Håbet

Amir, 46, og Aisha, 27

Aisha: »Lige nu er der ingen af vores børn, der går i skole. Min drøm er, at de får en god uddannelse, at de i det mindste lærer at skrive og læse. Inden krigen begyndte var de for små til at gå i skole, så de har aldrig prøvet det.«

Amir: »Min bror er i Tyskland, hvor han venter på sin arbejdstilladelse. Der er en masse muligheder for at få arbejde, siger han. Hvis jeg rejser til Europa, kan jeg arbejde med landbrug, jeg kan tage mig af fårene og køerne. Det var også det, jeg arbejdede med i Syrien.«

Aisha: »Jeg håber, at mine børn kommer til at føle sig trygge. At de kommer til at kende et andet hjem end dét, vi bor i nu. Før havde vi et hus i Syrien. Nu kan vi ikke engang gøre babyens ting rene.«

Aoife McDonnell

Talskvinde for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Jordan.

Aiofe: »Mange syrere er ved at miste håbet. Miste håbet om, at de kan vende hjem. Miste håbet om, at det internationale samfund vil fortsætte med at støtte dem, og om at deres børn nogensinde vil leve et normalt liv, hvor de kan gå i skole og tage en uddannelse.«

»Situationen i Syrien er gået fra slemt til værre. Mange af de flygtninge, der ankommer her, har kun det tøj, de har på, hvilket siger noget om, hvor hurtigt de har været tvunget til at tage af sted. Andre kommer med små tasker og forventer, at de kun skal være to-tre uger i Jordan. De regner med at tage hjem igen, når situationen i deres hjemby er blevet bedre.«

»Hos UNHCR prøver vi at støtte både syrere og den lokale økonomi. Vores fokus er på at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Vi er samtidig fortalere for at frigøre potentialet hos de flygtninge, der selv kan brødføde deres familie, så de kan bidrage til økonomien i Jordan og blive en aktiv del af samfundet.«

Milia, 31 år

Milia: »Jeg vil give kvinder mere magt, og det handler ikke kun om at uddanne kvindelige journalister. Det er helt centralt, at kvinder bliver en del af genopbygningen af Syrien. Vi kvinder er en del af samfundet, og vi har samme rettigheder som mænd.«

»Revolutionen har påvirket Syriens konservative normer på en positiv måde. Flere er begyndt at acceptere, at kvinder arbejder, og at det for eksempel er tilladt for kvinder at gå alene udenfor. Det er vigtigt, at vi sætter fokus på kvinders rolle i den overgangsperiode, vi befinder os i, og i de politiske forhandlinger, der vil komme. Kvinder skal sidde med ved forhandlingsbordet, for det er også vores land, og vi har ret til at kæmpe for vores frihed.«

»Mit håb er, at jeg en dag kan rejse tilbage til Syrien, og at jeg kan leve i et demokratisk land, hvor alle mennesker har samme rettigheder, og hvor vi har ytringsfrihed. Jeg vil vende hjem, når Syrien er frit, når ekstremisterne er væk, og landet er civiliseret.«

Ayha Ashouk, 15, og Sarah Jezawi, 27

Medlemmer af syrisk-jordansk teatergruppe, der laver politiske forestillinger. Holder til i byen Irbid, Jordan. De er begge fra Jordan.

Ayha Ashouk: »For tiden opfører vi et skuespil, der handler om, hvordan der gøres forskel på jordanske og syriske elever i skolen. Mange jordanske elever siger, at det er deres land, at syrerne er gæster, og at de derfor ikke har de samme rettigheder. Det er et stort problem.«

Sarah Jezawi: »På mit universitet bliver der næsten kun arrangeret aktiviteter for jordanerne. De syriske studerende er slet ikke inviteret. Sådan må det ikke være. Vi bruger teatret til at skabe opmærksomhed om problemet. Vi har blandt andet spillet stykket i Amman og her i Irbid, og vi har vist det i en flygtningelejr. Folk skal forstå, at det ikke er flygtningenes skyld, at deres hus er blevet ødelagt i krigen, og at de har måtte flygte hertil. Vi skal behandle andre mennesker på samme måde, som vi ønsker, de skal behandle os.«

Lina Ejeilat, 33 år

Er ansvarshavende redaktør og medstifter af det kritiske og uafhængige jordanske digitale medie 7iber.com

Lina Ejeilat: »Vi lavede sidste år en analyse af, hvordan jordanske medier rapporterer om syriske flygtningekvinder. Der var en masse historier fra byen Mafraq i nord, hvor borgerne klagede over flygtningene, presset på infrastrukturen og de stigende boligpriser, og så var der historier om prostitution, og om hvordan de mange kvinder og børn uden mænd og fædre var en trussel mod de traditionelle familieværdier. Det var frygteligt, for der var tale om grove generaliseringer.«

»Vi valgte så selv at tage til Mafraq, og vi opdagede, at mens eksplosionen i antallet af flygtninge giver en masse udfordringer, så er der også fordele såsom øget økonomisk aktivitet, og at der er kommet mere gang i byggeriet, fordi efterspørgslen på boliger er så stor. Lige nu arbejder vi på en historie om tre syriske flygtningekvinder, som bruger deres evner til at arbejde i Jordan, og som har overtaget forsørgerrollen i deres familier. Vi forventer ikke, at vi kan ændre det traditionelle, konservative samfundssyn over natten, men det er vigtigt, at vi udfordrer det.«