23. januar 2018

Big in Japan

Hvad lytter de til lige nu i Usbekistan? Og hvad er egentlig ‘big in Japan’? Det her interaktive verdenskort giver dig mulighed for at se og lytte til de musiknumre, som lige nu ligger nummer et i verdens forskellige lande. Det meste af Europa (inklusive Danmark) er i skrivende stund helt pjattede med Ed Sheerans generiske kærlighedssang ‘Perfect’, mens de i Kasakhstan stadig synes, at ‘Gangnam Style’ (2012) er det fedeste.

“Du kan bare gå hjem og undersøge det”

Det skorter ikke ligefrem på nye partier for tiden; vi nævner i flæng: Alternativet, Nye Borgerlige, Nationalpartiet, Feministisk Initiativ, osv., osv., osv. Partierne har det til fælles, at de alle vil gøre op med det eksisterende politiske etablissement. Men især ét parti synes at mene det i lidt mere ekstrem grad end de andre. Information har været på besøg hos partiet Jorden Frihed Kundskab, der vil gøre op med de 300 jødiske og kristne satanistfamilier, der styrer verden fra deres lukkede loger (ja, det her er lidt avanceret). Fx er Justin Bieber satanist – bare så du ved det. Man kunne få den snigende tanke, at partiet består af en række skøre konspirationsteoretikere, men den anklage er partiformand Mads Palsvig forberedt på: ”Når de kalder os konspirationsteoretikere, skal vi bare sige: ’to fly, tre tårne – helt er ærligt, hvor gammel er du – fem år?’.” Av, der fik han lige sat os alle sammen skakmat. Så er det måske alligevel de jødiske satanister, der styrer hele verden. (Foto: Sigrid Nygaard)

Kaos i Syrien

Borgerkrigen i Syrien er ikke bare blodig og forfærdelig – den er også frygteligt forvirrende. Hvem kæmper mod hvem? CNN har forsøgt at lave en grafik, der giver et overblik. Vi er ikke helt sikre på, om den skaber klarhed eller i virkeligheden bare forvirrer mere.

Den lunkne konflikt

Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, var det ikke bare afslutningen på den russiske socialistiske drøm, det var også afslutningen på adskillige år med svære spændinger mellem det kommunistiske styre i øst og det liberalt-demokratiske USA. Pludselig var Den Kolde Krig forbi, og Bill Clinton og Boris Jeltsin stod side om side og grinede. Men intet varer evigt. Spændingerne mellem Rusland og USA synes at være blusset op igen, og selv om det måske lige er at stramme den at kalde det en ny kold krig, så er det i hvert fald en lunken konflikt. Og med den lunkne konflikt følger oprustning. Det etablerede magasin Popular Mechanics kan fortælle, at det amerikanske forsvarsministerium Pentagon netop har bekræftet eksistensen af russiske planer om en dommedags-torpedo. Et atommissil, der er dobbelt så kraftigt som Tsar-bomben, som er den kraftigste atombombe, der hidtil er blevet testet. Ud over den omfattende sprængkraft kan torpedoen også skabe en ‘atom-tsunami’, der skyller radioaktivt vand ind over byer og gør dem ubeboelig i årtier. Det nye våben kan ses som russernes svar på amerikanernes udvidelse af det missilforsvar, der skal beskytte NATO i tilfælde af missiler fra luften. Princippet om gensidigt sikret ødelæggelse (MAD) er kommet for at blive.

Facebook skulle redde demokratiet men…

Facebook og de andre sociale medier er endt med potentielt at blive den største trussel mod demokratiet. Det er hvert fald tesen hos historiker og forsker på Oxford Universitet Niall Ferguson, hvis nye bog The Daily Beast bringer et uddrag af. Ferguson beskriver, hvordan mange har håbet, at de sociale medier skulle blive stedet, hvor den demokratiske samtale kunne udfolde sig til fulde, og hvor den direkte kontakt mellem mennesker skulle rive diktaturer ned og bygge demokratier op. Men de sociale medier har også deres demokratiske skyggesider. Facebook flyder over med fake news, twitter polariserer mere end det samler, og vi stemmer ikke på de kandidater, der gør sig bedst politisk, men på dem, der gør sig bedst på de sociale medier. Vi snakker ofte om, at vi skal værne om ytringsfriheden på nettet, men Ferguson konkluderer, at vi måske skal være mere bange for den totale mangel på regulering af nettet: På de sociale medier kan politikerne snakke direkte til den enkelte vælger og fortælle dem lige, hvad de gerne vil høre, uden at journalister eller andre har muligheden for at kontrollere dem. De sociale medier har gjort meget godt for demokratiet, men der er også grund til at holde et kritisk øjne med dem, inden de går fra ven til fjende.