Anklagerne om Donald Trumps seksuelle overgreb har allerede fået massevis af kvinder til at fortælle og tweete om at blive ”grabbed by the pussy” og andre uønskede steder. Caroline Seides historie er rigtig interessant, fordi Trump (med en smule bagvendt logik) har inspireret hende til at sige fra i en ubehagelig situation, før der skete noget fysisk. Hun beskriver flot, hvordan det kan være svært og farligt at stå ved sine principper om egne grænser og rettigheder, når feministisk teori bliver til virkelighed:
”Jeg taler måske som en god feminist på Twitter, men i den virkelige verden er jeg meget mere tilbøjelig til at føje mig end til fysisk at smadre patriarkatet. Når fremmede mænd siger, at jeg skal smile, så gør jeg det for det meste – fordi det er nemmere på den måde … Når en gruppe fyre råber ad mig fra en forbipasserende bil, holder jeg blikket rettet frem foran mig og lader som om, jeg ikke kan høre dem. Jeg er blevet trænet, som så mange andre kvinder, til aldrig at forstyrre freden.”