Det begyndte som en kløe. Efter tilsammen at have tilbragt cirka 60 år i den etablerede mediebranches magiske cirkel var vi fem individer, som begyndte at overveje, om der var andre muligheder. Vi kunne sådan set godt lide at være, hvor vi var. Det var ikke dér, skoen trykkede; men det var vores indtryk, at der eksisterede nogle uudforskede digitale muligheder, som de store medier af den ene eller den anden grund forsømte at forfølge.
Det gjaldt ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det var, som om mediekonglomeraterne og bladhusene ikke anede, hvilket ben de skulle stå på.
Digitale forhåbninger
Sådan noget talte vi jævnligt om. Ikke alle fem på én gang, for vi kendte ikke allesammen hinanden, men så i hvert fald i små konstellationer på kryds og tværs. Nikolai Thyssen (1974), der tjente i en fin stilling som digital redaktør på Dagbladet Information, havde en løbende dialog med avisens digitale chefudvikler Johannes Wehner (1977), om at det kunne være sjovt at bruge deres erfaringer og knowhow til en dag at skabe et eller andet internetagtigt. Thyssen, der måske var lidt af en romantiker, havde også af og til snakket med både Lasse Lavrsen (1977) fra Jyllands-Posten og Politikens Oliver Stilling (1974) om, at det var værd at overveje at begynde på en frisk – måske i et billigt kælderlokale på Nørrebro. Om ikke andet så for at prøve noget nyt. Der var jo ingen grund til at gro fast. Stilling og Lavrsen rendte ikke som sådan hinanden på dørene, men kendte til hinandens publicistiske frihedsdrømme.
Pionerånden
Så var der Lars Trier Mogensen (1975). Han holdt også af frihed, men befandt sig egentlig ganske godt som lederskribent og redaktør inden for Politikens trygge mure. I begyndelsen af 2013 tydede noget dog på, at han og avisen var vokset fra hinanden, så efter ni års ansættelse sagde han op til ingenting.
Men Lars Trier Mogensen var fortrøstningsfuld. I sin afskedssalut på Politikens intranet skrev han til sine snart forhenværende kolleger, at der ikke var nogen grund til at bekymre sig for ham. For han glædede sig »oprigtigt til at vende tilbage til pionerånden fra tiden før Politiken; tilbage til en fremtid med et frit, udfordrende og usikkert iværksætter liv med at udvikle publicistiske koncepter, forretningsidéer og et skarpere redaktionelt indhold – så vi alle sammen har noget at leve af i fremtiden. Keep on rockin’ in the free world…«.
Drøm til virkelighed
Og hvad mente Lars Trier Mogensen så med det? Jo, skrev han, nu var planen »sammen med andre gode kræfter at bruge resten af 2013 på at få sparket gang i et nyt ’netavis’-projekt med politiske views og news fra uafhængige og fritænkende folk – med delvis finansiering fra de innovationsmidler, der blev taget fra blandt andet Politiken i det seneste medieforlig, og som bevilges i 2014«.
Da Oliver Stilling læste det, vidste han ikke, hvem Mogensen hentydede til med formuleringen »andre gode kræfter«. Men han sendte ham straks en e-mail om, at han var klar. Hvad ingen af dem kunne have drømt om på det tidspunkt, var at det scenario, som Mogensen havde formuleret, skulle blive til virkelighed.
Det skulle være mobilt
Lidt over et år senere, i 2014, skete der nogle forskydninger i medielandskabet, som gjorde, at flere af os mødtes en aften i et køkken og drøftede, hvad der var af muligheder.
Men det virkede uoverskueligt. Vi var først og fremmest journalister med redaktørerfaring. Ingen af os kendte noget til livet som iværksætter uden for de organisationelle rammer, som bladhusene gav os. Vi vidste meget lidt om at stampe penge op af jorden. Men vi vidste, at hvis vi skulle lave et medie, skulle det ikke alene være digitalt, det skulle være rettet direkte mod mobiltelefonen. Der var slet ingen tvivl om, at udviklingen gik den vej. Alt andet ville være gakket.
Og vi havde muligvis en joker i ærmet. Hvis vi gik i gang med et app-lignende medie til telefonen, så kunne vi selv bygge det, for vi havde jo Johannes Wehner i vores rækker, selv om flere af os ikke kendte ham. Vi skulle altså ikke ud i byen og købe konsulenthjælp til det tekniske. Den digitale arkitektur kunne vi selv fikse. Det gav os blod på tanden.
Papiraviserpispriser
Vi var i stand til at indkredse, hvad det egentlig var, vi ville. Vi ønskede at finde på noget nyt – at gøre noget, som ingen havde gjort før herhjemme. Vi ville gerne fange de unge brugere, som aviserne mere eller mindre havde opgivet. Vi ønskede at skabe et publicistisk alternativ til den tænkende del af befolkningen, som ikke var dyrere, end at alle kunne være med.
Den erfarne mediekommentator Lasse Jensen skrev i øvrigt senere i en klumme i Information, at papiraviserne var blevet »en luksusvare«. Han nævnte, at et årsabonnement på Berlingske på fem år var steget med næsten en fjerdedel – eller mere end dobbelt så meget som forbrugerprisindekset.
Tre dages slaveri
Og for lige at afslutte Lasse Jensen: Han havde regnet lidt på det, skrev han, og »for en person på mindsteløn koster et årsabonnement på Politiken næsten 14 dages arbejde« efter skat. Og »en gymnasielærer med en gennemsnitsløn på omkring 36.000 kroner skal slave tre dage for at holde Jyllands-Posten«.
Lasse Jensen begyndte »at ane en ikke særligt omtalt årsag til de gamle mediers konstante tilbagegang i abonnementtallene«. De var blevet for dyre for almindelige mennesker. Dagbladenes svar på krisen var ifølge Jensen at skrue op for priserne.
Med andre ord lod de gamle medier deres mest trofaste læsere betale regningen for at holde hele det omfattende produktionsmaskineri kørende.
Mediet tager form
Nogle af os arbejdede videre med ideerne i det små. Andre passede deres arbejde på papiraviserne, men stillede sig da til rådighed på mobilen, hvis det var.
I januar 2015 opsagde Nikolai Thyssen sit job som digital redaktør på Information. Og sammen med Lars Trier Mogensen kørte de i den næste tid parløb om at afsøge markedet for samarbejdspartnere og udvikle forretningskonceptet for det lille nye medie, der et halvt år senere skulle få navnet Føljeton.
Lasse Lavrsen og Oliver Stilling sagde farvel og tak på Jyllands-Posten og Politiken og stødte til i løbet af foråret, og nu blev alle kræfter sat ind på dels at finde investorer og dels at forfine og skærpe vores produkt.
Føljeton, selvfølgelig!
I løbet af de næste måneder fik vi strammet konceptet til. Vi fandt ud af, at vi sgu da skulle hedde Føljeton. Det var et kip med hatten til den gamle mediebranche, som vi skyldte så meget, og til hæderkronede dagbladsføljetonister som Herman Bang (1857-1912) og Johannes V. Jensen (1873-1950), som vi satte umådeligt højt.
Ordet Føljeton indrammede også fint vores grundlæggende redaktionelle idé om at kanalisere vores journalistiske indhold ud gennem fem serier, der kører sideløbende, og som kun hver især bliver udskiftet, når en ny og vigtigere serie med et mere påtrængende emne melder sig. Når vi nu kaldte os for Føljeton, var det nærliggende at kalde serierne for føljetoner. Da vi havde nået til den erkendelse, føltes det så gammeldags at dele stoffet op i sektioner som økonomi, sport, indland osv. Old hat, simpelthen.
Pekuniært trakasseri
Sammen følte vi os som konger af journalistisk indhold og finurlige og originale greb. Men selv om vi måske var fantaster, havde vi som nævnt ikke den store viden om at skaffe investorpenge.
Mange af de private investorer, som vi troede ville være friske, havde ikke lyst. Folk med en formue på over en milliard kroner var heller ikke rigtig interesserede. Deciderede investeringsselskaber var for bundlinjeorienterede. Flere privatpersoner med likvide midler i voldsomme mængder var charmerede af os, og ville kunne gøre en ende på vores trængsler i en håndevending. Men de efterlyste »proof of concept«. Det kunne vi ikke levere, da det, vi lavede, ikke var prøvet før.
Vi henvendte os også tidligt i processen til nogle af de store bladhuse, men de sagde, at de ikke kunne få øje på en gennemtænkt forretningsmodel. Det var naturligvis gensidigt.
Skønne investorer
Hen ad vejen dukkede der alligevel en perlerække af investorer op. Nogle har lagt mange penge, andre lidt færre. De har det til fælles, at de hver især råder over nogle kompetencer, som vi ikke selv har, så de vil kunne hjælpe os, hvis søgangen bliver høj. Det er folk, vi holder umådeligt meget af.
Nogle var med fra begyndelsen, andre har mirakuløst meldt sig i den ellevte time. Når vi bruger et udtryk som mirakuløst, er det ikke tilfældigt. Så sent som i september var vi ved at opgive ævred. Den ene uge trak en stor investor sig pludselig. Den næste sprang en fond fra; en fond, som vi havde haft en fin dialog med igennem mere end et halvt år, og som vi – måske naivt – havde regnet med en donation på halvanden million kroner fra.
Overlevelse
Hvad gør man så? Vi havde ikke prøvet noget lignende før. Vi manglede to millioner kroner mindre end to måneder før vores planlagte lancering. Vi havde alle arbejdet gratis i mange måneder; ikke en øre var blevet udbetalt til nogen; ingen havde fået så meget som en ispind godtgjort.
Nogle måneder tidligere havde vi søgt om og fået 4,4 millioner kroner i statsstøtte. Pengene kom fra Kulturstyrelsens Innovationspulje, som var sat i søen i 2014. Det var den daværende regerings forsøg på at modernisere mediestøtten, som hidtil hovedsageligt havde tilgodeset gamle medier.
Føljeton lever
Men for at kunne bruge de 4,4 millioner kroner skulle Føljeton selv komme med 3,5 millioner kroner. Havde vi ikke dem, faldt statsstøtten bort, og Føljeton ville forblive en drøm.
I et halvt døgn var vi meget tæt på at kaste håndklædet i ringen. Alt ville være spildt. Lasse Lavrsen sagde, at han var klar til at lave noget helt andet, der ikke havde med mediebranchen at gøre. Måske arbejde på en kaffebar?
Da det så allermørkest ud, mødtes vi om aftenen i vores lille ydmyge redaktionslokale på Kapelvej på Nørrebro. Én havde købt en flaske Jack Daniels i Netto på Rantzausgade. Én havde taget en lommelærke med.
Men vi gik ikke ned med flaget, viste det sig. Klokken 1 om natten tog vi os selv i at spille ‘rundt om bordet’ ved bordtennisbordet på værtshuset rundt om hjørnet.
Næste dag skrev vi ud til gud og hver mand, som vi kunne forestille os havde lyst til at investere i en lille ny digital avis. Selv Bent Fabricius Bjerre. Vi kontaktede 50-60 mennesker.
Det lykkedes os at lukke hullet, og nu er vi her.