Noget af den bedste type journalistik, der findes, er faktisk det, som visse nedgroede journalisttyper nedladende kalder ‘research for åben mikrofon’. Radio24syv har nogle knalddygtige reportere og værter, som excellerer i denne disciplin. Det kræver åbenhed, overblik, lydhørhed og så en eller anden form for indre kompas for, hvad der er rigtigt og forkert. En etisk og moralsk kerne.
Radio24syvs nyhedsflade har haft nogle absurde udsving i 2016. Specielt i dækningen af udlændingedebatten har man som lytter savnet, at en ansvarlig person holdt hovedet koldt. Når man spiller for meget på forargelsestangenterne, er det ikke længere journalistik, man bedriver, men debatstof med en lav fællesnævner.
Forleden havde kanalen en selvudnævnt homofob igennem. En rigtig homofob. Ikke bare en idiot, som hader bøsser, men en som var bange for bøsser, ligesom en araknofob frygter edderkopper. I går morges havde morgenfladen ham så i studiet for at give ham chokterapi. Han skulle møde en rigtig homoseksuel: Lars Henriksen, der er formand for Copenhagen Pride. Det var kanon radio (og her er der endda billeder på).