Nyhedsanalysen
Sexisme er jokeren: Kvindehad virker
Vulgære og aggressive udfald mod kvinder er blevet en så fast bestanddel af republikaneren og ejendomsmogulen Donald Trumps valgkamp, at mange iagttagere mener, at han ikke længere vil kunne vinde valget. Ej heller primærvalget i Wisconsin, som afholdes i morgen, 5. april. Triumftoget er nået til vejs ende, og kvindehadet er blevet for voldsomt. Lyder den konventionelle analyse. I føljetonen ‘Primærfarver’ præsenterer Lars Trier Mogensen en anden forklaring: Angrebene på prominente kvinder er en del af Trumps bizarre og burlesque succesopskrift.
Republican U.S. presidential candidate Donald Trump shows off the size of his hands as Fox News Channel moderators Brett Baier (L) and Megyn Kelly (R) look on at the U.S. Republican presidential candidates debate in Detroit, Michigan, March 3, 2016. REUTERS/Rebecca Cook
Nu, nu – nu knækker Trump. Sådan har analysen lydt, hver eneste gang ejendomsmogulen Donald Trump er fremkommet med ét af sine mange spektakulære, groteske og ofte burlesque udfald – mod alt fra mexicanere og muslimer over handicappede og til kvinder ikke mindst . Nu er den gal i igen, her før primærvalget i Wisconsin, i morgen tirsdag 5. april. I et opsigtsvækkende interview med MSNBC’s Chris Matthews udtalte den tidligere ejer af bl.a. skønhedskonkurrencen ‘Miss Universe’ på et spørgsmål om hans holdning til abort: »Svaret er, at der skal være en form for straf.« Straf? Ja, så var fanden løs. Ifølge Trump skal kvinden straffes for en forbrydelse, mens ophavsmanden til sæden bare skal kunne gå fri.
Stort set alle iagttagere har fundet deres første dødsdomme frem, fra dengang Trump annoncerede sit kandidatur med følgende svada mod Mexico og mexicanere: »De tager narkotika med. De bringer kriminalitet med. De er voldtægtsforbrydere. Og nogle af dem, antager jeg, er gode mennesker,« lød manifestet. Dengang blev Trump straks afskrevet af alle som en agent provocateur, der kun optrådte som pauseklovn, indtil andre kandidater trådte mere i karakter, please. Men ‘The Donald’ har vist sig at kunne stå alt igennem og er tilmed kun blevet styrket af modgangen fra etablissementet. Men nu er det for meget! At straffe kvinder for abort? Det er sgu’ så vanvittigt, at meningsmålingerne da må vende – lyder altså den konventionelle analyse.
Men tænk nu, hvis det rent faktisk forholder sig stik modsat? Hvis virakken blot gør Trump til en endnu mere ombejlet hovedperson?
Vulgariteten vinder
Gennem hele valgkampen er Donald Trump systematisk gået til angreb på en række markante, toneangivende kvinder – og har derigennem opnået maksimal medieopmærksomhed og samtidig også fået udstillet for Gud og hver mand, at han opfatter sig selv som en fandens karl, der ikke lader sig kue af politisk korrekthed. At han i de seneste døgn har skiftet position mindst tre gange i abort-spørgsmålet preller tilsyneladende også af.
Den altid underholdende slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek, der bliver kaldt for ’kulturteoriens Elvis’, har forklaret macho-fænomenet enkelt: »De smagløse vittigheder er beregnet til at vise, at Trump er komplet ligeglad med forlorne manerer, og at han ligefremt siger, hvad både han (og almindelige mennesker) mener. Han gør det klart, at på trods af sine mange milliarder, er han en almindelig vulgær fyr, som alle os andre,« skriver Slavoj Žižek.
Ved at tale som en fuldebøtte på et værtshus lige før lukketid, får han jævne folk til at glemme, at han er milliardær og om nogen en del af eliten. Når det kommer til netop misogyni, altså kvindehad, synes Donald Trump at have et mønster. Tilbage i 1991 udtalte han i et interview med mandemagasinet Esquire: »Ved du hvad, det betyder ikke så meget, hvad medierne skriver, så længe man bare har ét styks ung, lækker røv.«
Trumps kvindehad er altid konkret og personligt. Derfor følger her de fem mest markante angreb på komikeren Rosie O’Donnell, tv-journalisten Megyn Kelly, skuespilleren Angelina Jolie Pitt, publicisten Arianna Huffington og demokraten Hillary Clinton – og et forsøg på at forstå, hvorfor hvert enkelt angreb kan have været med til at gøre ham populær blandt stampublikummet.
Rosie O’Donnell
Trump har opnået bred berømmelse i den amerikanske celebrity-kultur ved dels at være dommer i reality-showet ’The Apprentice’, som har kørt i over 14 sæsoner, og dels ved selv at eje skønhedskonkurrencerne Miss USA og Miss Universe. Den første store kvindefejde opstod tilbage i 2006, da han nægtede at fyre den daværende Miss USA Tara Conner for stofmisbrug og medværten på tv-programmet ‘The View’, komikeren Rosie O’Donnell, kritiserede beslutningen og sagde, at Trump alligevel var bankerot – og i øvrigt mindede om en »slangeolie-sælger fra ‘Det Lille Hus på Prærien.’« Hun fortsatte: »Han forlod sin kone med en affære, fik børn begge gange og har et moralsk kompas som en 20-årige.« Siden da har Trump gjort alt for at ramme og fornærme den nu 54-årige Rosie O’Donnell. Hun er hans yndlingshadeobjekt.
Taber. Det er ordet, som Trump igen og igen bruger om Rosie O’Donnell. Men han kalder hende også gerne for »fed«, »dum« og et »ulækkert dyr«. Alt hvad der virker bøllet og brutalt, slynger han imod hende. At Rosie O’Donnell er lesbisk påpeges sjældent direkte, men underspilles af Trump som en lummerheds-faktor, han kan bruge til at hænge hende ud som en feministisk freak – og ham selv som den ærekære, men dermed så meget desto mere traditionsbundne mand. I et tv-interview på ABC News tilbage i 1994 fortalte han åbent, at han i det hele taget ikke bryder sig om kvinder i topjob eller i prominente positioner. Og han er ikke alene. Ved at tærske løs på Rosie O’Donnell appellerer han ufiltreret til op mod hver fjerde mandlige vælger, som mener, at ligestillingen er gået for vidt. Alle stemmer tæller jo, og da ingen andre end Trump tør lege med på kvindehadet, giver udfaldene mening – på sin helt egen forkrampede måde. Feministerne har han for længst droppet.
Megyn Kelly
Fejden med tv-journalisten Megyn Kelly har været det mest intense forløb og har nu rullet over skærmen næsten dagligt siden august 2015. Det begyndte, da hun som vært på Fox News-debatten mellem de republikanske kandidater spurgte ham direkte til omtalen af kvinder som bl.a. ulækre dyr. Han affejede emnet ved at sige, at sådanne ord brugte han kun om Rosie O’Donnell. Umiddelbart efter tv-duellen indledte Trump dog straks en frenetisk blitzkrieg på Twitter, hvor han kaldte den 45-årige Megyn Kelly for en dårlig vært – og kort efter kom så den berømte/berygtede udtalelse: »Du kunne se blodet komme ud af øjnene. Ud af hendes… whereever.« Angrebet er vanskeligt at forstå som andet end en anklage om, at Kelly kun skulle have været kritisk, fordi hun var irritabel på grund af menstruation.
Mange har forsøgt at forklare og forstå, hvorfor Trumps kvindehad i almindelighed og perfiditeter om Megyn Kelly i særdeleshed har fået lov til at fylde så meget, at The Donald’s valgkamp næsten er blevet defineret af misogyni. Forleden kom skribenten på Washington Post Callum Borchers med en overbevisende forklaring: »Det er, fordi Kelly er en uopnåelig, kvindelig klippe, som har kradset i hans ego – og så er hun tilfældigvis også vært på et af de tidspunkter, hvor der er flest seere blandt netop de republikanske vælgere, som Trump desperat ønsker at komme i kontakt med. Det er opskriften på masser af vrede.« Trump angriber hende ganske enkelt, fordi Megyn Kelly er den mest magtfulde, konservative medievært, som han endnu ikke har kunnet påvirke til at rose ham. Spørgsmålet er dog, om han ville have brugt lignende midler og sprogbrug, hvis den genstridige vært havde været en jævnaldrende mand.
Angelina Jolie Pitt
Hun er ekstra-berømt for at bruge sin berømthed til at skabe opmærksomhed omkring humanitære formål. Skuespilleren Angelina Jolie Pitt, der tidligere har spillet rollen som bl.a. den virtuelle superheltinde Lara Croft, er så urklassisk køn, at det umiddelbart kan virke surrealistisk, at Donald Trump har angrebet hende for at være, ja, for at være fysisk frastødende. Ikke desto mindre var dét, hvad forretningsmanden frembrusede med i et interview med Larry King på CNN i 2006: »Angelina Jolie har været sammen med så mange fyre, at hun får selv mig til at virke som en nybegynder – og jeg finder hende ikke engang attraktiv. Og jeg forstår om nogen skønhed. Og jeg kan fortælle dig: Det er hun ikke. Jeg ejer Miss USA.« Ja, det virker jo som det glade vanvid…
Senere tweetede Trump så et mere tvetydig budskab, som imidlertid er mindst lige så intimt og kropsnært som de foregående eksempler på kvindehad. Den 40-årige Angelina Jolie Pitt fik nemlig bortopereret sin livmoder efter en scanning for den såkaldte BRCA1-gen-mutation. Hun beskrev forløbet og beslutningen i New York Times, men ønskede næppe Trumps velsignelse med ordene, at hun »virkeligt er kommet videre.« Endnu engang lykkedes det dog at trænge igennem til sladderpressen og dermed at blive hørt af de vælgere, som aldrig følger den politiske debat. Ved at koble sig til Hollywood-kendisser, selv på negativ vis og helt ind i underlivet, har han formået at gøre sit eget navn til hvermandseje i Amerika. Han har opnået en såkaldt ‘name recognition’ på næsten 100 procent, før præsidenvalget gik i gang. Og dét er reelt første betingelse for at kunne blive valgt.
Arianna Huffington
Angrib andre kendte personer, helst lidt kulørte karakterer, som er åbenlyst upopulære blandt de hvide, kortuddannede mænd. Konstant. For dét skaber ballade – og respekt. Så enkelt kan logikken bag Donald Trumps gentagne angreb på andre mediepersonligheder defineres. Analytikere taler ligefrem om ‘the bitch-slapping theory‘. Vendetta’et mod stifteren af den socialliberale netavis Huffington Post, græsk-amerikaneren Arianne Huffington, har i sig selv udviklet sig til en føljeton. Hun valgte fra første færd at rykke dækningen af Trumps præsidentdrømme over i underholdningssektionen: »Vi vil dække kampagnen som en del af vores ’Entertainment’-sektion. Årsagen er enkel: Trumps kampagne er et sideshow. Vi vil ikke tage lokkemaden.« Men beslutningen blev hurtigt lavet om. Provokationen og de efterfølgende reaktioner var ganske enkelt for voldsomme, og i tråd med det Arianne Huffington selv tidligere havde mærket med dette tweet:
At have den 65-årige Arianna Huffington som en forbitret, indædt modstander fungerer perfekt for Donald Trump. For hun repræsenterer netop alt det, som hans kernevælgere afskyr som pesten, nemlig frisind, kosmopolitisme og storby-arrogance. Og gevinsten er gensidig: For Arianna Huffington er det også et adelsmærke i liberale kredse, langs de store kystbyer i USA, at stå øverst på Donald Trumps hadeliste. For når det nogle gange kan være svært at afkode, hvad personlighederne egentlig kæmper for, er det hurtigt og enkelt at se, hvem de i hvert fald ikke er. Fjendebilleder fungerer ofte som et troldspejl.
Hillary Clinton
Donald Trumps forhold til den 68-årige Hillary Clinton er lige så modsætningsfyldt som hans skiftende holdning til de fleste centrale samfundsspørgsmål. På den ene side inviterede han både Hillary og Bill Clinton med til sit seneste bryllup, gav hende penge-donationer, da hun stillede op som senator i New York og har kaldt hende for en »fantastisk kvinde.« På den anden side har han også betegnet hende som den »værste udenrigsminister i USA’s historie« og flere gange udtalt, at hun er for svag til at blive præsident. Også i disse opgør med Hillary har der været stærke seksuelle overtoner. Sidste forår re-tweetede Trump en slibrig besked:
Kort efter forsøgte Trump at slette det meget direkte forsøg på at minde vælgerne om den gamle, absurde Monica Lewinsky-‘sag’. Internettet glemmer imidlertid aldrig, så budskabet forsatte i fri cirkulation, og fik dermed den ønskede effekt: Trump fik udstillet Hillary som en ydmyget kvinde, et halehæng, der tidligere har fundet sig i at blive nedværdiget offentligt, og som derfor heller ikke vil slå igen som præsident, når USA bliver angrebet. Som en klassisk ydmygelsestrategi forsøger Trump åbenlyst at udskamme Hillary seksuelt, før de med stor sandsynlighed skal duellere mod hinanden om få måneder. Dermed håber han at kunne piske en modvillig stemning op og mobilisere de mange vælgere, også blandt Demokraterne og Bernie-støtterne, som bare hader Hillary Clinton. Hvad Trump egentlig selv mener, ja, det er tilsyneladende fortsat et bevægeligt mål. Men så længe det virker…
Forsidefoto: Rebecca Cook / Scanpix