Modet

Mohamed Al Kurdi

Mohamed: »Min far blev slået ihjel, fordi jeg hjælper de syriske flygtninge i Jordan, og fordi jeg kritiserer det syriske regime. Hvis du har familie i Syrien, kan de komme i store problemer, hvis du udtaler dig om flygtninge, krig og bomber. Jeg har udtalt mig mange gange.«

»Min far døde i marts 2013. Han gik på gaden, da politiet stoppede ham og spurgte, om jeg var hans søn. Da han svarede ja, skød de ham i hovedet. Han døde på stedet.«

»En person fra regeringen sendte mig et billede over Facebook. Jeg kan vise det til jer. På billedet kan man se min far, der ligger med hul i hovedet i en hospitalsseng. De sendte mig billedet, fordi de vil have, at jeg stopper med at hjælpe flygtningene.«

»Der er mange, der er bange for regimet, og for hvad de kan gøre. Jeg er ligeglad. Jeg kan ikke stoppe. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke. Frankrig vil tage imod mig som flygtning, hvis jeg ønsker det. Men jeg har sagt nej. Jeg vil ikke væk herfra.«

Hasim, 16 år

Hasim: »Der var en dreng på gaden, der kaldte mig ‘suri-nuri’, som betyder, ‘sigøjner-syrer’. Jeg gik over til ham og konfronterede ham. Jeg sagde til ham, at det ikke var rart, at han kaldte mig øgenavne. Han stammede selv fra Palæstina. Jeg sagde: ‘Du forlod dit land, og jeg har også forladt mit land.’ Siden dengang har vi været gode venner.«

»Alle, der forlader sit hjemland, vil føle en forandring. Menneskene, du møder som flygtning, er anderledes, måden de tænker på, deres accent, alting.«

»I Syrien havde vi et godt liv, der manglede ikke noget. Da vi kom hertil Irbid, havde jeg kun mit tøj og mit pas. Jeg startede på en privatskole. Vi har familie i USA, så de hjælper os med penge til at betale for skolen.«

»Der er gode og dårlige mennesker alle steder. Jeg føler, at jeg er blevet godt modtaget i Jordan, og jeg har fået mange jordanske venner.«

Milia, 31 år

Milia: »Jeg tror, at min styrke kommer fra det syriske folk. Hver gang, jeg bliver nedtrykt, tænker jeg på glæden, vi følte, da vi gik med i de første demonstrationer, og jeg tænker på, at der stadig er folk i Syrien, der kæmper og indtager gaderne.«

»Jeg er mest bange for, hvad der kan ske med min familie i Syrien. Med min mor og far. Men vi har kun et liv, og det skal vi bruge, så jeg vil ikke stoppe mit arbejde.«

»Jeg har mødtes med mine forældre én gang under krigen – noget tid efter, jeg var flygtet til Jordan, var vi sammen tre dage i Libanon. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer til at se dem igen.«

Zahra, 48 år

Zahra: »Da Youssef blev anholdt i Syrien, var det mig, der gik til politiet for at få ham løsladt. Jeg sagde til betjenten, at jeg ville vide, hvor min søn var. Jeg var nødt til at kæmpe for ham.

Jeg har aldrig været bange for politiet eller militæret, selv ikke når de er kommet forbi vores hus for at lave ransagninger. Dér, hvor jeg kommer fra, er kvinderne stærke. Vi er vant til at leve et hårdt liv, og vi er vant til at være pressede. Da hæren ville tage mændene fra vores by, hev vi kvinder mændene ud af bilerne igen, selvom soldaterne forsøgte at stoppe os.«

»Alle kvinder i Syrien har mistet. Min søster har mistet sine to sønner i krigen, den ene kunne hun ikke engang komme til at begrave.«

Nabila

Nabila: »Jeg er klar til at rejse tilbage til Syrien, men min mand vil ikke. Han er bange for, hvad der kan ske med børnene. Alle mennesker drømmer om at komme tilbage til deres hjemland. Jeg håber, at jeg kan dø i Syrien, jeg føler mig hjemløs her. Jeg savner alt ved Syrien, jeg savner Syriens sand.

I Syrien tog vi altid på udflugter i weekenden, vi tog i parken og legede med børnene og spillede spil. Her i lejren kan vi ikke gøre noget. Vi skal spørge om lov til alt.

Jeg har tænkt på, om vi skulle tage til Canada. Jeg vil ikke til Europa, for jeg har hørt, at Canada er meget bedre, at de behandler os flygtninge bedre. Der er også gode muligheder for at give mine børn en uddannelse, og måske kan canadierne hjælpe min datter, der er syg. Det vigtigste er, at mine børn får en god fremtid. At de får en uddannelse og en familie.

Hvis det ikke er muligt at komme til Canada, vil jeg forsøge at overtale min mand til at rejse hjem til Syrien.«

Adib, 12 år

Adib: »På det første maleri, jeg lavede på centeret, malede jeg en drøm. Jeg tegnede mig selv med rigtige ben, ingen proteser, ingen kørestol. Jeg stod på stranden med vandet mellem mine ben og fisk, der svømmede. Jeg følte mig fri og spredte mine fingre.«

»Jeg drømmer om, at jeg ikke længere har brug for kørestolen, fordi jeg kan bruge benene. Jeg tror, at det snart kommer til at ske. Jeg har mine proteser nu.«

»Engang tænkte jeg meget over, hvad jeg skulle blive til. Nu ved jeg, at jeg vil lære at lave proteser og hjælpe børn, der har mistet deres ben. Jeg vil vende hjem til Syrien, for det er mit land, og jeg vil giftes og have børn, så jeg har nogen, jeg kan tage mig af, og nogen, der kan tage sig af mig.«