Cop28/Reuters/Ritzau Scanpix
“90 pct. af politikerne giver de andre 10 pct. et dårligt ry” – Henry Kissinger (hvil ikke i fred).
Det er, som om verden pludselig er kommet lidt i ubalance. Måske er det sneen og begyndelsen på december, der har kickstartet de små skred. Der er i hvert fald noget i luften – men vi ved ikke hvad.
I et interview med Avisen Danmark kan man eksempelvis læse, hvordan tidligere minister Trine Bramsen (S) har valgt at gøre noget så uhørt som at bryde rang og kritisere sine egne socialdemokratiske partifæller. Det er særligt partiets kollektive korstog mod arbejdsmoralen, der er faldet Bramsen for brystet. Eksempelvis mener hun ikke det er rimeligt, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) helt ublu har gjort forfatteren bag Ærø Manifestet, Maj My Humaidan, til skræmmeeksemplet på den samfundstendens, hvor folk bare gerne vil arbejde mindre og have mere tid til familien. For det bliver simpelthen for unuanceret, mener Bramsen, hvis man bare svinger arbejdspisken uden samtidig at se på, hvorfor mange ikke trives i hamsterhjulet:
“[J]eg synes, at det hører med til debatten at lytte til, hvad nogle af de her mennesker, der har omlagt deres liv for en periode, kortere eller længere, har gjort sig af erfaringer”.
Tænk, er en ny form for selvindsigt faktisk ved at åbne sig i Socialdemokratiet? Er Bramsen kanariefuglen, der afslører det åndelige iltsvind?
Utroligt nok kan man her til morgen, sideløbende med Bramsens opsang, læse et interview i Information med statsminister Mette Frederiksen (S) og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), hvor noget nyt også synes at være på færde. Begejstret fortæller makkerparret, at Danmark vil bidrage med 350 mio. kr. til de lande, der bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringer – og at 175 mio. kr. herunder vil gå til den nye tab- og skadefond, som man nu er blevet enige om ved COP28. Og her kommer så det virkelig opsigtsvækkende: “Det handler om medmenneskelige forpligtelser”, forklarer Mette Frederiksen.
Den medmenneskelighed, der ellers er ret svær at få øje på i alt fra asylcentrene til fængselsplanerne i Kosovo – hvilket også har ført til meget direkte kritik fra FN’s Torturkomité, som nævnt i går – skal der åbenbart sættes fuld skub i nu, hvor klimatopmødet er gået i gang. For som Dan Jørgensen også istemmer, er det “åbenlyst moralsk rigtigt”, at udviklede lande som Danmark hjælper de mere sårbare lande. Vi er nogle af dem, der har udledt mest, og må nu rette op på skaden. Ligesom det selvfølgelig er en god historie, at Danmark indtil videre har forpligtet sig til at donere mere til den nye fond end eksempelvis USA og Japan.
Ja, måske lidt for god. For knap nok når Mette Frederiksen og Dan Jørgensen at få iscenesat sig selv som klimaretfærdighedens nye ryttere, før der alligevel går gamle travere i den. Som så mange gange før får Dan Jørgensen påpeget, at Danmark jo “er et af de lande på planeten, som har hjulpet mest med at reducere udledningerne, også i udlandet”. De to sosser udstråler ganske vist begejstring, men det er nok mest begestring over egen spin. Til gengæld vil ingen af de to høre alt for meget på, at det jo også vil være klimaretfærdighed, hvis vi selv nedbragte vores udledninger hurtigere – hvilket vi ifølge Klimarådet stadig er langt fra.
“Vi har sagt fra regeringens side, at vi lever op til 2025-målet – ligesom vi lever op til 2030-målet – og vi har også anvist vejen derhen”, udtaler Mette Frederiksen, uden egentlig at forholde sig til journalisternes spørgsmål om Klimarådets kritik. Inden Dan Jørgensen får suppleret, at det jo slet ikke er det, de er der for at tale om:
“Vi skal gøre mere. Det er helt klart, for vi har stadigvæk udfordringer. Men nu laver vi jo det her interview i en kontekst af Danmarks rolle på COP’en, og uden det skal lyde forkert, så tør jeg godt sige, at Danmark ikke vil blive mødt med kritiske røster fra det globale syd om, at de ikke synes, vi gør nok. De kigger tværtimod på Danmark som et godt eksempel og peger på andre lande og siger, at I skulle gøre ligesom Danmark.”
Måske er der alligevel ikke så meget ny selvindsigt i luften. Det gennembrud for COP28-forhandlingerne, som tab- og skadefonden bliver kaldt (betalingsmur), er stadig også bare en dråbe i havet, når man fx tænker på, at sidste års voldsomme oversvømmelser i Pakistan kostede en 30-40 mia. dollars. Samtidig er der lige den udfordring (betalingsmur), at præsidenten for COP28 hedder Sultan Ahmed Al Jaber, og at han i sin åbningstale holdt temmelig meget tilbage med løfter om de fossile brændstoffer.
“It’s a deafening cacophony of broken records,” udtalte Petteri Taalas, generalsekretær ved World Meteorological Organization, da han skulle give COP28-deltagerne i Dubai et hurtigt overblik over de stigende temperaturer. Vi har med vilje ikke oversat citatet, for det rummer jo en perfekt dobbelthed: Pladen var så tæt på at spille nye toner, men er alligevel gået i hak. /David Dragsted