Sat på spidsen er tidens storpolitiske spørgsmål: Vil du helst styres af verdens 100 allerrigeste mænd, eller af de 100 allervredeste vælgere fra gamle og nedslidte zombie-industribyer i udkanterne af USA og Europa?
Overvej det med dig selv: Har du størst tillid til den allerøverste top, der sidste år tjente flere gange mere end resten af kloden tilsammen, eller har du mest fidus til de frustrerede borgere fra Iowa til Thyregod, som tydeligvis har fået nok?
Donald Trumps tidligere chefrådgiver Steve Bannon var ikke i tvivl: “Jeg vil hellere regeres af de 100 forreste til et Trump-valgmøde end af Davos-selskabet,” sagde den flamboyant fedladne strateg og dokumentarinstruktør i et interview: ”Det afgørende, som binder os sammen, os i den nye centrumhøjre-protestbevægelse, er, at middelklassen og almindelige arbejdere ikke længere kan holde ud at blive styret af Davos-selskabet.”
Bannon kan med rette tilskrives en stor del af æren for, at reality-finansmanden fra Manhattan opnåede så massiv gennemslagskraft blandt vrede, kortuddannede, hvide mænd. Han leverede et stærkt billede til præsident Trump:
”Davos-selskabet, denne nye globale elite – og det her er ikke en eller anden tosset konspirationsteori, det er rent klarsyn – de føler sig tættere på folk i Paris eller Shanghai, og forretningsfolk i Milano, end de gør på folk i Dubuque, Iowa. De har efterladt deres landsmænd,” udtalte Steve Bannon, inden han blev fyret i Det Hvide Hus og senere begyndte at bagtale Trump-familien for at have solgt ud over for kernevælgerne.
2.043 dollarmilliardærer
En ny rapport fra den internationale udviklingsorganisation Oxfam, som blev offentliggjort i går, ‘Beløn arbejde, ikke rigdom’, viser, at antallet af milliardærer i 2017 steg mere end nogensinde i historien. Hver anden dag kunne en ny person kalde sig dollarmilliardær. Der er nu 2.043 dollarmilliardærer i verden. Imens oplevede klodens 50% fattigste absolut ingen fremgang i formue. Overhovedet.
I hverdagen er afstanden mellem klodens superrigeste, den enorme middelklasse og sidst – altid sidst – de allerfattigste så ufattelig stor, at det for de fleste kan virke uvirkeligt at tale om afgrundsdybe økonomiske skel. Men de superrige findes, og de mødes i hvert fald én gang om året.
I det eksklusive skiresort Davos i Schweiz mødes det globale business-jetset med alverdens toppolitikere og elitens foretrukne popintellektuelle fra og med i dag. Den ultimative schmoozefest. Beskyttet bag en mur af militær og snigskytter er der dog ingen risiko for, at deltagerne i det såkaldte ‘World Economic Forum’ skulle støde på de to andre grupper, middelklassen og de fattigste.
I løbet af de fire dage i Davos vokser formuerne for verdens milliardærer med 50 milliarder kroner svarende til et beløb, der kunne løfte 66 millioner mennesker ud af fattigdom. Men det er ikke en ny, anden og mere afbalanceret fordeling af ressourcer, der er på dagsordenen. De ultimative VIPs skal kun snakke. Bare snakke sammen.
Øverst på magtens tinde
Davos-topmødet er som skabt til, at de mest betydningsfulde og mest magtfulde kan skille sig demonstrativt ud fra fra resten. Det er nemlig repræsentanterne for klodens øverste lag, der lige nu er på vej til Davos. Det er the usual suspects, som sidder på toppen af Alperne: den franske præsident Emmanuel Macron, den tyske kansler Angela Merkel, Indiens stærke mand Narendra Modi og Canadas bløde superhelt Justin Trudeau. Derudover medvirker i mindre biroller også bl.a. 10 statsoverhoveder fra Afrika, ni fra Mellemøsten og seks fra Sydamerika.
Årets hovedrolle er imidlertid tildelt en umage gæst: The Donald himself. USA’s præsident skal mødes med netop dem, der under valgkampen blev udpeget som hovedfjenden: Davos-selskabet. Scenen er så anti-trumpsk, som den kan blive. Eller måske rettere: Så oprindeligt trumpesque som den kan blive. Ligesom Donald Trump udtalte, at han befandt sig vel blandt Saudi-Arabiens prinser, vil besøget i Davos nok også føles som en hjemkomst. I praksis har Trump nemlig foretrukket at lade Davos-selskabet regere på direkte bekostning af de 100 forreste til et Trump-valgmøde / Lars Trier Mogensen