Frygten

Mohamad, 16 år

Mohamad: »Da jeg kom til Jordan, startede jeg i 8. klasse. Jeg fik mange problemer i skolen med de andre børn. De kaldte mig for ‘suri-nuri’, som betyder sigøjner-syrer. Det skete både i skolen og på gaden. Der var også nogle drenge, som prøvede at tæske mig. De var en stor gruppe på tyve mennesker. Når jeg spurgte dem, hvorfor de gjorde det, sagde de ikke noget. De ville bare slå mig, fordi jeg er syrer, tror jeg. Sådan er det også for andre syriske børn. Jeg mærker racismen her, syrerne og jordanerne holder sig for sig selv. Hvis jeg var oppe og slås med nogen i Syrien, så kunne jeg kalde på hele min familie, det kan jeg ikke her. Når folk generer os, prøver vi at lade være med at kigge på dem.«

»Der hvor jeg bor, er der ingen syriske børn, der går i skole længere. Jeg gik selv ud af skolen, fordi jeg altid følte, at jeg var anderledes, og fordi jeg var bange for de andre drenge. Hver dag er jeg hjemme fra jeg vågner til kl. 17-18. Når mine forældre beder mig om at gå ud og købe noget, så sender jeg min bror i stedet. Jeg spiller spil på min telefon, og om aftenen hænger jeg ud med mine venner.«

»Da jeg ville droppe ud af skolen, sagde mine forældre til mig, at jeg skulle prøve at gå i skole én dag mere for at se, om det blev bedre. Jeg gik til skoleinspektøren og fortalte ham om situationen. Han sagde, at han ikke kunne gøre noget ved det: ‘Hvis du vil gå ud af skolen, så gør du bare det.’«

»Jeg har spurgt mine forældre, om vi snart kan rejse fra Jordan.«

Adib, 12 år

Adib: »Lægerne sagde til mig, at jeg ikke skulle være bange, og at jeg ville få nye ben. Jeg kendte intet til proteser, så jeg troede, at de ville give mig en død mands ben. Jeg tænkte på det hele dagen.«

»De værste følelser, jeg har, handler om, da jeg blev såret. Hver gang jeg tænker på, hvordan det hele skete, bliver jeg bange.«

»Bomben sprængte det højre ben af, og det venstre havde så mange granatsplinter i sig, at det ikke kunne reddes. Tidligere elskede jeg at spille fodbold, det kan jeg ikke længere.«

»Jeg har tit mareridt, nogle nætter vågner jeg og skriger. Jeg ser monstre. Skygger, store mørke skygger.«

Milia, 31 år

Milia: »Jeg er glad for, at vi ser flere kvinder, der rapporterer fra frontlinjen og fortæller om hverdagen under krigen. Syrien er et af de farligste lande at arbejde i for journalister, så normalt bruger de kvindelige borgerjournalister dæknavne. De er bange for, at hvis de stiller kritiske spørgsmål eller prøver at afdække regimets kriminelle handlinger, så vil regimet finde frem til dem og fængsle dem, og så er der ingen, der ved, hvad der kan ske.«

»Hvis du bliver taget i ISIS-kontrollerede områder som Aleppo, så bliver du halshugget. Lige nu er en af mine venner meldt savnet i Aleppo. ISIS tog hende, og ingen ved, hvor hun er. Og sidste år fandt vi ud af, at ISIS havde slået en af vores andre kvindelige journalister ihjel. Familien var så bange, at de dækkede over forbrydelsen, så det varede et helt år, før vi fik besked om det. ISIS tog hende på grund af noget, hun havde skrevet. De sagde, at hun var spion.«

»Da det skete, blev jeg selv bange, og jeg tænkte, at ‘nu er vi alle i fare’. Vi følte os hjælpeløse, for vores netværks rolle er netop at beskytte kvindelige borgerjournalisters ret til at skrive og udtrykke sig, men når det kom til vores eget medlem, kunne vi intet gøre for at beskytte hende.«

Amir, 46, og Aisha, 27

Amir: »Vi ville ønske, at vores børn gik i skole, men der er ingen skoler her i nærheden, og der er ingen bus til at køre børnene.«

Aisha: »Sidste år hørte vi, at en syrisk elev var blevet forsøgt voldtaget og derefter dræbt af en anden elev. De smed bare hans lig et tilfældigt sted. Han var 7-8 år. Derfor er vi bange for at sende vores børn i skole.«

Jehad, 25 år

Jehad: »Der er mange stridende grupper i Syrien, og måske er nogle af flygtningene terrorister, der kommer her for at gøre slemme ting. De skal stoppes. Lad ikke terroristerne komme ind her, lad dem dø i Syrien.«

»Vi skal stadig holde grænsen åben for flygtninge. Hvis din bror kommer til dit hjem, så kan du heller ikke sige: ‘Jeg vil ikke have dig her!’. Men vi er nødt til at kontrollere, hvem vi lukker ind, for ikke alle, der kommer til Jordan, er rigtige flygtninge. Dem, der bor i flygtningelejrene, lider virkelig. Jeg tror ikke, at de vil acceptere at leve under de vilkår i mere end 2-3 år. Så vil de ud af lejrene, og det bliver et problem.«

»Der kommer færre turister til Jordan, fordi folk føler sig utrygge ved hele regionen. For 2-3 måneder siden landede der nogle raketter fra Syrien i byen Ramtha og en person døde. Det er sket et par gange. De fleste tror, at Mellemøsten er ét stort land, og at Jordan, Syrien og Libanon er byer i landet. Men også kvaliteten af turisterne har ændret sig. Før krigen, før problemerne i hele Mellemøsten, kom turisterne fra Europa og USA. De kom og nød vores land, og det sidste, de tænkte på, var penge. Nu er de fleste turister budget-rejsende, de rige kommer ikke mere.«

Nabila

Nabila: »Jeg tør ikke sende mine børn ud og lege eller lave aktiviteter, de får kun lov til at gå til og fra skole. Jeg er bange for, at nogen forgriber sig på dem. Da min nabos datter var på vej hjem fra skole, var der en fyr, som forsøgte at gøre noget ved hende. Datteren skreg, så naboerne hørte det, og fyren løb væk.«

»Jeg har tre piger og kun én dreng, så jeg må beskytte mine piger. To af dem går i skole, og jeg regner med at sende min dreng i skole også. Min nabo er lærer, så pigerne følges med hende.«

»I Syrien tog vi altid til en forlystelsespark, der hedder Luna Park, men her i lejren kan vi intet gøre, vi har ingen frihed.«