9. december 2016

Måske skulle man tro det modsatte, men vi føler os mindre og mindre overlæsset med ligegyldige informationer og nyheder. ‘Kun’ 20 procent af amerikanerne anfører, at de oplever et ”overload” – et tal, der har været faldende år efter år, siden det lå på næsten 30 procent for ti år siden. Samtidig stiger tallet for dem, der godt kan lide al den information. Til gengæld er Washington Post gået i dybden med en familie-debat-klassiker om børn og computerspil, der viser sig at være mere afhængighedsskabende end nogensinde før.

Her op til jul har herrelivsstilsmagasinet  samlet en kæmpe buket af historier om – fortalt af en masse ”nære venner”. Når vi sætter nære venner i anførselstegn, skyldes det, at det lidt ligner revl og krat, og at vi kan se, at nogle af hans allernærmeste ikke optræder med et ord.  Lige meget – vi har læst det hele med tilbageholdt åndedræt. Meget er banalt; det værste er, når de her venner prøver at forklare Prince i stedet for bare at fortælle en god anekdote. En af hans tidligere medarbejdere, Gilbert Davison, fortæller, at Prince skrev hele de første to LP-sider af dobbeltalbummet Sign o’ the Times (1987) på en tre en halv time lang flyvetur mellem Minneapolis og Los Angeles. Teksterne til sangene skriver han i en notesbog. 15 minutter pr. sang, tager det. De tager direkte i studiet bagefter og er der tre-fire dage i træk. Så er musikken færdig. Havde du det hele i hovedet i flyet, spørger Davison, altså ”ikke bare teksten, ikke bare musikken, ikke bare melodierne, men hele arrangementet, alt?” Og Prince svarer: ”Yeah, du ved, jeg bliver nødt til at få det hele ud, ellers kan jeg ikke sove.”

Denne historie har cirkuleret i et par dage, og vi har været lidt i tvivl om, hvad vi skal gøre ved den, for den er virkelig, virkelig hård kost, men det er også en vigtig sag om en verden på vildspor. Den handler om den mere eller mindre vanvittige filippinske præsident Rodrigo Dutertes erklærede krig mod narkotika i landet og de tusinder af mennesker, som han har slået ihjel på den baggrund.

”Jeg har arbejdet i 60 lande, dækket krige i Irak og Afghanistan og brugt det meste af 2014 i Vestafrikas ebola-zone,” skriver journalisten bag historien, Daniel Berehulak, og lader forstå, at han er en helvedes karl. Men ”hvad jeg har oplevet i Filippinerne er på et nyt niveau af brutalitet: Politibetjente, der skyder alle, der bare er mistænkt for at handle med eller tage stoffer. Betjente, der tager Dutertes opråb om at ‘slagte dem alle’ alt for bogstaveligt. I oktober sagde han, at 20 eller 30.000 flere vil dø i krigen.”

Som det måske vil være en del bekendt, findes der en helt ufattelig god dokumentar af instruktøren D.A. Pennebaker om Bob Dylans turnéliv i 1965. Don’t Look Back hedder den og er af mange betragtet som rockhistoriens bedste. Hvad færre ved, findes der også stærke optagelser fra den legendariske 1966-turné, hvor Dylan sætter strøm til guitaren, revolutionerer rockmusikken og bliver buhet og råbt af – ”Judas,” blandt andet . Her er en lille super cool doku, hvor lydmanden bag det hele giver sin del af historien for første gang. Lyden er netop udkommet i en boks med 36 (!) cd’er, så vi ved godt, hvad vi ønsker os til jul.

En gammel ven af redaktionen er uddannet bassist fra et rytmisk konservatorium. Dygtig fyr, der siden har fået en storartet karriere, men inden det kom så vidt, var han til eksamen i ekspressiv dans, og han har altså aldrig været så meget til hverken ekspression eller dans. Men da dagen kom, tænkte han ”hul i det” og gjorde, som hans lærer så tit havde opfordret ham til: han gav sig 100 procent. Han hoppede og sprang og bevægede sig til de afrikanske rytmer, som han var kommet op i. Han gik derfra svedig, tilfreds med sig selv og afventede sin karakter. Han fik 03 rent, og siden er han blevet ved sin bas. Det er nemlig ikke så let at bevæge sig rigtigt og glemme sig selv, se blot på denne fantastiske liveoptræden af det glemte band Otway & Barrett fra Top of the Pops fra BBC engang i 70’erne. Det er så forfærdeligt. Und dig selv at se optagelsen helt til ende – du bliver ikke skuffet. Otway fik sig i øvrigt et betragteligt kultpublikum.