Giv Statens Museum for Kunst noget snor

Det her er sådan set noget, der angår hele Danmark. I den forgangne weekend blev der hængt et nyt maleri op på Statens Museum for Kunst i København. Das Soldatenbad (Soldaterbadet), som det hedder, er malet af den tyske ekspressionist Ernst Ludwig Kirchner i 1915. Motivet er ikke særlig rart; det er ikke sådan et, man skal opsøge, hvis man har brug for at blive kvikket op eller få indgydet mod, inden man skal til medarbejderudviklingssamtale på sin arbejdsplads og vil fortælle sin chef et par sandheder.

Billedet forestiller en gruppe soldater, der tager fællesbad, mens en fuldt påklædt officer står og glor og efter alt at dømme bjæffer ordrer til dem. Soldaterne ligner hinanden, håret er kort, øjnene er tomme efter mødet med krigens rædsler. Kirchner kendte følelsen, for han meldte sig frivilligt til militærtjeneste under Første Verdenskrig, men blev sendt hjem efter et nervøst sammenbrud, og kort efter malede han Das Soldatenbad, der anses for et af tysk ekspressionismes helt store værker.

Nu hænger det her fantastiske maleri på Statens Museum for Kunst i det næste års tid. Det er kun til låns, for det tilhører Nasjonalmuseet i Oslo, som har fået det af norske Sparebankstiftelsen DNB, der købte det for 146 mio. kroner.

Der er masser af kunst af høj karat på Statens Museum for Kunst. Der er masser af malerier og skulpturer. Man kan simpelthen ikke gå forgæves. At bruge tid og energi på sådan noget som at få Ernst Ludwig Kirchners maleri op at hænge i en periode er rendyrket public service – og bare et lille hjørne af, hvad Statens Museum for Kunst skal levere og leve op til.

Hvis man er i tvivl, kan man bare læse op på museumsloven, jævnfør lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014 (kapitel 3, paragraf 7): Statens Museum for Kunst ”har til opgave at belyse den danske og udenlandske billedkunst, fortrinsvis fra den vestlige kulturkreds efter år 1300”, og skal blandt andet ”anlægge og opretholde repræsentative samlinger”. Desuden skal museets samlinger danne ”grundlag for forskning og for museets alment oplysende virksomhed”.

Altså ikke så lidt. Og hvorfor så remse alt det op nu? Jo, Statens Museum for Kunst er kommet ud med et underskud på 1,4 mio. kroner i årsregnskabet for 2018. Det udlagde DR mandag som at museet ”bløder besøgende”, mens ”andre kunstmuseer har oplevet rekordhøj tilstrømning i samme periode”.

Ikke normalt

Statens Museum for Kunst er ikke et normalt kunstmuseum og kan hverken sammenlignes med Louisiana i Humlebæk eller ARoS i Aarhus, selv om det virker nærliggende. For Statens Museum for Kunst er der ikke frit slag på alle hylder – manøvrerummet er ikke overvældende. Der er ting, som skal gøres, fordi det tjener almenvellet, selv om den brede danske befolkning muligvis ikke er enig og hellere ville bruge pengene på benzin, hvis de fik valget. Det gælder for eksempel, når Statens Museum for Kunst udgiver en grundigt kommenteret bog på 339 sider om de cirka 200 venetianske tegninger i Den Kgl. Kobberstiksamling, hvoraf kun ganske få tidligere er blevet vist i offentligheden.

Ifølge SMK’s årsrapport for 2018 havde museet satset på 391.250 besøgende, men ‘kun’ genereret 308.974. Til Kulturen på P1 udtaler museumsdirektør Mikkel Bogh, at prognoserne har været for optimistiske og programmet ”for smalt i forhold til publikum”: ”Det har vi lært af, og vi har ændret i programmet fremadrettet, så vores to store udstillinger bliver mindre nicheprægede.”

Men hvorfor sætter landets lovgivere overhovedet hele Danmarks kunstmuseum i denne situation? Siden 2016 har de statslige kulturinstitutioner været pålagt at spare 2 pct. på budgettet om året, og det koster dyrt for et kunstmuseum som SMK. Det har heller ikke hjulpet på besøgstallet, at den fri entré til museet blev afskaffet i 2016.

Ser man på de forskellige politiske partiers beskrivelser af deres kulturpolitik, er der ikke meget lys forude – heller ikke efter et valg. Det er en temmelig floskelfyldt omgang. Hør bare, hvad Socialdemokratiet skriver: ”Kultur er en kilde til fornyelse og inspiration, men det er også det kit, der binder os sammen som nation, og det er ofte igennem kulturelle oplevelser, kunst, idræt og i foreningslivet, vi som danskere finder fællesskab.” Der er ikke andet for end at bede. Kom nu, giv Statens Museum for Kunst noget snor! /Oliver Stilling