Der er blevet uddelt et par store priser til et par store kunstnere denne weekend, hvilket også betød, at der var et par store taler, der er værd at bruge tid på. Først var det , der af Billboard blev udnævnt til årets kvinde og i sin takketale ikke lagde fingre imellem, da hun lobhudlede branchens kvindehad og kynisme:
”Jeg var selvfølgelig inspireret af Debbie Harry og Chrissie Hynde og Aretha Franklin, men min sande muse var David Bowie. Han legemliggjorde mandlig og kvindelig ånd i én figur, og det passede mig bare godt. Han fik mig til at tro, at der ikke var nogen regler. Men jeg tog fejl. Der er ingen regler – hvis du er en dreng. Der er regler, hvis du er en kvinde.”
I Stockholm modtog så en marginalt større pris, da han modtog årets Nobelpris i litteratur in absentia. Dylan havde skrevet en ærbødig og morsom takketale, som blev læst op af USA’s ambassadør i Sverige, Azita Raji (og oversat til dansk), mens hans gamle ven smukt og nervøst fremførte ‘A Hard Rain is A-Gonna Fall‘:
”Da jeg begyndte at skrive sange som teenager, og selv da jeg begyndte at blive berømt for mine evner, rakte mit håb for mine sange ikke længere end som så. Jeg forestillede mig, de kunne blive hørt på caféer eller barer, måske senere steder som Carnegie Hall, The London Palladium. Hvis jeg virkelig drømte stort, kunne jeg måske forestille mig at lave en plade og så høre mine sange i radioen. For mig var det det største, jeg kunne opnå. At lave plader og høre dine sange i radioen betød, at du kom ud til et stort publikum, og at du måske kunne gøre det, du havde sat dig for at gøre.”