På blot et døgn har 11 lande trukket deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), svarende til omtrent 70 pct. af organisationens støtte: USA, Tyskland, Storbritannien, Canada, Nederlandene, Finland, Australien, Italien, Schweiz, Estland, Japan, Østrig og Rumænien.
Det sker, efter Israels efterretningstjeneste i et lækket dokument anklager 13 ud af UNRWA’s i alt 30.000 ansatte for at have været involveret i terrorangrebet d. 7. oktober. Som reaktion på beskyldningerne, der ifølge bl.a Politico og CNN mangler bevismateriale, har FN fyret ni ansatte og igangsat en større intern efterforskning. To af de anklagede er i mellemtiden døde, mens den sidste mangler at blive identificeret.
Tidligere talsperson for UNRWA Chris Gunness udtaler mandag til Al Jazeera, at nødhjælpsorganisationen – der kaldes en livline for 2 mio. palæstinensere – kun har få uger tilbage, før pengene løber op. Amnesty International har opfordret de 11 lande til at genoptage støtten straks, og tirsdag vil FN’s generalsekretær António Guterres tilskynde organisationens største donorer til at holde UNRWA oven vande.