19. januar 2017

Nogle af os har ikke helt sluppet rotterne fra sidste uge, så her kommer lige en gennemgang af litteraturhistoriens fem største rotter. De er ikke alle sammen lige populære, kan vi godt afsløre.

Den misforståede general. Omtale af det danske forsvar sker som oftest med en næsten slesk andægtighed. Lidt på linje med den servile dækning af kongehuset. Så meget desto mere er der grund til at hilse det nye forsvarspolitiske medie OLFI velkommen. Om den netop afgåede forsvarschef, Peter Bartram – som opsigtsvækkende nok er blevet næstformand i Viggo Hørups gamle bladhus, JP/Politiken, hedder det usentimentalt: ”Blandt medarbejderne udviklede forsvarschefens manglende popularitet sig over årene fra hovedrysten til hånlig latter. Han blev set som en svag nikkedukke, der altid logrede med halen over for politikerne, selv om de var godt i gang med at ødelægge det, der efterhånden var tilbage af dansk forsvar.” Her tages ingen gidsler.

Hvad har de i piben i Island? I mere end 50 år har de danske sundhedsmyndigheder kæmpet mod misbrug af stoffer og alkohol, uden at det har betydet et nævneværdigt fald i antallet af brugere og misbrugere. Det diskuteres stadig, hvordan man nedbringer forbruget hos unge til et tåleligt niveau, men måske man skulle lade være at diskutere og i stedet tage et smut til Island. I løbet af de sidste 20 år er det lykkedes islændingene at nedbringe antallet af branderter blandt 15-16-årige ‘inden for den seneste måned’ fra 42 procent til fem procent. Antallet, der har prøvet at ryge hash, er faldet fra 17 til syv procent, og almindelige cigaretrygere fra 23 til tre procent. Et af de mest effektive virkemidler har vist sig at være at erstatte de kunstige stimulanser med naturlige i form af idræt og sunde fritidsinteresser.

Brystvorter er forbudte på Instagram, i hvert fald hvis der er tale om kvindelige brystvorter. En ny konto med over 50.000 følgere fejrer idiotien og det åbenlyse smuthul i reglen. Genderless_nipples poster fotos af brystvorter, der er så tæt på motivet, at det er umuligt at fastslå, om vorten sidder på et han- eller hunkønsvæsen. De er så ens, og alligevel så forskellige. Sorte, brune, lyserøde, nogle med piercinger, andre med body paint eller vanddråber fra morgenbadet. Dem kan vi godt anbefale.

Det bedste vi (ikke) har set. Det lader til, at vi for første gang i tre år kan gå i biffen og se en dansk film, man faktisk hellere vil se end en udenlandsk. I hvert fald hvis vi holder os til de anmeldere, vi kan lide. De er nemlig vilde med Fenar Ahmads nye thriller Underverden.

”Den er tidligere tiders rå danske film som Gå med fred, Jamil omdannet til lige dele Pusher-hyldest og Rocky-krop og Batman-mytologi. Den er hårdtslående og tungt pumpende,” skriver Katrine Yde Frostholm fra Politiken for eksempel.

”Året er ungt, så det lyder hult at kalde Underverden for årets bedste danske film indtil videre. Ordene vil have mere vægt, når jeg gentager dem sidst på året,” skriver Jacob Wendt Jensen fra Berlingske.

”Man tror på, at København er en dyster, uhyggelig metropol med uhellige mean streets, når man ser Underverden; for her er der i sandhed ingen nåde. Men Fenar Ahmad har med Underverden givet dansk film nyt håb,” skriver Katrine Sommer fra Jyllands-Posten og gode gamle Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet mener, at den er ”…en både elegant eksekveret og hårdtslående genrefilm, der ovenikøbet leverer stof til eftertanke.”

Og så kender du stort set ikke en eneste af skuespillerne. Det bliver hylt!

Vi kan godt blive enige om, at det at save i et stykke træ ikke er nogen helt ukompleks handling, vel? Når du ser den her pragtfulde orangutang, vil du ønske, at verden ikke var så artsopdelt, som vi har gjort den til.