16. juni

”Det kan godt være, jeg har fået lidt grå hår,” sagde præsident Obama i går til Det Hvide Hus’ årlige ‘United State of Women’-konference, ”men det er altså sådan, en feminist ser ud.” Herefter brølede han løs i vanlig overlegen stil om ligestilling og en verden, hvor en , hun vil, uden at skamme sig, og hvor en mand kan skifte bleer uden at få ros.

Ukompliceret og legende let lyder det, når han fremfører det, men virkeligheden er som bekendt kompleks, så efter man har ladet sig henføre af Obama, kan man med fordel læse der på overbevisende facon minder kvinder om at holde fast i det, der er deres.

Så er der kun otte dage tilbage til den super spændende der kan afgøre hele Europas fremtid. Det bølger stadig frem og tilbage, ligesom det gjorde på Themsen i London i går, da man afholdt et søslag om afstemningen – oh yes, et søslag.

Skulle du have brug for et lidt bedre overblik, end søslaget giver dig, så dyk ned i The Economists glimrende guide til afstemningen.

Så er det her, vi oplever et af de sjældne tilfælde, hvor det er på sin plads at bruge det lille bonmot, vi indledte dagens leverance med – nemlig at man godt kan være både paranoid og forfulgt. I hvert fald har en ven af redaktionen, , taget sit journalistiske arbejde om overvågning ud af landet med en karriere på internationale medier som The Intercept og New York Times – og nu optræder han i et interview i Die Zeit om de kabler, der gav ham tilnavnet Sølvpapirshatten herhjemme. Det er altså godt gået.

Det kan godt være, at man efterhånden har troet det mange gange, men denne gang tror vi altså for alvor på, at Beck er på vej tilbage til toppen. Det er en herlig single, den legesyge amerikaner har sendt ud.

Vi er egentlig slet ikke til leveregler og billige bonmot’er, men så er det godt, der findes nogle dyre indimellem. Det er skuespiller Bill Murray, der deler ud.