Dylan har aldrig været bedre

Det er altså ikke hvert år Nobelprisen i litteratur kan sætte internettet i stå, men i går lykkes det med udnævnelsen af sangskriver Bob Dylan som årets modtager. Lad det være sagt med det samme, her på redaktionen kunne vi ikke få armene ned, men det var der andre, der kunne og nogen erklærede lige frem prisen for død. Fint nok, vi er mindre interesserede i debatten om, hvorvidt han overhovedet er berettiget, god nok, litterær nok, eller om det er forkert at give en hvid ældre mand med et publikum, der fortrinsvist består af hvide midaldrende mænd, sådan en fin pris. Det kan diskuteres meget kort, og vi tillader os at affeje det med et blot og bar ’Vrøvl!’, som vi følger op med et lidt længere ’Vrøvl, vrøvl, vrøvl, vrøvl’, for til sidst lige at trumfe med et ’Selvfølgelig skal han have nobelprisen – den skulle han have haft for længst’. Det er jo grænsende til det idiotiske at diskutere om sangskrivning ikke skulle være en kunstart på linje med lyrik eller prosa. Og ja, der er en overvejende del af denne redaktion, der består af hvide mænd midt i livet og ja, der er mindst en af os, der er full blown Dylanolog på den der småpatetiske Christian Braad Thomsen-facon. Om vi er stolte af det? Ikke spor. Om vi skammer os over det? Ikke spor.

Nå, men det, der stadig kan interessere os, er, om han for alvor har bidraget til den store orale litterære tradition med andet end en 20-30 gode numre siden hans guddommelige åre i årene 1964, 1965 og 1966, hvor han udkom med fem af rock/folk/pop-historiens største albums og ændrede musikken for altid på et generelt niveau og selve livet for tusinder på et personligt niveau – The Times They Are A-Changin‘ (1964), Another Side of Bob Dylan (1964), Bringing It All Back Home (1965), Highway 61 Revisited (1965) og Blonde On Blonde (1966). Særligt besværligt bliver det med den sene Dylan, som vel starter på den anden side af den klassiske og stærke single ’Things have Changed’. Her tager han på en fin måde afsked med fortidens Dylan med en direkte replik til sit første store gennembrudshit ’The Times the Are a-Changin’. I omkvædet siger han det så klart og køligt, som kun Dylan kan: ”I used to care but things have changed.” (Han vandt i øvrigt en Oscar for det nummer foran Björk og Lars von Triers ’Dancer in the Dark’.)

Den sene Dylan er på den ene side mere folkelig – nærmest folkloristisk med sine bluegrass, blues og jazz-referencer, men på den anden side er den mere utilnærmelig for en almindelig dansk Dylan-fan. Det er mere utydeligt, hvad der er på spil end i Blood on the Tracks, Street Legal, Desire, Oh Mercy eller Time out of Mind, der alle er store uomgængelige albums på den anden side af 64-66-årene. De sene albums virker umiddelbart mere legende og pastichiøse, men tag endelig ikke fejl, for som du måske allerede kan mærke, er Føljeton slet ikke på det hold. Indrømmet, vi kom først over på den anden side sent i denne periode og faktisk først med én af Bob Dylans mest udskældte og folkelige plader, nemlig den mærkværdige juleplade fra Christmas in the Heart fra 2009, der kun består af genindspilninger af gamle amerikanske juleklassikere. Ved første gennemlytning lyder den muligvis en anelse anstrengende, men det var her, vi for første gang virkelig forstod, hvad det er for en tradition, Bob Dylan har skrevet op imod siden Things have Changed – ja, måske i virkeligheden i hele karrieren. Det var først her, Dylans projekt blev tydeligt for os, og først her vi indså, hvor fascineret og sammenfiltret han er med det, man kalder for ”The Great American Song-book”. Det er det, som han ifølge nobelpris-komiteens meget korte udtalelse har fået prisen for at bidrage til.

Derfor: Lad os som en slags læserservice her komme med en snap gennemgang af en god håndfuld af de største numre fra den periode. I alt består den af syv studiealbums, hvoraf tre af dem består af rene genindspilninger. Hvis du giver dig tid – og i øvrigt er nogenlunde interesseret i musik, så er der en god sandsynlighed for, at du ligesom os er tilbøjelig til at mene, at Bob Dylan aldrig har været stærkere og mere stabil end netop nu. Værsgo:

1) ’Mississippi’ (Love and Theft, 2001)

Det kunne være tilfældigt, men det er det nok ikke – præcis den 11. september 2001 udkom Love and Theft som en ventet opfølger på dødsoden Time out of Mind fra 1996. Det er svært at tale om hits fra den plade, men det stod fra første gennemlytning klart, at Mississippi var en omgående klassiker. Et tilbageblik på livet med Syden som ramme. Fyldt med oneliners, der er de største af hans sange værdig og et univers i konstant bevægelse mellem håbløshed og håb.

”Well my ship’s been split to splinters and it’s sinking fast/ I’m drowning in the poison, got no future, got no past/ But my heart is not weary, it’s light and it’s free/

I’ve got nothing but affection for all those who sailed with me.”

2) ’Sugar Baby’ (Love and Theft, 2001)

En smuk kærlighedssang, der som altid, når Dylan er i det hjørne, har tvetydige replikker, der gør læserne i tvivl om, hvem eller hvad det egentlig er, jeget har haft et kærlighedsforhold til. Musikken, kvinden, livet – det vælger du.

3) ’When the Deal Goes Down’ (Modern Times, 2006)

En Bing Crosby-inspireret tone med en smooth guitar og den blødeste stemme Dylan kan hvæse. På den ene side også en smuk kærlighedssang, men det er heller ikke klart, hvem det er, han er hos, når ”the deal goes down”. I et interview han gav til 60 minutes, lige inden pladen udkom, blev han spurgt om, hvorfor han stadig er på scenen:  ”Det handler om skæbne. Jeg slog en handel af med den – med jer. Det er længe siden nu, men jeg overholder min del af aftalen. Man skal aldrig være blind for religiøse motiver i Dylans sange og denne her er blandt de mest tydelige. Men det er ikke klart, om jeget taler til en Gud eller selv er det.

4) ’Ain’t Talkin’’ (Modern Times, 2006)

Her er vi stadig i et klassisk gammeltestamentligt univers. Apokalyptisk, sort og overjordisk. Han åbner i et paradis, men ryger allerede i første strofe ned i helvede. ”As I walked out tonight in the mystic garden/ The wounded flowers were dangling from the vine/ I was passing by yon cool crystal fountain/ Someone hit me from behind.” Han har problemer med sin tro bekender han – det går dårligt med at overholde budene. Han er besat af en ondskab og går rundt som en djævel uden at sige et ord.

5) ’Beyond Here Lies Nothin’’ (Together Through Life, 2009)

Åbningsnummeret fra den nok mest jævne af de fem svinger helt forrygende og leverer trompeter og beskidte beats. Igen er det pakket ind som en kærlighedssang, der med et ton oneliners kan læses som en kærlighed til alt mulig andet. I dette tilfælde er den mest oplagte fortolkning kærligheden til musikken: ”Beyond here lies nothin’/ But the mountains of the past.” Du skal ikke lede efter nyt her – jeg står på kæmpernes skuldre.

6) ’Life Is Hard’ (Together Through Life, 2009)

Det er en af Dylans smukkeste dødssange og dermed også blandt de smukkeste overhovedet.

7) ’Must Be Santa’ (Christmas In the Heart, 2009)

Det blødte ud af ørerne på Dylan-fans, da denne juleplade pludselig kom dumpende, men som nævnt er den langt bedre end sit rygte. Faktisk kan den for en dansker, der har svært ved at forstå den amerikanske sangtradition være selve nøglen til at forstå, hvilke genre Dylan lystigt har væltet sig rundt i. Og lystig det er han. Lyt blot til dette optempo julehit, og se den hylende morsomme video til den på Youtube, hvor en desillusioneret Dylan som en anden Bad Santa vælter rundt med skulderlangt hår til en julefest på et kollegie i 60’ernes USA.

8) ’Pay In Blood’ (Tempest, 2012)

Tempest står som kronen på værket af post-9/11-produktionerne. Det flyder med død, humor, overskud, elegier, desillusioner og drømme. Som her med denne djævelske, der tvetydigt bebuder: ”Night after night, day after day/ They strip your useless hopes away/ The more I take, the more I give/ The more I die, the more I live.”

9) ’Tempest’ (Tempest, 2012)

Alle store Dylan-plader slutter med et nummer, der bryder rammerne for, hvad man må og kan i musikken, så det er oplagt at slutte denne trackliste med det samme. Her er det med et monumentalt værk om Titanics undergang. 45 vers (intet omkvæd eller b-stykke) om, hvor det flyder med lig, skæbner, musik, humor, vold og undergang.