Nyhedsanalysen
Mest ideologiske tiltag i mands minde
Statsminister Lars Løkke Rasmussens bedste trick har været at skabe indtryk, at V-regeringen ikke har et ideologisk projekt; at han står i spidsen for den svageste regering i nyere danmarkshistorie. Men i dag træder V-regeringen i ideologisk karakter. I føljetonen ‘Minijob’ analyserer Lars Trier Mogensen, hvorfor dagens afstemning i Folketinget markerer den største forskel i dansk politik i 2016.
På jagt efter succes og rigdom i London. To forretningsmænd på en fortovsrestaurant, mens en gadefejer rengør fortovet omkring dem. Før og nu støder sammen som aldrig før i Storbritanien, hvor briterne uden synderlig entusiasme skal vælge mellem en tredje periode med Blair, eller om stafetten skal tilbage til De Konservative.
Lars Løkke Rasmussens bedste trick har været at skabe indtryk af, at V-regeringen ikke har et ideologisk projekt; at han står i spidsen for den svageste regering i nyere danmarkshistorie. Efter flere ugers tumult og kaos er forventningerne til selv simpel regeringsførelse blevet trukket så langt ned under de bonede gulvbrædder, at ingen længere forventer hverken handlekraft eller retningssans fra Lars Løkke & co. – i hvert fald ikke til at kunne gennemtrumfe kontroversielle reformer som dagens vedtagelse af kontanthjælpsloftet.
Modsat tiden under Anders Fogh Rasmusen er der ingen kontraktpolitik, og det eneste lille valgløfte er for længst indfriet. Inden valget sidste sommer lød det således fra Venstre-formanden: »Jeg har kun et løfte. Og det er håndværkerfradraget.« Og sket som lovet: Blot to uger efter valget stemte SF og Alternativet for håndværkerfradraget og opfyldte dermed alle Venstres valgløfter. Frisat af forventninger har V-regeringen sidenhen kunnet lægge tråde ud til langt større forandringer af den danske model. I dag tager den borgerlige blok et kæmpe skridt.
Jobreform fase 1
Udover det ene valgløfte havde Venstre-folkene mange forslag med i lommerne, i alt 239 små og store idéer, heriblandt forslaget om at genindføre det kontanthjælpsloft, der tilbage i 00’erne var med til at skabe en målbar stigning i fattigdommen – og ingen effekt på beskæftigelsen. Nu er det fremad til fortiden: I dag vedtager et snævert flertal i Folketinget et lovforslag om et såkaldt »moderne« kontanthjælpsloft i »Jobreform fase 1«, som efter en dansk målestok er ét af de mest vidtgående tiltag, som en regering har fået flertal for i mange år.
Her følger de tre væsentligste årsager til, at Lars Løkke træder i ideologisk karakter netop i dag: 1) Kontanthjælpsloftet vedtages mod bedre vidende om den yderst begrænsede jobeffekt, 2) kontanthjælpsloftet er den absolut klareste forskel mellem rød og blå blok, og 3) kontanthjælpsloftets vigtigste og reelt eneste effekt kan blive at trække lavtløn-niveauet ned.
Mod bedre vidende
Tvivlen bør komme VK-regeringen til gode. Altså den forrige borgerlige regering. Da kontanthjælpsloftet blev indført, for første gang i 2002, kunne man med oprigtig nysgerrighed spørge: Flere må da tage til takke med et lavtlønsjob, hvis kontanthjælpsmodtagere får lidt færre penge? Men svaret viste sig at være nej. Klart nej.
Socialforskningsinstituttet, SFI, opsummerer en større undersøgelse af det tidligere kontanthjælpsloft: »Loftet synes ikke at have fået flere kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse i løbet af den betragtede periode. Der er således ikke kommet flere i arbejde blandt de respondenter, der berøres af loftet, end blandt de respondenter, der ikke berøres«. Til sidst konkluderer SFI: »Effekten er i alle tilfælde meget usikkert bestemt, og det kan ikke med sikkerhed fastslås, om en ydelsesreduktion øger eller mindsker sandsynligheden for at komme i arbejde eller starte på en uddannelse.«
Embedsmænd og politikere ved altså på forhånd, at reformen ikke vil virke efter hensigten om at få ledige i arbejde. Beregningerne er også blevet formet politisk. Og omlægningen kan dermed ikke siges at ske i god tro om de reelle virkninger, men synes snarere at være drevet frem af ideologiske hensyn; af symbolpolitiske årsager. Ret beset findes der kun én anden mulig forklaring – som ifølge den tidligere direktør i Socialstyrelsen, nu formand for Socialpolitisk Forening Knud Aarup, er, at embedsmændene ganske enkelt ikke har tilstrækkeligt indsigt i området:
»Jeg kan godt være bekymret for, om der i dag er tilstrækkelig stor viden om de faktiske forhold i ministeriet. Min erfaring er, at dyb faglig viden ikke længere er tilstede i centraladministrationen. For vi kan med stor sikkerhed sige, at vi får massive sociale problemer i næste generation med kontanthjælpsloftet. Det er økonomisk tåbeligt, når vi ved, at vi bare skubber regningen foran os,« siger Knud Aarup, som er blandt de få fagpersoner med topledelseerfaring, der tør tale åbent om de forudsigelige fattigdomseffekter.
Skel mellem blå og rød
Ideologisk symbolpolitik kan skelnes fra pragmatisk realpolitik med en enkel lakmusprøve: Vedtages forslaget med snævrest mulige flertal, eller er der flere partier med i forligskredsen? Kontanthjælpsloftet er mørkeblåt, og vil i dag blive stemt hjem med støtte kun fra V-regeringens parlamentariske grundlag – og mest opsigtsvækkende med stemmer fra Dansk Folkeparti, som ellers gik til valg på det stik modsatte. Kontanthjælpsloftet hører således til blandt de allermest polariserede lovsforslag. Og hvis man skal finde en kant mellem rød og blå blok, er det samlede reformkompleks, som kontanthjælpsloftet indgår i, klart den skarpeste, der kan opdrives her i 2016.
Normalt vedtages mere end en tredjedel af al lovgivning med total enstemmighed i Folketinget, altså enighed fra Enhedslisten til Liberal Alliance. Yderligere har godt over en tredjedel af lovgivningen flere andre partier med end blot regeringsblokken, og en række love vedtages desuden med en enkelt ekstra parti ombord. Næsten ni tiendedele af lovgivningen i Danmark vedtages tværpolitisk, ja, selv på nogle af de mest omdiskuterede områder. Eksempelvis stemte SF sammen med Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken i 80% af tilfældene i perioden fra 2007-10.
Reelt er det kun opsigtsvækkende, når centrale politiske beslutninger i Danmark ikke vedtages tværpolitisk – og særligt på områder som f.eks. uddannelsespolitik og beskæftigelsespolitik, der betragtes som en integreret del af den danske forhandlingsmodel. At både kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen blev afskaffet af SRSF-regeringen i 2011, og nu genindføres – som to af de meget få markante forskelle mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen – viser, at kontanthjælpsloftet er tidens mest splittende tema, rent parlamentarisk.
I den bredere offentlighed kan emner som f.eks. skattelettelser eller udlændingepolitik fylde mere som lidenskabeligt debatstof, men i virkelighedens verden kan et bredt flertal af partierne i Folketinget sagtens blive enige her. Kontanthjælpsloftet er det vigtigste principspørgsmål, hvor de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative – ikke kan blive enige.
Lavere løn i bunden
Når forslaget ikke opfylder sin officielle hensigt, og kontanthjælpsloftet samtidig kløver blokkene på et normalt konsensussøgende område, kan man oplagt spørge: Hvad er så formålet? Svaret er netop ideologisk. En række Venstrefolk har gennem de senere år agiteret for, at lavere lønninger er selve forudsætningen for vækst og velstand i Danmark fremover. I 2011 skrev f.eks. Søren Pind og Bertel Haarder, at det danske »arbejdsmarkeds lønstruktur er som en stige, hvor de nederste trin mangler.« Og nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen har flere gange slået til lyd for, at lønningerne i Danmark skal trækkes ned og tilnærme sig tyske tilstande: »Lønstigningstakten skal ned, så vi kan indvinde det gab, der er på omkring 15 procent i forhold til Tyskland,« lød opråbet i Berlingske i 2012.
I forbindelse med trepartsforhandlingerne har Claus Hjort også fremhævet fordelene ved at få sænket de laveste lønninger, konkret ved at indføre en indslusningsløn: »Den danske model forsømmer at åbne en mulighed for, at disse grupper kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det er jo ikke løst, hvis vi ikke får lavet et system, så folk kan komme ind og få et arbejde.« Problemet for Venstre er blot, at regeringen ikke styrer løndannelsen direkte og heller ikke har kunnet få forslaget om en egentlig indslusningsløn efter forbillede i de tyske ‘Minijob’ med i trepartsforhandlingerne. Og hvad er der så tilbage? Kontanthjælpen.
Eksperimentet med kontanthjælpsloftet i 00’erne viste nemlig ikke kun, at ingen kommer i arbejde alene af den grund, nej, erfaringen var samtidig, at de laveste lønninger samtidig blev trukket med ned – for dem, der allerede var på arbejdsmarkedet: »Sættes kontanthjælpen ned, falder de laveste lønninger, og sættes kontanthjælpen op, stiger lønningerne. Det kan tage tid, men det vil ske,« konkluderer Danmarks førende ekspert på området, Torben Tranæs, tidligere forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, i dag forskningsdirektør for SFI.
Ideologiske valg er mere end legitime som grundlag for politiske beslutninger, men det kræver, at hensigterne lægges åbent frem. Liberal Alliance er ikke kun med til at forme samfundsudviklingen med dagens vedtagelse, men træder også frem som det efterhånden eneste parti i den borgerlige blok, der ærligt fortæller, hvad de vil og gør. Dansk Folkeparti, derimod, er fanget i en sag om dobbeltspil og hykleri, som trumfer alle tidligere zigzag-holdningsskift.
Hartz-reformerne
Med den tidligere Volkswagen-direktør Peter Hartz i spidsen fremlagde den tyske arbejdsmarkedskommission i 2002 et større katalog af reformer, som er blevet berømte og berygtede under navnet ’Hartz-reformerne’. Formålet var at få flere ind på jobmarkedet, og løsningen blev en kombination af både lavere og kortere dagpenge samt en særlig indslusningsløn, der er bedst kendt under titlen ‘Minijob’. Målt på antallet af beskæftigede har reformerne været en historisk succes, og Tyskland har i dag Europas laveste ledighed. Men prisen har været social: Andelen af arbejdende fattige i Tyskland ligger betydeligt over gennemsnittet i resten af EU.