23. november 2018

”Så på et tidspunkt kommer der den her fyr, stor og bred – i en meget rød jakke, gående ned ad gangen som om han e-j-e-r den – og idet han går forbi, drejer han lige hovedet over mod os og ser på os og siger: ‘Hvad SÅ, damer?!’ Okay, tænkte vi – det er nok ham!” For tre og et halvt år siden fotograferede den vidunderlige Politiken-fotograf Miriam Dalsgaard nu afdøde Nesim Yasar en hel dag. Han var lige kommet ud af bandemiljøet og befandt sig i et crazy vakuum med hemmelig adresse og nyt liv. Stærkt og rørende.

I går blev den såkaldte ghettoplan vedtaget i Folketinget: Fremover må der højst være 40 pct. almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder. I den forbindelse har DR lavet et lille kompendium, der ser nærmere på sagerne. Det er blandt andet planen at sælge nogle af de almene familieboliger eller omdanne dem til noget andet, og hvis det ikke lykkes, så skal de bare rives ned. Men forskning fra Holland viser, at det langt hen ad vejen er meningsløst, idet den type beboere, man ønsker spredt, har en tendens til at klumpe sig sammen igen i andre udsatte områder. Vandsengseffekten hedder det. Her er også en fin billedserie med viceværten fra Sundparken i Horsens. Folk spørger hver dag, hvornår bulldozerne kommer, siger han. De er nemlig glade for at bo, hvor de bor, men det passer ikke ind i narrativen om ghettoen.

På de mørke dage kunne man godt ønske sig, at jobbet var lidt mere som et computerspil. Men faktisk er arbejdspladser i højere og højere grad begyndt at gøre brug af computerspilsmekanimer, og det er ikke så sjovt, som det lyder. ‘Gamification’, hedder det på engelsk, og det hægter din jobindsats op på point, levels, konkurrence med andre, osv. Det giver incitament til at præstere bedre, men som du kan læse i denne interessante artikel fra The Guardian, bruges det også af arbejdsgivere til at få arbejderne til at udnytte sig selv. I nogle erhverv i en sådan grad, at det er til at blive skør af.

Der er få ting, vi sætter så meget pris på som en god billedanalyse, og en god billedanalyse kalder det nye maleri af Kronprins Frederik virkelig på. Det er malet af billedkunstner og musiker Kasper Eistrup, der måske bedst er kendt som frontmand i bandet Kashmir, og den portrætterede kronprins ligner på maleriet mere en agent i hendes majestæts tjeneste end hendes majestæts efterfølger. På Kommunikationsforum har de gravet sig ind under malingen.

Når mænd bliver fædre, mister de på besynderlig vis deres humoristiske sans. Et af de værste eksempler på dette fænomen er, når et barn siger ”jeg er sulten” og faderen prompte svarer: ”Hej sulten. Jeg er far.” På sin vis er alle far-vittigheder deprimerende. Men det bliver kun mere deprimerende, hvis den pågældende far også er nihilistisk anlagt. Så ender vi med ting som: ”Børn, I må se lige så meget tv, I har lyst til. Bare I ikke tænder det. For så vil I først forstå verdens tomhed.”