Det var 1. april i går, og det kom der vanen tro nogle halvslatne jokes ud af. Og et par der slog til. Som partiformand Kristian Thulesen Dahl, der bekendtgjorde, at DF ville byde ind på FM4 med base i Bestsellertårnet i Brande, hvortil Radio24syvs Kirsten Birgit kom med et lille comeback efter et opkald til Pia Adelsteen (DF). Adelsteen ejer sammen med en anden DF’er, Kim Christiansen, cafeen Aporta i Mariager, der netop har været i vælten efter den omstridte omfartsvej i byen. For nylig havde DF-parret også en fagforeningssag, fordi de ikke ville udbetale løn under sygdom. Nå, men 37 minutter inde i gårsdagens Korte Radioavis ringede Kirsten Birgit under dække af at være Nordjyllands politi så til Pia Adelsteen og fortalte hende, at der var braget en lastbil ind i Aporta. Men også at der var en ”god nyhed”, fortalte hun, nemlig at ”hende den hysteriske, der ikke ville arbejde under sygdom” var omkommet ved uheldet. Too much? Måske. Sjovt? Ja!