Skældsordene flyver rundt i luften i landets skolegårde – og rammer tungt allernederst i hierarkiet, hvor børn med somalisk baggrund står og tager imod: ”Vi er dem, man må mobbe. Vi er nederst,” fortæller 28-årige Said Hussein i Berlingske. Han er formand for den somaliske forening ‘Somali Diaspora Organisation’ og fremhæver, at de somaliske børn mobbes af alle, ikke kun af deres arabiske jævnaldrende, som en ph.d.-afhandling ellers netop har afdækket.
Mobberiet kommer helt oppe fra toppen af det danske samfund: ”Det begynder i folkeskolen, men det følger os hele vejen til uddannelser, arbejdspladser, og når vi handler i Netto – ja, overalt. Somaliere som gruppe udsættes for en massiv hetz i det danske samfund. Og hvem er det, der gør det muligt? Det er politikerne, som har gjort det legitimt, at man må tale grimt om andre mennesker uden at tage hensyn til, at det kan påvirke de mennesker, man taler om. Politikerne er de største mobbere.”