Verden kan vente sig noget af Wonder Woman

Hvor andre brugte deres teenageår på at identificere sig med Batman og Superman, så var vi nogle, der så Bridget Jones’ Dagbog og sang med på ‘All By Myself’, mens vi virkeligt følte det.

Forleden bevægede jeg mig alligevel i biffen – all by myself. Filmen:  Batman v Superman: Dawn of Justice. Det er premieredag, og det føles som en ilddåb, for jeg har aldrig interesseret mig for superhelte.

Jeg forestiller mig, at der vil være i hobetal af folk med kapper, monogrammer på trøjer og underbukser uden på bukser – og jeg overvejer selv, om jeg bør gøre noget for ikke at skille mig ud.

Da jeg endelig finder ind i salen, er der mørkt. Jeg har stået i kø for at købe slik og kaffe, så nu er jeg sent på den. Jeg kanter mig forbi en række publikummer, sætter mig ned og kigger op på den store skærm. Billedet deroppe er underligt uskarpt, og jeg spilder kaffe på mig selv og undrer mig, indtil jeg får kigget rundt. Alle de andre har 3D-briller på. Jeg må ud igen og finde ham, der deler dem ud. Hvor skulle jeg vide det fra? Bridget Jones var aldrig tredimensional.

Wonder Woman

Første gang, vi møder hende, er til et festligt arrangement hos Lex Luthor, en forskerfilipens med fedtet hår og en medfødt guldske i røven, som mænger sig med senatoren og med en påtaget mystik siger ting à la: »Kender du den største løgn i Amerika? At magt kan være uskyldig.« Han bryder sig ikke om Superman, forstår vi, så vi bryder os ikke om ham. Både Superman og Batman er også til arrangementet. Begge i civil som henholdsvis journalisten Clark Kent og rigmanden og playboyen Bruce Wayne (spillet af Ben Affleck).

Hun introduceres ikke nærmere, men de store flade guldsmykker, som er integreret i kjolen, vækker associationer til de billeder af hendes superhelteuniform, som jeg trods alt kender fra min forhåndsresearch. Der er ingen tvivl: Wonder Woman til fest som privatpersonen Diana Prince (spillet af Gal Gadot).

Allerede fra start er hun foran. Da Bruce Wayne aka Batman har installeret en dims, som skal kopiere nogle åbenbart afgørende data fra Lex Luthor (ærligt, den del fattede jeg ikke en brik af i begyndelsen) og kommer tilbage for at hente den, er den væk. Han får et glimt af Diana Prince, inden hun bevæger sig ud og forsvinder væk.

Mere end erotisk kapital

Anden gang Bruce støder på hende, konfronterer han hende med dimsen med data, som hun stak af med for øjnene af ham.

»Med den kjole ville ni ud af 10 mænd lade dig slippe af sted med det,« anslår Bruce og antyder dermed, at hun ikke har meget andet at byde på end sit udseende.

»Og du er den tiende,« konkluderer hun køligt og afviser på den måde, at erotisk kapital skulle være hendes mest interessante styrke.

»Du kender mig ikke, men jeg har kendt et par kvinder som dig,« hvisker Bruce  hæst og kommer igen til at udstille sit syn på kvinder som nogle, hvis kroppe mest bare er en del af interiøret i hans luksusvilla. (Da han i en scene taler i telefon fra sin seng, kan vi for eksempel ane en kvindes bagdel i baggrunden, som hverken introduceres eller kommenteres yderligere.)

»Jeg tror ikke, at du nogensinde har kendt en kvinde som mig,« svarer hun og smiler overbærende til rigmanden, der ser perpleks ud.

Wonder Woman forfremmer subtilt sig selv fra sexobjekt til superhelt – og Batman kan ikke helt følge med.

Kvinder, der skal reddes

Men så forsvinder hun, og vi ser ikke noget til hende i lang tid.

Til gengæld er der andre kvinder i filmen. Kvinder, som alle er kendetegnede ved mest at eksistere i relationen til en mand. Det gælder Clark Kents adoptivmor, Martha Kent, hans kæreste Lois Lane og Lex Luthors bodyguard Mercy Graves (som er ret sej, selv om hun handler efter ordre fra Luthor). Og nå ja… så er der Senator Finch, som sådan set eksisterer på sine egne betingelser og virker skarp, lige indtil Lex Luthor alligevel får krammet på hende, og hun springer i luften sammen med Kongressen.

Derudover er der (som ventet) noget med kvinder, der skal reddes. Allerede i introduktionen har den ellers topseje journalist Lois Lane rodet sig ud i et faretruende møde med nogle terroristtyper. Heldigvis kommer Superman hende til undsætning.

Senere står Lex Luthor bag kidnapningen af både Martha Kent og Lois Lane. Sidstnævnte skubber han ud fra en af Metropolis’ skyskrabere. Superman kommer susende og griber. Kvinde i frit fald grebet i kærlig omfavnelse. Sådan redder Superman hendes liv tre-fire gange gennem filmen.

Kick ass-kvaliteter

Men Lois Lane er ikke en kvinde uden kick ass-kvaliteter. De bliver bare ikke rigtigt forløst i filmens begyndelse, hvor hun i den grad lever op til forestillingen om, hvordan kæresten til en superhelt bør opføre sig. I en af filmens første scener ligger hun bleg og nøgen i et badekar, da Clark kommer hjem med favnen fuld af blomster.

»Kan du elske mig, når du er den du, du er?« kommer det over Lois at spørge, mens hun ligger der i al sin nøgne sårbarhed. Clark smiler ømt ned til hende og fremdrager rituelt en enlig blomst, som han giver hende i badekarret.

I en scene, der har tydelige ambitioner om at tilslutte sig kategorien ’Kærlighedsscener, der går over i historien’ (hvor film som Dirty Dancing er repræsenteret med replikken »Nobody puts baby in a corner«, filmen Ghost’s keramikscene og så selvfølgelig Bridget Jones Dagbog med Mark Darcys »I like you… just as you are«) springer han op i badekaret med både tøj og sko og kaster sig over Lois, som griner ad sin fjollede mand, mens vandet står som en flodbølge ud til alle sider. Og alligevel er Lois ikke i stand til at fortrænge sin bekymring om hvorvidt, de nu risikerer at få en vandskade (men ok, vandskader er bøvlede).

Ja, tolker vi. Clark kan godt elske Lois.

Kimen til et ligeværdigt forhold

På trods af at Lois i filmens begyndelse bliver forbundet med traditionelle feminine dyder som renhed, sårbarhed og en vis portion passivitet, sker der noget til sidst. Det afgørende våben, et spyd med en spids af kryptonit, som er nødvendig for at redde Metropolis fra en uhyggelig og altødelæggende skabning, ligger under vand. Lois viser handlekraft og springer i efter det. Desværre går det ikke efter planen. Vandoverfladen er blokeret, og Lois kæmper det bedste, hun har lært for at komme op. Uden held.

Men Superman hører med sin superhørelse, hvordan hun kæmper og kommer til undsætning (igen… damn it). Efter at have reddet sin kæreste, som endnu engang har vist sig utilstrækkelig, springer han selv i efter spyddet. Men som vi ved, reagerer Superman ikke helt godt på kryptonit, og måske er der lige netop her et uventet potentiale…

Øjeblikket senere ligger kryptonit-allergikeren i hvert fald bevidstløs i vandoverfladen – indtil Lois redder ham op. Da han vågner, er noget forandret i deres forhold. Afhængigheden er pludselig blevet gensidig, og handlekraft er blevet en dyd, som de begge kan bryste sig af – både når den fører til succes og til fiasko. Kimen til et ligeværdigt forhold er (omsider) lagt.

»Er hun med dig?«

Filmen er to en halv time lang. Hele vejen igennem filmen har de to mandlige superhelte virket pressede og irrationelle, i deres følelsers vold.

Vi venter stadig på Wonder Woman. Vi har ikke set meget til hende siden begyndelsen. Vi ved, hun er der, og ser jævnligt, at hun følger med i Metropolis’ kaos fra tv- og computerskærme rundt omkring.

Først til sidst, da vi fornemmer, at det er ved at være oppe over, rejser hun sig beslutsomt fra en plads i et fly. Sekundet efter er vi på kamppladsen, hvor slaget mod den tilsyneladende uovervindelige skabning skal stå.

I røg og damp står Superman og Batman. Hun træder ind mellem dem og kigger uanfægtet på kæmpeskabningen foran dem.

»Er hun med dig?« spørger Batman sin nye allierede.

»Jeg troede, hun var med dig,« svarer Superman.

I et univers, hvor kvinder i hovedreglen er karakteriseret ved at være defineret ud fra relationen til en mand, er der noget forfriskende ved den replikudveksling. Det er, som om at filmen selv er bevidst om sin tendens og forsøger at undslippe den ved til en start at gøre opmærksom på problemet.

Wonder Woman kommer på sine egne præmisser. Og så er det pludselig rockersejt at komme alene (jf. »All by myself«).

Dumper i Bechdel-testen

På trods af at Wonder Woman er en sej og progressiv karakter, er det samlede ligestillingsblik på filmen ikke entydigt positivt. I hvert fald ikke, hvis vi udsætter den for Bechdel-testen.

Bechdel-testen er et redskab til at vurdere kvinders repræsentation i værker som film, skuespil og romaner – udviklet af den amerikanske tegneserietegner Alison Bechdel.

For at et værk skal bestå Bechdel-testen, skal det leve op til følgende parametre:

1. Der skal være mindst to navngivne kvindelige personer.
2. De skal tale med hinanden.
3. De skal tale om andet end mænd.

Filmen dumper i Bechdel-testen, også selv om den sådan set har potentiale til at bestå. Der er minimum fem navngivne kvindelige personer, som alle er veluddannede, intelligente og flere af dem er oven i købet magtfulde. De taler bare ikke med hinanden. Først til allersidst har Lois Lane og Martha Kent en kort ordudveksling, men det er som svigermor og svigerdatter, der taler om den mand, der binder dem sammen: Superman.

Filmen ved det godt

Flere gange under filmen, som for eksempel da Superman for tredje gang er nødt til at redde Lois, er den lige ved at ligne noget patetisk, sexistisk bavl. Men hver gang sker der noget, hvor de kvindelige personer alligevel bliver forfremmet fra hjælpeløse til både handlekraftige og selvstændige, mens både Batman og Superman viser glimtvis sårbarhed.

Blandt de kvindelige karakterer er en journalist, en bodyguard, en senator og en superhelt. Der er således masser af potentiale at forløse. Kvinderne skal bare finde deres plads, stedet for forløsningen.

Wonder Woman fylder egentligt relativt lidt i filmen, når man tager i betragtning, at hun har en væsentligt betydning for, hvordan filmens eskalerede konflikt bliver løst. Efter at hun er blevet introduceret i begyndelsen af filmen, gør hun sig mest bemærket ved sit fravær. Det betyder, at da hun endelig dukker op bliver det forløsende – både i forhold til Metropolis’ kritiske tilstand, men også i forhold til det spørgsmål, vi som publikum har siddet med siden filmens begyndelse: Hvem er den kvinde, og hvad kan hun?

Det virker, som om filmen godt selv ved, at den ikke levner retfærdig plads til de kvindelige karakterer. Som om den, når Wonder Woman dukker op til sidst, giver os et løfte om, at vi har mere i vente.

Bedre end Bridget Jones

Jeg rejser mig fra salen og går ud i Aarhus’ regnvåde gader. Her tænker jeg lidt på Bridget Jones, som på en måde var god, fordi hun gav kaffepletterne på min skjorte én at identificere sig med. På den anden side er der måske mere at hente hos Wonder Woman. Så progressive er pletter på skjorten alligevel heller ikke.

Mellem de lange skygger på gaden, hvor jeg plejer at være bange for alskens vold og mord og modbydelighed, retter jeg i hvert fald ryggen og bevæger mig fremad i rask trav. Jeg kan mærke et flyvespark, som er klar til at sætte af fra lysken, hvis nogen skulle prøve på noget. Og det føles ikke helt dumt.

Vi er nogle, der kunne have haft godt af noget mere Wonder Woman i vores opvækst.