moderlandet for ‘marihuana’ – ordet kommer oprindeligt fra det aztekiske ‘mallihuan’, som betyder fængselsfange – på vej til at blive det tredje land i verden, der legaliserer cannabis. De to andre er Holland og Uruguay. Desuden har en lang række amerikanske delstater i de senere år helt ophævet forbuddet mod hash og pot, heriblandt Colorado og Oregon. Allerede i dag er det tilladt at have 5 gram hash på sig i Mexico.

Hvad er reaktioner

Modstanden imod legalisering af cannabis er søvndyssende velkendt. Ja, nogle bliver psykotiske. Andre sløve og dumme. Mexico er ingen undtagelse. Langt mere interessant er, at tilhængerne – fra helt nye fronter – myldrer frem med snusfornuftige argumenter for at ophæve hash-forbuddet. I dag blokerer forbuddet for brug til medicinsk smertelindring og medfører mange af de samme dårligdomme, som alkohol-forbuddet havde i 1930’ernes USA: »Når et land legaliserer, forsvinder meget af kriminaliteten,« udtaler Floris Zoutman fra Norges Handelshøgskole, der tidligere har gennemført et større forskningsprojekt baseret på statistik fra FBI.

Udsigten til enorme indtægter fra nye afgifter på cannabis-produkter har flyttet andre skeptikere. Alene i Danmark vurderes de mulige afgifter at kunne indbringe statskassen langt over 1 mia. kr. årligt – penge, som i dag stryger ned i lommerne på rockerbander. Endnu mere opsigtsvækkende er det, at den danske landbrugslobby også melder sig klar: »Når vi ser, at cannabis er blevet en milliard-industri i USA, mener jeg ganske enkelt ikke, at vi kan tillade os ikke at undersøge mulighederne, hvis det fx både kan skabe nye job, vækst, øget bæredygtighed og livgivende medicin for fx kræftpatienter,« udtaler Lars Hvidtfeldt fra Landbrug & Fødevarer.

Hvad nu?

I en lang række lande over hele kloden er legaliseringen af cannabis på vej hurtigt op på den politiske dagsorden. Det første skridt har flere steder været frigivelse af hash til medicinsk brug, f.eks. i Canada, Tjekkiet og Israel. De største omvæltninger sker imidlertid i USA, hvor 12 delstater – efter den amerikanske højesteret sidste år ophævede det føderale forbud – er i fuld gang med lovliggørelse, bl.a. som et resultat af lokale folkeafstemninger. Legaliseringsprocessen i Mexico vil utvivlsomt komme til at spille en hovedrolle i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor særligt republikanerne kører kampagner på frygten for illegal smugling og indvandring. Den nye liberale premiereminister i Canada, Justin Trudeau, øger  dog presset på USA, da han også lægger op til en fuld legalisering.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12