Tabet

Adib, 12 år

Adib: »Det var vinter, og der lå sne. Jeg legede med mine kusiner på taget af vores hus. Min bedstemor var der også. Hun sagde til os, at vi skulle komme ned, fordi vi skulle købe noget i kiosken. Så ramte en af regimets bomber taget. Den eksploderede ikke, men det gjorde den næste bombe. Den ramte begge mine kusiner. Den ene… hele hendes ansigt blev forbrændt, og min anden kusine blev sprængt i stykker. Den tredje bombe ramte mig. Da soldaterne fra Den Frie Syriske Hær kørte mig til felthospitalet, var jeg bevidstløs. Jeg vågnede om natten og så min onkel og lægerne, der havde reddet mit liv. Jeg forsøgte at gå, men opdagede så, at jeg ingen ben havde.«

Nabila

Nabila: »Jeg har født to af mine døtre her. Det er meget sørgeligt, at de aldrig har set andet end flygtningelejren. De får et chok, når de kommer ud herfra og ser, hvor stor verden er. Mine børn spørger mig nogle gange, om de er jordanere eller syrere. Jeg ved det ikke engang selv længere. Det ved kun Gud.«

»I Syrien arbejdede jeg som sygeplejerske og fotograf. Her i lejren lever vi fra dag til dag. Når vi får madkuponer, bruger vi kun halvdelen af dem på mad. Den anden halvdel sælger vi, så vi kan købe møbler og tøj til børnene.«

»Jeg er ikke vant til at få hjælp fra andre. Det er meget svært for mig. Her er ingen værdighed, ingen frihed. Det er som at leve i et stort fængsel. Jeg har prøvet at komme ud af lejren, men myndighederne ville ikke give mig lov til det. Hvis vi levede derude, ville vi selv skulle skaffe penge til husleje og til mad, og det ved jeg heller ikke, hvordan vi skulle kunne klare.«

Javad, 19 år

Javad: »Jeg savner alt ved Syrien. Jeg savner min familie. Mine venner. Mit liv. Min gade. Jeg savner hver en lille bid af min gade. Jeg savner Damaskus. Alt. Jeg havde et godt liv der. Det er først nu, jeg indser det. Jeg tror ikke, at tingene bliver bedre i Syrien. Se bare på Irak. De sagde, at de ikke ønskede Saddam…jeg er ung, jeg forstår mig ikke rigtig på disse ting… men Saddam døde, og der er stadig krig.«

»Jeg håber, at mit gamle Syrien kommer igen. Jeg var der to år under krigen. Da jeg flygtede, var landet forandret. Måske skal vi bruge ti år på at genopbygge det. Men folket er også forandret. Der er ikke noget hjerte længere, alle prøver bare at redde sig selv. De lever et lorteliv i Syrien nu. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men jeg tror aldrig, at folk vil blive kærlige som før, de vil ikke hjælpe hinanden. Det er ikke deres skyld, det er krigens skyld.«

»Før kunne jeg ikke hade mennesker, mit liv var simpelt. Men når jeg møder mennesker nu, forsøger jeg altid at virke farlig, så de ikke kommer for tæt på mig.«

Ali, 47 år

Ali: »Vi har seks børn, der stadig bor hjemme. Vi bor i lejlighed. Vores ældste læser til ingeniør på universitetet, én går i gymnasiet – og de andre i skole. Jeg tjener omkring 600 JOD (5700 kr.) om måneden. Før krigen tjente jeg det samme, men nu er alt blevet meget dyrere, fordi der er så mange flygtninge. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med min forretning i fremtiden. Alt er usikkert.«

Kunde: »Før krigen kunne man leje en lejlighed for 100 JOD, nu koster det 300 JOD. Ét kilo fårekød kostede 7 JOD, nu koster det 12. Ét kilo kylling kostede 1,3 JOD, nu koster det 1,8. Ét kilo ris kostede 0,14 JOD, nu koster det 0,25…«

Ali: »Vores land er i knæ! Please, ring til Obama og sørg for, at han hæver vores løn! Vi må arbejde dobbelt så meget for at overleve.«

Kunde: »Mange syrere får hjælp fra FN, men vi får ingen hjælp, og vi kæmper om de samme jobs.«

Ali: »Vores land kan ikke engang sørge for sine egne borgere, så hvordan skal vi kunne hjælpe andre? Vi er næsten flere syrere end jordanere her i byen nu. Men jeg synes alligevel, at vi skal holde grænsen åben. Flygtningene er jo i knibe. De kommer her i forretningen, så jeg taler tit med dem. Jeg tror, at der kommer krig i alle vores nabolande. Mellem Iran, Saudi-Arabien og Syrien. Måske kommer der også krig i Jordan.«

Amir, 46 år

Amir: »Hvis Jordans regering gav os lov til at arbejde, ville vi ikke have behov for at modtage hjælp fra nogen – så kunne vi klare os selv. Vi havde et godt liv i Syrien. Nu er vi endt i et telt, hvor vi sidder og venter på, at nogen kommer og hjælper os.«

»Når det regner, kommer vandet ind i teltet, og vores tæpper bliver gennemblødte. Det er så koldt om natten, at børnene ryster. Vi savner et ordentligt sted at bo, et hus, og vi savner, at børnene kan gå i skole.«

»Der er ikke nok ressourcer til os alle her i Jordan, og derfor tager mange flygtninge videre mod Europa. Min bror er rejst til Tyskland, for han kunne heller ikke få arbejde her. Hvis jeg skal blive ved med at leve af andres hjælp, så vil jeg også hellere til Europa og arbejde.«

Ismail

Ismail: »De fleste børn her i lejren stoppede med at gå i skole, da krigen begyndte. Nogle af dem mistede deres venner, da skolerne blev angrebet med raketter. Derfor er skolen blevet et sted, de frygter. De er bange for, at dét, de oplevede i Syrien, også vil ske her. Nogle af børnene tror stadig, at de er i Syrien. Vi forsøger at overbevise dem om, at det er sikkert i skolerne her. Der er også børn, der ikke går i skole, fordi deres forældre siger, at de skal arbejde – for eksempel transporterer de madvarer på en lille vogn.

Det går mig meget på, at vi risikerer at tabe en hel generation af unge syrere. På et tidspunkt vil krigen være ovre, og vi vil have brug for uddannede mennesker til at genopbygge landet.«

Mohamed Al Kurdi

Mohamed: »Lægerne på hospitalerne i Jordan er alt for hurtige til at beslutte, at et ben skal amputeres. Det har jeg oplevet mange gange. Mange af lægerne kommer fra Syrien, og de har kun få års erfaring.«

»Der er noget, der er helt galt. Jeg er meget ked af det på vegne af de børn, der har fået amputeret deres ben. Hvis de havde haft en god læge, var det måske ikke sket.«

»For nylig rejste jeg til Madrid sammen med en af drengene her fra vores center. Han havde fået at vide af lægen i Amman, at hans ben skulle amputeres, men jeg var usikker på, om det var det rigtige at gøre. De spanske læger sagde, at det slet ikke var nødvendigt at amputere benet. Da vi kom tilbage til Jordan, sagde lægen her endnu engang, at benet skulle amputeres. Jeg spurgte lægen, om han var sikker, og han sagde ja. Det er underligt. Den oplagte løsning her i Jordan er altid at skære benet af. Der er tusindvis af personer fra Syrien, der er blevet amputeret her i landet. Tænk på, hvor mange gange lægerne har taget en forkert beslutning.«