Onsdag den 20. december

I sidste uge var det kunstig intelligens, der fik europaparlamentarikerne til at sidde oppe hele natten. På den måde er vi heldige, at dagens Føljeton først lander til frokost: Bedst som Politico skulle trykke send på deres morgennyhedsbrev, kom nyheden om, at man efter flere års forhandlinger er nået til enighed om en ny asyl- og migrationsaftale i EU.

Asylpakken, der stadig mangler at blive formelt ratificeret, indebærer grundlæggende, at landene ved Europas ydre grænser – som Italien og Grækenland – kan afvise flere asylansøgere og helt uden brok fra de europæiske statschefer. Hvis de vil løbe fra ansvaret, kan de nu helt lovligt gøre det ved at betale penge til en fælles EU-fond. Og migranternes skæbne? Den lægges i hænderne på “fængsler” ved grænserne.

+ Parlamentets formand Roberta Metsola afviser, at der er tale om et knæfald for højrefløjen: “Det er et centrum, der ikke kopierer højrefløjen, men går pragmatisk til værks”.

“Selvom statsborgerskaber overhovedet ikke har lige rettigheder, præsenteres vi stadig rutinemæssigt for den juridiske fiktion, at alle stater har lige suverænitet – en idé, der strækker sig tilbage til Emer de Vattels Le droit des gens (1758), som argumenterer for, at hvis mennesker i naturtilstanden er lige over for hinanden trods alle deres forskelle, så må det samme gælde for stater. Selvfølgelig er stater på ingen måde lige suveræne. Nauru har ikke suverænitet på niveau med et land som Tyskland, på trods af at dets stemme har samme vægt ved FN, at det kan åbne ambassader over hele verden og tilbyde sine diplomater immunitet osv.” Den italienske journalist og sociolog Marco d’Eramo skriver fint i New Left Review.

Den amerikanske skuespiller Jodie Foster spillede en bærende birolle (findes det?) Martin Scorseses film Taxi Driver i 1976 og blev nomineret til en Oscar som 14-årig. I 1980 var hun gæstevært på tv-liveshowet Saturday Night Live, og det bragte hende på forsiden af Andy Warhols interviewmagasin Interview Magazine. Inde i bladet blev det til en samtale mellem hende og Warhol. I det nyeste nummer fortæller hun om, hvordan dét var.

+ Og her er den oprindelige samtale mellem Foster og Warhol. Da han opfordrer hende til at begynde at instruere selv, svarer hun, at det vil hun gerne, men ikke med sig selv i filmen: “Jeg vil ikke ødelægge min karriere. Det er bedre at ødelægge en andens karriere.”

“Svenskerne er i stormvejr i øjeblikket, men de har en arv at trække på, som nok skal føre dem tilbage til rollen som den kulturelle stormagt, de har været længe. Der forestår et hårdt arbejde med at styrke sammenhængskraften. Den forbrydelse, Sjöwall og Wahlöö skrev om, det falske klassesamarbejde, er efterfulgt af en ny, den falske humanitet, som lod byernes underklasse betale prisen for drømmen om den humanistiske stormagt. Nu er også den blevet afsløret. Men under disse bølger er der de lange dønninger, den svenske mentalitet.” Professor emeritus Thomas Bredsdorff skriver opløftende i Politiken om vort broderfolk.