Han var 88 år, så der er ikke så meget at sige til det, men den amerikanske New Journalism-legende Tom Wolfe er død, og New York Magazine, som han blandt andet skrev for, har en fin nekrolog. ”Som journalist og romanforfatter formåede Tom Wolfe som ingen anden at tage et særligt bredt emne – klasse og status – og skære det i tynde skiver for at undersøge det og stille en diagnose som en patolog med et mikrotom,” skriver bladet. Den beskrivelse kan alle, der har læst og nydt hans journalistik fra 60’erne 70’erne og den vidunderlige roman Forfængelighedens bål fra 1987, nok skrive under på.
I The Guardian fortæller venner og redaktører, heriblandt Tina Brown og Graydon Carter, om arven efter Wolfe: ‘Han elskede at skabe røre’.