1. december 2023

Over hele verden har der været en diskussion om, hvordan medierne har omtalt de frigjorte fanger i gidseludvekslingen mellem Hamas og Israel. De israelske børn er blevet kaldt det de er, nemlig børn. De palæstinensiske børn, der er gået fri, er derimod blevet kaldt alt muligt andet. For eksempel mindreårige.

Ikke mange internationale medier har samlet op på, hvorfor Israel – altså nationalstaten der ofte, og i øvrigt forkert, bliver kaldt for Mellemøstens eneste demokrati – har børn siddende i deres fængsler. Mediekritikken er også udeblevet herhjemme. Her har kun få følt et behov for at stille det ellers oplagte spørgsmål: hvorfor er der børn i de israelske fængsler?

I spalterne om de palæstinensiske børn bliver der ellers brugt mange ord og tegn på at danse omkring den ubehagelige kendsgerning. Ritzau skriver eksempelvis, at “af de 300 er 124 unge palæstinensere under 18 år”, DR kalder dem “mindreårige” og i New York Times er de “teenagere”. Ét klap, én stavelse: Ordet er børn.

I Israel kan børn ned til 12 år blive dømt ved retten, men kan først afsone deres dom, når de er fyldt 14. Hvis de altså får en dom. Mange bliver varetægtsfængslet i flere måneder eller sågar år, uden dom eller rettergang. Det kan lade sig gøre, fordi palæstinensere på Vestbredden er underlagt det israelske militære retssystem, der modsat det civile ikke skal leve op til særligt høje krav.

Det militære retsvæsen i Israel er også ret hemmelighedsfuldt, når det kommer til deres praksisser. Menneskerettighedsorganisationer har alligevel fået information om, hvad der foregår i fængslerne ved at tale med børn, der har været der. De bliver udsat for en brutal behandling. Her er nogle tal fra en undersøgelse, som Red Barnet har lavet:

42 pct. af de fængslede børn er sårede, når de bliver varetægtsfængslet. Halvdelen bliver arresteret i deres eget hjem. 70 pct. fortæller at de har sultet, mens 86 pct. er blevet udsat for fysisk vold. Få melder, at de blevet udsat for seksuel vold, og 69 pct. har været tvunget til at tage alt tøjet af, da de blev kropsvisiteret. De færreste får mulighed for at få juridisk vejledning, inden de, under psykisk og fysisk tvang, skriver under på en tilståelse. 58 pct. bliver nægtet retten til at tale med eller se deres familie.

Sådan har det stået på længe. I 2011 rejste ni britiske advokater til Israel for at undersøge de forhold, børnene blev arresteret under. Rejsen, der var finansieret af det engelske udenrigsministerium, resulterede i en rapport. Rapporten (der ikke er den eneste) slår fast, at det israelske militær jævnligt bryder FN’s børnekonvention – og det er man altså blevet ved med lige siden.

Mediedækningen omkring gidseludvekslingen har i det hele taget været ret koncentreret om de løsladte israelere. Fx har AP News bragt en artikel med de israelske gidslers vidnesbyrd – og det er vigtigt, for deres ulykkelige historier må ikke glemmes. Mediet har så bare ikke skrevet om, hvad de palæstinensiske fanger har at fortælle om deres tid bag israelske tremmer. Historierne har deres egen systematik, som går ud over børn. De fleste af børnene er i øvrigt fra Vestbredden og har intet med Hamas at gøre. Det havde man vidst, hvis man spurgte dem.

I andre nyheder er her, hvad vi ellers har skrevet om i løbet af ugen:

• Miraklet i Dubai.
• Tysklands gældsbremse.
• En træt, sur og frustreret Lars Aagaard.
• Sympatistrejken i Sverige.
• Julen er aflyst i Betlehem.
• COP28.
• Henry Kissingers død.
• FN’s Torturkomité kritiserer Danmark.

/Ghazi AMM Al-Naji