14. oktober 2016

Hvis ikke Bob Dylan havde fået Nobels Litteraturpris, ville introen i dagens nyhedsbrev helt klart have handlet om den tale, Michelle Obama holdt ved et valgarrangement for Hillary Clinton i New Hampshire i går. Se hende holde hele talen her, eller læs den selv her. Det er dynamit. Hun går lige i flæsket på Donald Trump og hans kvindesyn:

”Det er ondskabsfuldt. Det er skræmmende. Og sandheden er – det gør ondt. Det er ligesom den syge, ubehagelige følelse, du får, når du går hen ad gaden for dig selv, og en eller anden fyr råber noget vulgært om din krop. Eller når du oplever ham fyren på arbejdet, som står lidt for tæt på, stirrer lidt for lang tid og får dig til at føle dig utilpas i din egen krop.”

”Og jeg ved, at det er valgkamp, men det her handler ikke om politik. Det handler om grundlæggende menneskelig anstændighed. Det handler om rigtigt og forkert. Og vi kan simpelthen ikke godtage det her eller udsætte vores børn for det længere – ikke et minut mere for ikke at sige fire år. Det er på tide, at vi står sammen og siger, nok er nok. Det her skal stoppe nu.”

I USA dør et barn i en skudulykke hver anden dag. Det er et helt uhyrligt tal, som The Associated Press og USA Today har gravet frem over seks måneder. Det er også langt højere, end hvad der står i myndighedernes registre. Et af de spørgsmål, som for alvor kan få republikanere og demokrater til at rive håret af hinanden, er, hvem der har ansvaret, når en treårig dreng finder en pistol under sine forældres seng, trykker på aftrækkeren og skyder et hul i sit eget kranie. Forældrene eller staten? I den amerikanske befolkning er der efter mange års debat nu flertal for at regulere våbenloven. At det ikke lykkedes – at han ikke kunne tvinge armen rundt på kongressen og den amerikanske våbenlobby – er muligvis det, der nager Barack Obama allermest som afgående præsident.

I december åbner der en kæmpe retrospektiv udstilling med den amerikanske popkunstpionér Robert Rauschenberg (1925-2008) på Tate Modern i London. I den forbindelse har The Guardian kigget lidt på hans stil. Ikke hans penselstrøg, men simpelthen hans klæder. ”Hans egen stil var ikke vild og farverig som David Hockneys eller en indikation af hans seksuelle orientering som Mapplethornes eller afhængig af en hurtig visuel genvej som med Andy Warhols paryk. I stedet var den fuld af distinkte signaturer, som tog afsæt i den klassiske herregarderobe, men båret på Rauschenberg-måden,” skriver avisen. Og her har du lige Andy Warhol, der på otte sekunder forklarer, hvorfor han synes, at Rauschenberg er ”great” :-)

”Islamisk Stat har ikke noget at gøre med jihad eller Islam. Islamisk Stat er Islams fjende,” siger en IS-desertør i en flot dokumentar fra Al Jazeera. En ung mand fra Raqqa fortæller om, hvorfor han blev kriger i første omgang. IS fik simpelthen hans by til at fungere: ”Der var elektricitet, rent vand, brødet var godt, og priserne var fair.” Men det var noget andet at stå ved fronten, opdagede de unge mænd. ”Hvordan kan du sige, at det er Islam, når du dræber et barn?” siger en af dem. Men det er livsfarligt at forlade Islamisk Stat, når man først har meldt sig under fanerne. Dokumentaren viser, hvordan hemmelige celler hjælper IS-krigere med at desertere. De er sprængfarlige for propagandamaskinen i IS: ”Hvis desertører afslører, hvad de har set, vil det være en katastrofe for Islamisk Stat,” som en af mændene siger.

Vi plejer at finde noget nyhedsagtigt til den her kasse, som du kender som ‘Og et sidste ord’. I dag er det bare et tema, der er evigt aktuelt: forbieren – med en frø i hovedrollen.